blogger arrangement

En hyggelig eftermiddag på Godsbanen med Elsebeth Egholm

SPOILER ALERT: Dette blogindlæg indeholder små dele af handlingen fra Jeg finder dig altid, så hvis man stadig har dentil gode og ikke vil have ødelagt spændingen, så er det en god ide at gemme mit indlæg til en anden gang!

IMG_6149Onsdag d. 9. august havde jeg fornøjelsen af at tilbringe et par timer på Godsbanen i Aarhus i selskab med Elsebeth Egholm og en masse andre bloggere.

Efter lidt shopping begav jeg mig med nerverne udenpå tøjet mod Godsbanen. Ved hovedbygningen af Godsbanen mødte jeg tilfældigvis nogle andre bloggere, som skulle samme sted hen og de var, ligesom jeg selv, meget forvirrede omkring, hvor hovedindgangen egentlig er på Godsbanen, men ved fælles hjælp fandt vi til sidst den rigtige dør, hvor alle de andre blogger, Elsebeth Egholm og Camilla fra Politikens Forlag stod og ventede.

Efter en kort introduktionsrunde begav vi os ud på Godsbane området, som danner en del af rammen for Elsebeth Egholms nye bog Jeg finder dig altid. På vejen rundt fortalte Egholm lidt om, hvor ideerne til bogen kom fra og hun afslørede også lidt om, hvad vi kan forvente af den næste bog i serien, men mere om det senere.

Elsebeth Egholm har længe gerne villet skrivet om en karakter, som led af ansigtsblindhed – måske fordi hun, som hun selv siger, selv lider lidt af det, da hun er virkelig dårlig til at huske ansigter. Det var dog også vigtigt, at hovedpersonen havde en sej side, så udover at være læge, så klatrer hovedpersonen Rina også, samt laver street art under navnet Private Eye.

IMG_6156

I forbindelse med researchen til Jeg finder dig altid havde Egholm fået kontakt til en lokal streetartist, som bliver kaldt mormor. Mormor havde vist hende forskellige steder i Aarhus, som betyder meget for streetart miljøet og de havde selvfølgelig også været en tur rundt på Godsbanen, hvor Egholm blandt andet fandt en lille butik, som blev inspiration til den butik, som Rinas ekskæreste Ray har i bogen.

Da Elsebeth Egholm kom på ideen om, at Rina skulle klatre måtte researchturen også forbi en klatreklub i Gellerup. Hos klatreklubben havde Egholm spurgt ind til, hvor i byen det ville være realistisk, at Rina kravlede op for at hænge paste-ups op og de havde sagt Prismet, så der starter bogen.

IMG_6167Som tidligere nævnt blev der på gåturen også spurgt ind til, hvad der kommer til at ske i den næste bog. Vi vil jo alle gerne vide, hvor Rinas lillebror er. Er han død eller overlevede han kidnapningen, da de var børn? Og hvem var manden på taget af Prismet som skubbede Henrik Plesner ned? Egholm ville kun love, at vi får svar på de sidste spørgsmål i den næste bog. Brorens skæbne må vi nok vente lidt længere på.

Efter gåturen i blæsevejret rundt på Godsbanen var der bestilt mad til os hos Spiselauget på Godsbanen, så der begav vi os ind. Vi havde haft mulighed for at vælge imellem flere retter, hvor kalvefileten, som jeg også fik, viste sig at være mest populær. Maden var så lækker og jeg var så sulten, at jeg fuldstændig glemte at tage et billede af den, så det må I tænke jer til.

IMG_6188Inden maden kom på bordet nåede vi alle lige at få vores bøger signeret.

Snakken fortsatte under spisningen og en af de andre spurgte ind til, hvordan det var for Egholm at skrive om en anden karakter end Dicte. Dertil sagde hun, at det var en befrielse, idet hun trængte til noget nyt, men hun understregede dog også, at hun ikke har taget livet af Dicte endnu, så man kan aldrig vide om, der kommer mere engang.

Før jeg vidste af det, var det tid til at bevæge mig tilbage til banegården og tage bussen hjem til Odder igen efter en helt forrygende eftermiddag/aften. Først var der dog lige tid til et billede.

IMG_6180

Tak til de andre bloggere for hyggeligt selskab!

Og ikke mindst: Stort tak til Politikens Forlag for invitationen til arrangementet!

anmeldelse

”JUSSI” af Jonas Langvad Nilsson

IMG_0834

JUSSI af Jonas Langvad Nilsson, 2017. Politikens Forlag. Antal stjerner: 4/5

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Jussi Adler-Olsen har en helt speciel plads i mit hjerte – både som forfatter, men også som menneske. Og jeg er ikke den eneste, der synes Jussi er et fantastisk mennesker. Marianna Thorhauge udtaler:

Jussi er man venner med på livsitd – det er en egenskab, jeg beundrer endnu mere end hans energi og ihærdighed.

Jeg havde fornøjelsen af at møde ham første gang til Krimimessen 2010 i Horsens, hvor jeg købte et eksemplar af Kvinden i buret, som jeg havde fået anbefalet af min farmor.  Dengang havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg ville ende med blive på fornavn med en af Danmarks største krimiforfattere og jeg havde aldrig troet, at jeg skulle høre ham ytre ordene: “Jamen det er jo dig!” og “Du er altid så sød når jeg møder dig!”.

Når man møder Jussi kan man altid mærke på ham, hvor stor en ære han sætter i at bruge tid på at møde sine læsere og uanset hvor mange gange man møder ham til bogsigneringer eller lignende, så bliver man altid mødt med et smil og en lille snak. Kærligheden til læserne lægges der heller ikke skjul på i denne bog:

 

Jeg elsker mine læsere. Man skal kun give dem et lille sandkorn, så laver de selv en helt ny verden.

