anmeldelse

“Den Underjordiske Jernbane” af Colson Whitehead

Den Underjordiske Jernbane af Colson Whitehead, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Opr. udgivet som The Underground Railroad i 2016. Antal stjerner: 5/5

DSC00844

Hvad sker der, når to unge slaver stikker af fra en bomuldsplantage i Georgia og begiver sig ud på en lang og farefuld rejse mod et bedre liv? Og kan man virkelig skrive virkelighedstro fiktion om en så stor del af den amerikanske historie, som The Underground Railroad er, uden at det mister troværdigheden?

Colson Whitehead beskriver i denne skønne roman historien om slavepigen Cora, som sammen med en jævnaldrende dreng, Caesar, stikker af fra den bomuldsplantage i Georgia, hvor Cora er født og opvokset. Ved hjælp af Den Underjordiske Jernbane begiver de sig fra Georgia til South Carolina, North Carolina, Tennessee og Indiana.

Til forskel for virkelighedens Underground Railroad, som bestod af et netværk af safe houses og hemmelige ruter over landjorden, som slaverne brugte til at flygte, er jernbanen i romanen rent faktisk en jernbane, hvor lokomotiver med vogne kører i lange tunnel gravet af slaver under jorden.

Kend din pris, og du kender din plads i verdensordenen.  At overskride plantagens grænse var som at overskride grundprincipperne for ens eksistens: umuligt.

Livet har ikke været nemt for Cora. Hendes mor, Mabel, flygtede fra plantagen, da Cora kun var 10 år gammel og ingen hørte nogensinde fra hende igen. Cora måtte altså tidligt lære at klare sig selv. Cora afskyr sin egen mor for at have efterladt hende på plantagen uden så meget som et ord. For hvem forlader dog sit eget barn på en bomuldsplantage, hvor man udemærket godt ved, hvilken fremtid der venter pigen?

Livet på plantagen er hårdt – ikke kun på grund af arbejdet i markerne. Forvalterne behandler slaverne præcis, som de vil og er ikke blege for at tage for sig af de unge slavepiger, som bare må makke ret.

På grund af uoverensstemmelser med en af de andre slavekvinder bliver Cora flyttet i Hob “af politiske årsager”

Af sted til Hob med dem, der var forvandlet til krøblinger af forvalterens afstraffelser, af sted til Hob med dem, som var knækket af det hårde arbejde på måde, man kunne se, og på måder, man ikke kunne se, af sted til Hob med dem, der havde mistet forstanden.

At være blevet flyttet over i Hob gør ikke livet nemmere for Cora, så de Caesar endnu engang foreslår, at de skal stikke af fra plantagen sammen og ved hjælp af Den Underjordiske Jernbane finde et bedre liv et andet sted, siger hun til sidst ja og de begiver sig ud på en farefuld rejse. På vejen møder de mange hjælpsomme mennesker, som sætter deres egne liv på spil ved at gøre alt, hvad der står i deres magt for at hjælpe de bortløbne slaver. De kan dog aldrig føle sig helt sikre uanset, hvor de er. Frygten for hvornår man bliver fanget igen sidder dybt i dem.

Men de var allerede forfulgt af skrækken, som de havde været det hver eneste dag på plantagen, og den holdt trit med dem.

DSC00849Det gør det heller ikke nemmere for dem, at slavefangeren Ridgeway, som også var ham der forsøgte at fange Coras mor, Mabel, igen, sammen med alle de andre slavefangere i området også er på jagt efter dem. For Ridgeway bliver det helt en besættelse at finde Cora igen, som en form for gengældelse af, at han aldrig formåede at fange Mabel igen, da hun stak af.

Frygten for at blive fanget igen forstærkes også kun af at Cora og Caesar udemærket godt ved godt, hvad der venter dem, hvis de bliver fanget.

Når de blev bragt tilbage, blev de udsat for uhyrlige mishandlinger, inden de fik lov til at dø, og dem, de efterlod, blev tvunget til at følge med i deres stadig mere gruopvækkende dødspine.