I bogen hører man om Jussis barndom. Han voksede op på sindsyge hospitaler landet over, hvor hans far var overlæge. Man hører historien om, hvordan han allerede som ganske ung mand møder Hanne, som han ønsker at tilbringe resten af livet sammen med. Man hører om op- og nedture i Jussis liv. Om fantastiske familieferier og gode oplevelser. Om triste tider i forbindelse med forældrenes død og en motorcykelulykke som nær havde kostet Jussi det ene ben. Bare for at nævne et par ting.

IMG_0837

Jussi Adler-Olsen har beskæftiget sig med mange ting. Han har ejet tegneserieantikvariatet Pegasus på Nørrebro i København. Han har arbejdet frivlligt i fredsbevægelsen. Været direktør i forlaget Donna. Og sidst men ikke mindst bestseller forfatter med mange fantastiske bøger bag sig. Mest kendt er han nok for sine Afdeling Q bøger om politimanden Carl Mørck.

Jeg har trukket på smilebåndet flere gange igennem bogen og grint højlydt flere gange. Blandt andet af historien om familieferien til Lourdes i Frankrig, hvor familien hørte historien om en mand som i kørestol var blevet kørt ud i den kilde, som Jomfru Maria lod springe frem fra klippen i 1858. Som souvenir købte Jussi en flaske helligt vand, som længe stod på en hylde på hans værelse. I forbindelse med eksaminerne i 2.g., hvor skoleåret havde handlet mere om musik end om at læse, forsøgte Jussi sig med det hellige vand for måske kunne det opkvikke eller have en form for placeboeffekt – men nej, som Jussi selv siger det: “Jeg fik tyndskid”.

Bogen giver et indblik i Jussis privatliv og hans nærmeste deler glædeligt ud af sjove anekdoter og mere seriøse betragtninger af Jussi. Jeg er specielt glad for hans søns kommentar til, hvordan Jussi forholder sig til henholdsvis ros og kritik. Den bekræftede bare endnu mere min egen teori om, at Jussi tager kritik langt mere til sig end folk lige går og tror:

Jeg tror han er mere følsom, end offentligheden tror. Han bliver glad, når folk kan lide det, han laver. Men han bliver lige så meget øv og ked af det, når folk skriver negative ting om ham.

Alt i alt er JUSSI hyggelig og indsigtsgivende læsning om en af Danmarks mest populære forfattere, samt et af de rareste mennesker, jeg kender.

anmeldelse

“Jeg finder dig altid” af Elsebeth Egholm

DSC00852

Jeg finder dig altid af Elsebeth Egholm, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 5/5

Hvordan finder man ud af, hvem det er, der er ude efter en, når man ikke kan genkende ansigter? Og hvordan er man tro mod politigerningen, samtidig med man også selv har følelserne i klemme i sagen?

Det kan man finde ud af i Elsebeth Egholms nye bog Jeg finder dig altid, som er den første bog i Egholms nye serie om hovedpersonen, Katharina Svane-Dissing – i daglig tale kaldet Rina.

Rina er uddannet læge og har lige fået sin egen praksis. Livet er dog ikke nemt for hende. Rina lider nemlig af ansigtsblindhed, prosopagnosia. For at kompensere for sin handicap lever hun et dobbeltliv, hvor hun i sin fritid kravler på bygninger rundt omkring i byen og laver anonym street art under navnet Private Eyes. Derudover bruger hun også det hemmelige liv til at bearbejde en traumatisk oplevelse, hun havde som barn, og som lige pludselig bliver yderst relevant igen.

Afstanden fra munden til næsen var centralt og var noget af det mest personlige i et ansigt.

Noget af det jeg holder aller mest af ved bogen er, at man får et indblik i hvordan det er at leve med ansigtsblindhed, men jeg kan dog slet ikke forestille mig, hvordan det må være ikke at kunne genkende folk – måske kan man ikke engang genkende sin egen familie.

Hun granskede hans ansigt. Det føltes, som om hun ville indprente sig hver en linje i det. Hun havde gjort det samme før, da han havde tilbudt sin hjælp. Sådan havde han aldrig oplevet at blive set på af et andet menneske.

 

Historien starter med at Rina kravler op ad Prismet for at klistre nogle paste ups op. Da hun kommer hjem bliver hun overfaldet af en mand, som hun dog slipper fri fra. Dagen efter finder hun ud af, at der er fundet en død mand på jorden foran Prismet og det er sket samtidig med at hun hængte sine paste ups op. Private Eyes er med det samme hovedmistænkt. Rina sætter gang i sin egen efterforskning af, hvad der skete den nat ved Prismet og samtidig forsøger hun at finde ud af, hvem det er der er ude efter hende.

Politimanden Helge Stanek kommer på sagen, som behandles som mord. Under efterforskningen ser han tilfældigvis Rina og da han ikke synes hun passer specielt godt ind i det område, hvor han ser hende, vælger han at følge efter hende. I parkeringskælderen i Bruuns Galleri bakker Rina ind i en indkøbsvogn med en lille dreng i og hun må selv forsøge at redde ham, da det viser sig at han har fået et lille stykke legetøj i klemme i halsen. Hun beder Stanek om hjælp, da han tilfældigvis står i mængden af mennesker, som kigger på. Ved fælles hjælp får de reddet drengen.

Jeg vil ikke afsløre for meget af, hvad der videre sker, men jeg vil gerne afsløre, at Rina og Stanek får brug for hinanden flere gange i løbet af bogen.

På Banegårdens facade havde hun lavet en stencil af muren, så den til forveksling lignede de mursten, der var der i forvejen. På Ridehuset havde hun malet et ekstra vindue, så alle troede, at det var et rigtigt et. Hun kunne tilsyneladende lide at drille publikum visuelt.

Hun var et bymenneske. Hun havde det bedst med at cykle i byen og bruge arkitekturen som pejlemærker.

Ligesom serien om Dicte foregår Jeg finder dig altid også i Aarhus. Jeg er født og opvokset i nærheden af Aarhus og kender derfor næsten byen lige så godt som min egen bukselomme. Så selvom jeg sad i sofaen og læste bogen, så føltes det ofte som at være fluen på væggen, når Rina bevægede sig igennem byen, som jeg også selv kender så godt.

Jeg kan næste allerede godt forudse, at jeg næste gang, jeg går rundt i Aarhus, nok lige tager mig selv i et kigge efter om Rina lige gik forbi på vej til Godsbanen eller hun måske havde hængt paste ups op et sted, man gik forbi.

Bogen indeholder også en del gode pointer, som giver stof til eftertanke. Staneks erkendelse omkring den tid, som man har med et andet mennesker, gik lige i hjertet på mig:

Han forstod, at der aldrig ville være tid nok. Tiden ville altid være for kort, om den så strakte sig i en uendelighed.

Også Staneks far kommer med en rigtig god pointe om, hvad der er rigtig vigtigt, når man arbejder som politimand:

Det handler ikke om hævn. Det må aldrig handle om hævn fra vores side. Men det handler om at beskytte offentligheden og ofrene. Gerningsmanden er på mange måder selv et offer.

Afslutningsvis bliver jeg nødt til at nævne Rinas fantastiske overbo, den vietnamesiske dame Chung, som man ikke kan undgå at holde af. Specielt Chungs besættelse af Lobert Ledford i Ou o Aflica og Lussell Clowe er ikke til at stå for. Hendes dansk er ikke specielt godt, men hvis Rina har brug for hjælp, så står hun klar. Og synes hun Rina ligner en der trænger til mad, så står hun der fluks med en skål nudelsuppe. Alle burde have sådan en sej kvinde som Chung i deres liv.

DSC00854.JPGJeg finder dig altid er spænding fra første kapitel og jeg havde enormt svært ved at lægge bogen fra mig, når det var sengetid. Jeg måtte bare vide, hvad der skete som det næste. Flere gange tænkte jeg: “Bare liiiiige et kapitel mere” og så var der pludselig gået en halv time ekstra for et kapitel var bare ikke nok.

Jeg finder dig altid er den første af Elsebeth Egholms bøger, som jeg har læst, men jeg er allerede solgt totalt til stanglakrids over hendes skrivestil og jeg glæder mig allerede helt enormt til at se, hvad fremtiden bringer Rina i den næste bog.

anmeldelse

“Den Underjordiske Jernbane” af Colson Whitehead

Den Underjordiske Jernbane af Colson Whitehead, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Opr. udgivet som The Underground Railroad i 2016. Antal stjerner: 5/5

DSC00844

Hvad sker der, når to unge slaver stikker af fra en bomuldsplantage i Georgia og begiver sig ud på en lang og farefuld rejse mod et bedre liv? Og kan man virkelig skrive virkelighedstro fiktion om en så stor del af den amerikanske historie, som The Underground Railroad er, uden at det mister troværdigheden?

Colson Whitehead beskriver i denne skønne roman historien om slavepigen Cora, som sammen med en jævnaldrende dreng, Caesar, stikker af fra den bomuldsplantage i Georgia, hvor Cora er født og opvokset. Ved hjælp af Den Underjordiske Jernbane begiver de sig fra Georgia til South Carolina, North Carolina, Tennessee og Indiana.

Til forskel for virkelighedens Underground Railroad, som bestod af et netværk af safe houses og hemmelige ruter over landjorden, som slaverne brugte til at flygte, er jernbanen i romanen rent faktisk en jernbane, hvor lokomotiver med vogne kører i lange tunnel gravet af slaver under jorden.

Kend din pris, og du kender din plads i verdensordenen.  At overskride plantagens grænse var som at overskride grundprincipperne for ens eksistens: umuligt.

Livet har ikke været nemt for Cora. Hendes mor, Mabel, flygtede fra plantagen, da Cora kun var 10 år gammel og ingen hørte nogensinde fra hende igen. Cora måtte altså tidligt lære at klare sig selv. Cora afskyr sin egen mor for at have efterladt hende på plantagen uden så meget som et ord. For hvem forlader dog sit eget barn på en bomuldsplantage, hvor man udemærket godt ved, hvilken fremtid der venter pigen?

Livet på plantagen er hårdt – ikke kun på grund af arbejdet i markerne. Forvalterne behandler slaverne præcis, som de vil og er ikke blege for at tage for sig af de unge slavepiger, som bare må makke ret.

På grund af uoverensstemmelser med en af de andre slavekvinder bliver Cora flyttet i Hob “af politiske årsager”

Af sted til Hob med dem, der var forvandlet til krøblinger af forvalterens afstraffelser, af sted til Hob med dem, som var knækket af det hårde arbejde på måde, man kunne se, og på måder, man ikke kunne se, af sted til Hob med dem, der havde mistet forstanden.

At være blevet flyttet over i Hob gør ikke livet nemmere for Cora, så de Caesar endnu engang foreslår, at de skal stikke af fra plantagen sammen og ved hjælp af Den Underjordiske Jernbane finde et bedre liv et andet sted, siger hun til sidst ja og de begiver sig ud på en farefuld rejse. På vejen møder de mange hjælpsomme mennesker, som sætter deres egne liv på spil ved at gøre alt, hvad der står i deres magt for at hjælpe de bortløbne slaver. De kan dog aldrig føle sig helt sikre uanset, hvor de er. Frygten for hvornår man bliver fanget igen sidder dybt i dem.

Men de var allerede forfulgt af skrækken, som de havde været det hver eneste dag på plantagen, og den holdt trit med dem.

DSC00849Det gør det heller ikke nemmere for dem, at slavefangeren Ridgeway, som også var ham der forsøgte at fange Coras mor, Mabel, igen, sammen med alle de andre slavefangere i området også er på jagt efter dem. For Ridgeway bliver det helt en besættelse at finde Cora igen, som en form for gengældelse af, at han aldrig formåede at fange Mabel igen, da hun stak af.