Bortløbne slaver gør alt, hvad de kan, for ikke at blive fanget igen og heldigvis findes der folk, som dem der stod for Den Underjordiske Jernbane, som er villige til at hjælpe. Og heldigvis blev mange slaver også givet fri igen. Man skulle så tro at de kunne få lov at være i fred, når de var blevet givet fri, men nej selvfølgelig ikke. Det har slavefangerne jo ikke noget sjov ud af.

Der skal meget til at gøre mig vred, men beskrivelser som nedestående er virkelig sådan noget, der kan få mig helt op i det røde felt.

Eftersøgning af slaver var ikke et besværligt arbejde. De standsede alle de niggere, de så, og forlangte at se deres passerseddel. De standsede niggere, som de vidste var frie, for deres fornøjelses skyld, men også for at minde afrikanerne om de kræfter, de var oppe imod, hvad enten de var ejet af nogen eller ej.

Hver gang jeg nåede til beskrivelser af behandlingen af slaverne, kunne jeg mærke, hvordan mine fingre greb hårdere fat om bogen og jeg kunne mærke, hvordan alt inden i mig gerne ville gøre de samme ting ved de hvide, som de gør ved de sorte. Bare så de lige kunne smage deres egen medicin. Det er fantastisk, hvad litteratur kan gøre ved en!

Jeg har igennem min bachelor i Engelsk stiftet bekendtskab med flere forskellige autentiske slaveberetninger, som f.eks. Narrative of the life of Frederick Douglass, an American Slave, som er Frederick Douglass’ egne beskrivelser af livet som slave i 1800-tallets USA. Sidenhen har jeg også læst Twelve Years a Slave af Solomon Northup, hvori Northup, ligesom Douglass, beskriver livet som slave.

Jeg havde derfor mine forholdsregler med hensyn til Den Underjordiske Jernbane, fordi jeg var en smule bange for at blive skuffet, hvis nu den ikke levede op til de forventninger, jeg havde til beskrivelser af slavelivet, efter at have læst ovennævnte bøger, men de bekymringer kunne jeg hurtigt smide fra mig. For mig føles beskrivelsen af Coras liv på plantagen og flugten sammen med Caesar lige så virkelighedstro, som de andre slaveberetninger, jeg har læst.

DSC00847Colson Whitehead rammer virkelig hovedet på sømmet med denne bog og han behandler nogle af de vigtigste problemstillinger, når man snakker om de sortes rettigheder, både dengang og i dag. Jeg vil ikke begive mig ind i en større diskussion af det, men jeg kunne ikke være mere i enig i nedestående citat fra bogen:

Det må være nok med farven. Det har bragt os frem til denne aften, til denne diskussion, og den vil tage os med ind i fremtiden. Det eneste, jeg i sandhed ved, er, at vi lever og dør som én, én farvet familie, dør om dør med én hvid familie.

Alt i alt vil jeg mene, at uanset om man har forudgående kendskab til/interesse for slavehistorier og The Underground Railroad, så vil man helt sikkert nyde at følge Cora og Caesar på deres lange, farefulde tur på flugt fra slavefangeren Ridgeway. Jeg tog ihvertfald mig selv i flere gange at holde vejret og helt glemme, hvor jeg var, fordi bogen var så spændende.

Den Underjordiske Jernbane er sådan en bog der kravler ind under huden på en og bider sig fast. Jeg ved ihvertfald at der går lang tid før jeg kan få historien om Cora og Caesar ud af hovedet igen. Den bliver ved med at dukke op i mine tanker og jeg får igen og igen kuldegysninger bare ved at tænke på, hvordan det var at være sort i USA i 1800-tallet og hvordan det ligeledes må være i dag.

Jeg glæder mig enormt meget til at møde Colson Whitehead på dette års Louisiana Literature, hvor han er en af de mange spændende gæster.

Reklamer

One thought on ““Den Underjordiske Jernbane” af Colson Whitehead

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s