Frygten for at blive fanget igen forstærkes også kun af at Cora og Caesar udemærket godt ved godt, hvad der venter dem, hvis de bliver fanget.

Når de blev bragt tilbage, blev de udsat for uhyrlige mishandlinger, inden de fik lov til at dø, og dem, de efterlod, blev tvunget til at følge med i deres stadig mere gruopvækkende dødspine.

Bortløbne slaver gør alt, hvad de kan, for ikke at blive fanget igen og heldigvis findes der folk, som dem der stod for Den Underjordiske Jernbane, som er villige til at hjælpe. Og heldigvis blev mange slaver også givet fri igen. Man skulle så tro at de kunne få lov at være i fred, når de var blevet givet fri, men nej selvfølgelig ikke. Det har slavefangerne jo ikke noget sjov ud af.

Der skal meget til at gøre mig vred, men beskrivelser som nedestående er virkelig sådan noget, der kan få mig helt op i det røde felt.

Eftersøgning af slaver var ikke et besværligt arbejde. De standsede alle de niggere, de så, og forlangte at se deres passerseddel. De standsede niggere, som de vidste var frie, for deres fornøjelses skyld, men også for at minde afrikanerne om de kræfter, de var oppe imod, hvad enten de var ejet af nogen eller ej.

Hver gang jeg nåede til beskrivelser af behandlingen af slaverne, kunne jeg mærke, hvordan mine fingre greb hårdere fat om bogen og jeg kunne mærke, hvordan alt inden i mig gerne ville gøre de samme ting ved de hvide, som de gør ved de sorte. Bare så de lige kunne smage deres egen medicin. Det er fantastisk, hvad litteratur kan gøre ved en!

Jeg har igennem min bachelor i Engelsk stiftet bekendtskab med flere forskellige autentiske slaveberetninger, som f.eks. Narrative of the life of Frederick Douglass, an American Slave, som er Frederick Douglass’ egne beskrivelser af livet som slave i 1800-tallets USA. Sidenhen har jeg også læst Twelve Years a Slave af Solomon Northup, hvori Northup, ligesom Douglass, beskriver livet som slave.

Jeg havde derfor mine forholdsregler med hensyn til Den Underjordiske Jernbane, fordi jeg var en smule bange for at blive skuffet, hvis nu den ikke levede op til de forventninger, jeg havde til beskrivelser af slavelivet, efter at have læst ovennævnte bøger, men de bekymringer kunne jeg hurtigt smide fra mig. For mig føles beskrivelsen af Coras liv på plantagen og flugten sammen med Caesar lige så virkelighedstro, som de andre slaveberetninger, jeg har læst.

DSC00847Colson Whitehead rammer virkelig hovedet på sømmet med denne bog og han behandler nogle af de vigtigste problemstillinger, når man snakker om de sortes rettigheder, både dengang og i dag. Jeg vil ikke begive mig ind i en større diskussion af det, men jeg kunne ikke være mere i enig i nedestående citat fra bogen:

Det må være nok med farven. Det har bragt os frem til denne aften, til denne diskussion, og den vil tage os med ind i fremtiden. Det eneste, jeg i sandhed ved, er, at vi lever og dør som én, én farvet familie, dør om dør med én hvid familie.

Alt i alt vil jeg mene, at uanset om man har forudgående kendskab til/interesse for slavehistorier og The Underground Railroad, så vil man helt sikkert nyde at følge Cora og Caesar på deres lange, farefulde tur på flugt fra slavefangeren Ridgeway. Jeg tog ihvertfald mig selv i flere gange at holde vejret og helt glemme, hvor jeg var, fordi bogen var så spændende.

Den Underjordiske Jernbane er sådan en bog der kravler ind under huden på en og bider sig fast. Jeg ved ihvertfald at der går lang tid før jeg kan få historien om Cora og Caesar ud af hovedet igen. Den bliver ved med at dukke op i mine tanker og jeg får igen og igen kuldegysninger bare ved at tænke på, hvordan det var at være sort i USA i 1800-tallet og hvordan det ligeledes må være i dag.

Jeg glæder mig enormt meget til at møde Colson Whitehead på dette års Louisiana Literature, hvor han er en af de mange spændende gæster.

Boglige bekendelser

Om aldrig at have læst Harry Potter

…. for det har jeg ikke.

71rOzy4cyAL

Eller aldrig er så meget sagt. Jeg gik igang med den femte bog kort tid efter, den var udkommet, men jeg nåede aldrig ret langt. Sikkert fordi jeg ikke have læst de foregående bøger, så der var ikke ret meget, der gav mening i mit hoved.

Vi havde fået læst den første bog læst højt i skolen og vi havde et forløb i engelsk, hvor vi arbejdede med forskellige scener fra den første film, men det interesserede mig aldrig rigtig. Det eneste, som jeg virkelig interesserede mig for, var, at jeg ville være Hermione i mit næste liv, for jeg syntes, at hun var en af de sejeste og flotteste piger, jeg nogensinde havde set.

Jeg ejer alle 7 bøger både på dansk og engelsk, så det er ikke af mangel på læsemuligheder, at jeg endnu ikke har fået dem læst.

Så hvad er grunden mon så? For at være helt ærlig så aner jeg det ikke!

Jeg har set alle filmene op til flere gange (i første omgang missede jeg på en eller anden måde film nr. 6). Jeg drømmer om at besøge Harry Potter studierne i London og Harry Potter World i Orlando, Florida. Så hvorfor er det så svært for mig at tage mig sammen til at læse dem?!

Da jeg startede på bacheloruddannelsen i Engelsk på SDU gik det hurtigt op for mig, at det at have læst Harry Potter bøgerne var et absolut must, når man læste Engelsk og interesserede sig for britisk litteratur og kultur. Så i lang tid undgik jeg al snak om Harry Potter for det eneste viden jeg har er, som sagt, det man får at vide i filmene, og jeg fornemmede hurtigt, at der virkelig er meget, jeg er gået glip af. Men ligesom man har en tendens til at lyve om at have læst diverse bøger, så besluttede jeg at det ikke var værd at skjule for jeg ville alligevel komme til kort på et tidspunkt.

Jeg har sidenhen haft store intentioner flere gange om at ville læse bøgerne og den første bog har længe ligget klar som den næste bog jeg ville læse, men når det så kommer til, at jeg skal vælge bog, så ender jeg altid med at vælge noget andet. Jeg har ingen anelse om hvorfor jeg aldrig kommer igang med den. Måske er det fordi jeg ved, at hvis jeg begynder at læse serien, så kommer jeg også til at nå sidste sætning på den sidste side i den sidste bog og jeg ved, hvor meget jeg hader følelsen af at en serie nu er ovre, men så kunne man jo altid bare begynde forfra igen – det kender jeg rigtig mange, der har gjort med forskellige serier.

Størstedelen af mine veninder har læst alle Harry Potter bøgerne optil flere gange og de spørger mig ligeså ofte hvorfor jeg stadig ikke er kommet igang og jeg må altid være dem svar skyldig for det er også en gåde for mig selv.

En overgang troede jeg, at det var det trodsige i mig, der ikke gad at læse dem, når alle andre også læste dem. Men det er vel egentlig det der burde gøre det ønskeligt at læse dem, for så kunne jeg diskutere dem med alle de andre, der også har læst dem. Den eneste forklaring jeg så kan komme på nu til hvorfor jeg gang på gang beslutter at NU skal jeg snart læse dem og så bliver det aldrig til noget er, at jeg er nået til et punkt, hvor det føles lidt sent at gå igang med dem for alle andre har jo læst dem for længst så gider de mon egentlig høre mig på, når jeg når til de ikoniske øjeblikke i bøgerne, som jeg har hørt så meget om? (Jeg er ret sikker på at svaret er JA SELVFØLGELIG vil de gerne det!)

Jeg finder nok aldrig ud af, hvorfor jeg stadig ikke har læst dem, men nu ryger bøgerne øverst på læselisten for jeg ved ikke hvilken en gang og så må vi se om det ikke lykkes den her gang.

Hvad med dig? Har du læst alle Harry Potter bøgerne eller er jeg ikke så alene om det, som jeg går og tror?

Bogmesser

Krimimessen 2017

Efter over et års stilhed herinde (og en flytning fra Blogger til WordPress) er det vist på tide at få pustet lidt liv i min blog igen og hvilket bedre sted at starte end til en af min favorit begivenheder, som jeg altid ser frem til!

Den 1. og 2. april var det endelig tid til en af årets bedste begivenheder – nemlig årets Krimimesse i Horsens!

Ligesom tidligere år besluttede jeg hurtigt at jeg ville afsted begge dage. Lørdagen blev brugt i selskab med min farmor som er en lige så stor læsehest, som jeg selv er. Om søndagen havde jeg min mor med.

Lørdag

Krimimessen 2017

Jeg mødtes med min farmor på banegården i Horsens, og sammen tog vi en taxa op til FÆNGSLET. Synet af hovedbygningen af FÆNGSLET fylder min krop med stor glæde og spænding og så kan man ellers stå i kø og vente utålmodigt på at komme ind. Køen i år var dog overraskende kort og snart befandt vi os bag fængselsmurene klar til spændende litterære oplevelser og møder med spændende mennesker.

Med et gratis eksemplar af Stefan Ahnhems “Offer uden ansigt” bevægede vi os mod messeområdet, hvor vi sikrede os en plads på forreste række til åbningstalen. Efter at have hørt Leif Davidsen holde årets åbningstale, hvori han blandt andet gjorde status over udviklingen, som Krimimessen siden den blev afholdt første gang i 2001, hvor der deltog ca. 200 gæster og 5 forfattere. I år nåede messen op på over 7000 deltagere og 130 forfattere og foredragsholdere.

Derefter begyndte vi at bevæge os rundt i messeområdet, Krimimessen 2017men vi nåede ikke langt før, min farmor spottede Jussi Adler-Olsen ved Føtex’ stand og hendes eksemplar af “Selfies” blev hurtigt fundet frem, så det kunne blive signeret. Efter at jeg har gjort Jussi opmærksom på, at det var min farmor, han stod og snakkede med og at det er hendes skyld, at jeg har læst (de fleste af) hans bøger, fik min farmor op til flere kram og så skulle der selvfølgelig også lige tages et billede.

Krimimessen 2017Vi var også forbi sort scene, hvor Thomas Rydahl blev interviewet af Lars Ole Sauerberg om hans nye bog “De Savnede”, som er efterfølgeren til “Eremitten” fra 2014. Rydahl fik i 2014 Bogforums debutantpris for “Eremitten” samt Glasnøglen og Harald Mogensens-Prisen i 2015. Jeg købte “Eremitten” til Krimimessen i 2015 og har været igang med at læse den meget længe – ikke fordi den er dårlig, men fordi jeg hele tiden lægger den væk, fordi jeg ikke vil have, at den skal slutte. Nu hvor efterfølgeren er kommet ud, tænker jeg, at det er ved at være på tide, at jeg læser den færdig.

Et af de absolutte højdepunkter for mig var helt klart gensynet med Kim Juul & 3, som fremførte nogle af sangene fra Kim Juuls fantastiske bøger om Lars Norholm, som er en af mine yndlings hovedpersoner nogensinde.Jeg mødte Kim første gang i 2014, hvor jeg også erhvervede mig første bog i serien om Lars Norholm og det var også her, jeg havde fornøjelsen af at høre Kim Juul & 3 første gang. Jeg har siden da læst de første tre bøger i serien og i skrivende stund er jeg igang med den fjerde bog “På et lodret skråplan”, som officielt udkom 11. maj 2017, men der var heldigvis eksemplarer til salg på Krimimessen allerede. Et andet fantastisk indslag var også, at Kim Juul & 3 havde slået sig sammen med forfatter og musiker Jakob Melander. Mini koncerten bød på masser af god musik og jeg var specielt vild med deres version af Gasolins “Det Bedste Til Mig Og Mine Venner”, som også er titlen på Melanders seneste bog om Lars Winkler (som jeg også stadig har til gode, men den står på min reol og venter på mig).

Krimimessen 2017Ved et rent tilfælde opdagede min farmor i programmet, at vi lige kunne nå at gå ned i teltet og høre Jussi Adler-Olsen og Sara Blædel snakke om alt andet end deres bøger. Sammen med en masse andre mennesker stod vi som sild i en tønde og ventede i spænding på hovedpersonerne. Pludselig prikker min farmor mig på skulderen og da jeg vender mig om, kommer Jussi gående lige imod mig og da han ser mig udbryder han “METTE!”, hvorefter han vender sig, kigger på Sara og siger “Kender du også Mette?”. Sara når dog ikke engang at svare før min farmor har sagt til Jussi at jeg var skuffet over, at jeg ingen kram fik tidligere på dagen, så jeg får en kæmpe krammer og de går videre op til scenen. Sara Blædel havde medbragt bogen “Bedste venner” af Maise Njor og Lisa Grue og den tog de så udgangspunkt i og skiftedes til at stille hinanden spørgsmål. Det førte til mange grin både for publikum, men også for dem selv. Vi fandt blandt andet ud af, hvilke tre ting der kan gøre Jussi rigtig trist og de snakkede om nogle af deres bedste fælles minder. Jeg gad godt tilbringe en hel aften med Jussi og Sara for jeg tror virkelig, at de kan fortælle mange sjove historier.

Før vi vidste af det, var dagen ovre og det var tid til at gå tilbage til banegården, hvor vores veje skulle skilles og turen gik tilbage til Odder for mit vedkommende. Der måtte også nogle bøger med hjem allerede den dag, men mere om alle mine bogkøb senere. I bussen sad jeg og tænkte at det var godt, at jeg skulle afsted igen om søndagen, for jeg havde slet ikke fået nok Krimimesse endnu og søndag bød på lige så mange sjove møder med skønne forfattere og spændende oplæg.

Søndag

Som tidligere nævnt priste jeg mig, på vej hjem fra Krimimessen om lørdagen, lykkelig for at skulle afsted igen om søndagen, for man får aldrig nok Krimimesse på én dag.

Så søndag morgen bevægede jeg mig i selskab med min mor mod stationen i Odder, hvorfra turen gik videre til Horsens og ligesom om lørdagen tog vi en taxa fra Horsens banegård til FÆNGSLET.

Krimimessen 2017Vejret viste sig igen fra sin bedste side, som billedet ovenover også viser, så bænkene udenfor blev hurtigt fyldte og der efterlod jeg også min mor, imens jeg gik en tur rundt i messeområdet.

Krimimessen 2017Dagen før havde jeg efter anbefaling fra Ann-Kristine ovre fra Ord fra en bibliofil, som lige havde læst “Jeg Ser Dig”, købt “Jeg Lader Dig Gå” af den britiske forfatter og tidligere indsatsleder i kriminalpolitiet Clare Macintosh. Bogen havde jeg selvfølgelig taget med så jeg kunne få skrevet i den efter det interview som Clare skulle lave om søndagen og jeg tog mig også mod til at spørge om en selfie. Jeg skulle også hilse Ann-Kristine fra hende og sige tak fordi hun havde anbefalet Mackintoshs bøger til mig.

Ovre ved krimifan.dk standen var der arrangeret selfie oppotunities med forskellige Krimimessen 2017forfattere i løbet af dagen og ved et tilfælde kom jeg gående forbi, da Sara Blædel stod klar til selfies og jeg tænkte, at det var min chance for lige at få hilst på hende igen og også lige få mig en selfie. Da det blev min tur gik jeg hen imod Sara og blev mødt af et stort “HEJ!” efterfulgt af “Fed skjorte!”. Man kan ikke andet end føle sig lidt fin, når Sara Blædel herself roser ens tøj! Derefter fik jeg sagt noget om, at Jussi jo havde afbrudt hende om lørdagen da han selv havde spurgt hende om hun også kendte mig og hun sagde at der er mange ting Jussi han vinder på men han skulle ikke få lov til at vinde på kram og så fik jeg den største, varmeste krammer. Efter lidt mere snak sagde jeg tak for nu og bevægede mig videre i messeområdet.

Krimimessen 2017Om lørdagen havde jeg allerede haft fornøjelsen af at hilse på Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich, som er de dejlige mænd bag pseudonymerne A. J. Kazinski og Anna Ekberg, da jeg købte et eksemplar af “Den Hemmelige Kvinde” til både min far og mig selv. Jeg måtte dog også lige forbi Politikens Forlags stand om søndagen for at erhverve mig et eksemplar af den graphicIMG_5742 novel udgave af Kazinskis “Den Sidste Gode Mand” som lige var udkommet et par dage før. Tegningerne er alle lavet af den utrolig talentfulde tegner Palle Smidt, som også var til stede på messen, så jeg var så heldig at han gerne ville tegne en tegning i min bog og denne tegning endte også på Palle Smidts egen instagram hvor billedet er fra. Derefter måtte jeg lige forbi Anders og Jacob igen så de kunne skrive i den og så måtte jeg lige have øjeblikket foreviget. Da jeg skal til at gå siger Anders at de jo bliver interviewet i Gymnastiksalen kl. 13 så der ses vi vel? Jeg siger at jeg skal se om jeg kan nå det og Anders siger lidt mere bestemt, men selvfølgelig med glimt i øjet: “Vi ses vel?!” så jeg kunne godt forstå en hentydning så jeg skrev mig bag øret at kl. 13 skulle jeg være i gymnastiksalen for man gider ikke være uvenner med den ene halvdel af Kazinski.

Krimimessen 2017Så blev det frokosttid, og vi besluttede at prøve den buffet som var i arresten. Her kunne man spise alt hvad man kunne for 100kr og der var endda også kage. Maden kunne man så vælge at nyde enten ved et fælles langbord eller ved et cafebord i en af cellerne. Vi fandt os et bord i en celle og spiste os godt mætte.

Efter at have spist mig så mæt at det var lige før jeg måtte rulle derfra, måtte jeg have det Krimimessen 2017lange ben foran ned til gymnastiksalen for at nå det til tiden. Da jeg indtager min plads midtfor på anden række kigger jeg op på Anders som sidder klar på scenen sammen med Jacob, Palle og Steffen Larsen som skal interviewe dem, og jeg blivet mødt med et anerkendende nik. Efter at have fortalt lidt om hvordan samarbejdet mellem Kazinski og Palle Smidt kom i stand, fortalte Palle Smidt om hans tegneproces og hvordan han havde haft fornøjelsen af at skulle google nøgne mænd til inspiration til en scene i bogen. Det lød ikke til at have været en kedelig proces på noget tidspunkt og man kunne virkelig mærke at Anders og Jacob nød at deres bog, som oprindeligt var et filmmanuskript, endelig fik sit filmiske udtryk frem igennem denne graphic novel.

Krimimessen 2017Herefter bevægede jeg mig endnu engang ned til
messeområdet og jeg begyndte at gå en runde. Ved krimifan.dk standen opdagede jeg, at Jakob Melan
der var næste selfie oppotunity og den mulighed kunne jeg ikke lade gå til spilde. Hvad jeg ikke vidste var, at i forbindelse med hver selie oppotunity vandt den første, der kom hen for at få taget et billede, et eksemplar af den givne forfatteres seneste bog og jeg var overraskende nok, den første der ville have taget billede
med Jakob Melander, så jeg vandt et eksemplar af “Elektra”, som er skrevet med udgangspunkt i Kain og Abel historien. Da Melander står klar til at signere bogen, kigger han på mig og siger “Du har den jo i forvejen?” og jeg forsøger at tænke hurtigt og siger, at han bare kan skrive “god fornøjelse” for så kan jeg give den væk i gave. Min farmor blev meget glad for den efterfølgende.

Om lørdagen efter Kim Juul & 3 havde spillet var det Momolydbogs tur til at læse Krimimessen 2017minutmysterier højt og de virkede ikke glade for, at vi gik (vi skulle nå henholdsvis bus og tog), så jeg besluttede, at jeg ville ned og se dem om søndagen, så jeg bevægede mig ned til teltet og satte mig klar på anden række. Jon Lange, Anette Støvelbæk, Lotte Andersen og Morten Hauch-Fausbøll indtager pladsen foran scenen og starter med at forklare, hvad minutmysterier går ud på og derefter går de igang. Rollerne blev fordelt og de skiftes til at læse højt. Så er det publikums tur til at komme med deres bud på, hvordan kriminalinspektøren ved, at den mistænkte er skyldig udfra de ting, der er blevet læst højt. Det tog mig et par historier før jeg fik lyttet godt nok efter til at kunne komme med et bud, men da Anette Støvelbæk anklager Jon Langes karakter for mord, har jeg gennemskuet at ejeren af motellet, hvor mordet var begået, havde låst døren til værelset op, men Jons karakter sagde, at døren var ulåst, så jeg rækker hånden op og siger det, hvortil Jon kigger på mig og siger “Sagde jeg det?! Ej det tror jeg at jeg gjorde”. Det var dog helt rigtigt. Et par historier senere var det allerede slut og jeg bevægede mig tilbage til messeområdet, hvor jeg også fandt min mor.

Efter en hurtig snak med Anette Støvelbæk ved Momolydbog standen, begyndte vi at bevæge os mod udgangen og med tungt hjerte måtte jeg indse, at krimimessen var ovre for i år. Men som skiltet siger, så vil FÆNGSLET gerne se alle igen og jeg glæder mig allerede til Krimimessen 2018, som finder sted 17. og 18. marts.

Krimimessen 2017

Min oprindelig plan var, at jeg måtte købe 4 bøger, men i sidste ende købte jeg 7 bøger, hvoraf den ene var til min farmor. Herudover vandt jeg to bøger og fik en gratis.

Ved Litteratursidens stand var jeg så heldig at vinde “Det Forsvundne Spædbarn” af Linda Lassen og ved krimifan.dk standen var jeg, som tidligere sagt, så heldig at vinde “Elektra” af Jakob Melander.

Også som tidligere nævnt fik jeg, da jeg kom ind af porten til Krimimessen, et eksemplar af “Offer Uden Ansigt” af Stefan Ahnhem.

Bøgerne, som jeg selv købte, er som følger:Krimimessen 2017

  • “På Et Lodret Skråplan” af Kim Juul
  • “Den Sidste Gode Mand” graphic novel af A.J. Kazinski og Palle Schmidt
  • “Den Hemmelige Kvinde” af Anna Ekberg
  • “DNA” af Yrsa Sigurðardóttir
  • “Jeg Lader Sig Gå” af Clare Mackintosh
  • “Den Gode Bog”

Tak fordi du har læst med! Ses vi til næste års krimimesse?

teater

"Hvem har æren?" på Odense Teater

Torsdag i sidste uge var jeg en tur på Odense Teater for at se forestillingen ”Hvem har æren?” og sikke en forestilling det var!

På teatrets hjemmeside præsenteres forestillingen sådan: ”To ophidsede fædre har indkaldt til familieråd. Familien er blevet vanæret. Den enes datter har været den andens søn utro. Hun har forladt mand og børn og er stukket af med sin elsker. Hun må dø for at genoprette familiens ære, men hvem er mand nok til at fyre pistolen af? Familiernes sønner sendes afsted for at slå kvindens elsker ihjel, men ikke alt går som planlagt. Kan de redde æren?”
Rollelisten ser ud som følger:
Faderen: Jens Jørn Spottag
Moderen: Githa Lehrmann
Broderen: Martin Bo Lindsten
Svigerfaderen: Mads Nørby
Ægtemanden: Benjamin Kitter
Datteren: Rikke Lylloff
Elskeren: Mikkel Bay Mortensen
Mandlig politibetjent: Emil Bodenhoff-Larsen
Kvindelig politibetjent: Malene Melsen
Kvinden: Nana Christine Morks

Da forestillingen går igang er de to sønner lige kommet tilbage efter angiveligt at have myrdet datterens elsker og datteren selv er spærret inde i et andet rum i lejligheden. Da datteren i det andet værelse begynder at råbe og skriges sendes moderen derind for at give hende noget bedøvende og der bliver ro. Herefter fortsætter diskussion om, hvem der skal slå datteren ihjel. Faderen selv siger, at han ikke kan gøre det, fordi han har dårlig ryg, så han vil have sin søn til at gøre det, hvilket han nægter. Svigerfaderen vil have sin søn til at gøre det. Svigersønnen bliver dårlig og forlader stuen. Det varer ikke længe før politiet står i lejligheden, fordi naboerne har klaget over skrigene. Broderen er den eneste i rummet, som taler dansk og han må derfor føre ordet. Det lykkes for ham at overbevise politiet om, at moderen havde tabt en gryde og havde skreget, fordi hun blev bange og politiet går igen uden at have fundet datteren, som de alle tror ligger bevidstløs i et af de andre værelser. De går ind for at tjekke, at hun stadig er der og til deres store fortrydelse opdager de, at hun er væk og da broderen truer med at ville gå til politiet binder de andre ham til en stol. Den helt store eftersøgning sættes igang, men da faderen og svigerfaderen vil forlade lejligheden, stikker der pludselig en hånd med en skarpladt pistol ind i lejligheden og ind kommer en helt sikkert ikke død, men dog hårdt såret og med armen i slynge elsker, som leder efter datteren. Hele familien bilder ham ind at datteren er død og elskeren kræver nu at få at vide hvem der slog hende ihjel så han kan slå personen ihjel. Broderen forsøger at forklare elskeren at hun ikke er død, men faderen holder fast i, at hun er død. Det varer dog ikke længe før datteren står i stuen og bliver genforenet med sin elsker. Datteren tigger og beder elskeren om at skyde hendes far, men det kan han dog ikke se nogen grund til. Ihvertfald ikke endnu. Elskeren kræver herpå at alle familiemedlemmerne i lejligheden skal komme med hver deres bud på, hvordan de løser det hele uden at en eneste af dem behøver at dø. Broderen foreslår at datteren og ægtemanden begge kan skrive under på et dokument hvori der står at de ikke længere ønsker at være gift, og den løsning godtager elskeren. Dokumentet bliver underskrevet og svigersønnen begynder med at samme at ringe til den kvinde som han har haft en affære med, men det virker ikke til at han kan komme igennem til hende. Datteren og elskeren var himmelhenrykte, men da elskeren frier til datteren, siger hun nej og uddyber at hun ikke længere vil være gift. Dette resulterer i, at elskeren nu vil skyde hende, fordi han føler sig ført bag lyset. Faderen får ham overtalt til at lade være. Det varer dog ikke længe før kvinden, som svigersønnen har haft en affære med, stormer ind i lejligheden og kræver en forklaring på, hvorfor han aldrig har fortalt, at han var gift. Det hele kulminerer med, at kvinden skyder alle i rummet og i samme øjeblik træder politibetjentene ind i rummet og den kvindelige politibetjent udbryder “Hvem har æren for det her?” og så gør lyset ud.

Et øjeblik følte jeg, at jeg fuldstændig havde glemt, hvordan man trak vejret og hvad der var op og ned. Det var først da lyset blev tændt og skuespillerne stod på kanten af scenen, at jeg genvandt evnen til at fungere.

En af de største oplevelser var at se Jens Jørn Spottag live på scenen. For mig er Jens Jørn Spottag noget af en barndomshelt idet han, ligesom jeg selv, er født og opvokset i den jyske by Odder, så det har altid været helt specielt at se ham i film og serier, så da jeg fortalte min mor, som stadig bor i Odder, om forestillingen var der ingen tvivl om, at hun også skulle herned og se forestillingen.

Jeg bliver også nødt til at nævne Mikkel Bay Mortensen, som jeg nu har set i tre forskellige forestillinger og som med hastige skridt er ved at blive en af mine absolut yndlings skuespillere. Først som Peter Pære og Ærteblomst i En Skærsommernats Drøm, dernæst som Sir Lancelot, Den franske håner, Ridderen af Ni samt Troldmanden Tim i Monty Pythons Spamalot og nu som den til tider ynkelige elsker i Hvem har æren?, som ofte glemte, at han var blevet skudt og måtte af med et “av min skulder” inden han kunne gå tilbage til at være vred. Jeg ved ikke, hvad det er han gør, som fuldstændig fanger min opmærksomhed, men i mit hoved er han helt genial og jeg glæder mig meget til forhåbentlig at se ham i mange flere forestillinger!

Det meste af tiden kunne jeg ikke finde ud af om jeg skulle grine eller græde for problemstillingerne, som blev belyst var sørgelige, men måden hvorpå de blev formidlet var med humor og glimt i øjet, hvilket jeg var helt vild med og jeg tør godt sige at “Hvem har æren?” er en af de bedste teaterforestillinger jeg nogensinde har set! Så hvis det ikke var fordi forestillingen ikke spilles længere, så ville jeg helt klar anbefale alle at tage ind og se den!