anmeldelse

“Jeg finder dig altid” af Elsebeth Egholm

DSC00852

Jeg finder dig altid af Elsebeth Egholm, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 5/5

Hvordan finder man ud af, hvem det er, der er ude efter en, når man ikke kan genkende ansigter? Og hvordan er man tro mod politigerningen, samtidig med man også selv har følelserne i klemme i sagen?

Det kan man finde ud af i Elsebeth Egholms nye bog Jeg finder dig altid, som er den første bog i Egholms nye serie om hovedpersonen, Katharina Svane-Dissing – i daglig tale kaldet Rina.

Rina er uddannet læge og har lige fået sin egen praksis. Livet er dog ikke nemt for hende. Rina lider nemlig af ansigtsblindhed, prosopagnosia. For at kompensere for sin handicap lever hun et dobbeltliv, hvor hun i sin fritid kravler på bygninger rundt omkring i byen og laver anonym street art under navnet Private Eyes. Derudover bruger hun også det hemmelige liv til at bearbejde en traumatisk oplevelse, hun havde som barn, og som lige pludselig bliver yderst relevant igen.

Afstanden fra munden til næsen var centralt og var noget af det mest personlige i et ansigt.

Noget af det jeg holder aller mest af ved bogen er, at man får et indblik i hvordan det er at leve med ansigtsblindhed, men jeg kan dog slet ikke forestille mig, hvordan det må være ikke at kunne genkende folk – måske kan man ikke engang genkende sin egen familie.

Hun granskede hans ansigt. Det føltes, som om hun ville indprente sig hver en linje i det. Hun havde gjort det samme før, da han havde tilbudt sin hjælp. Sådan havde han aldrig oplevet at blive set på af et andet menneske.

 

Historien starter med at Rina kravler op ad Prismet for at klistre nogle paste ups op. Da hun kommer hjem bliver hun overfaldet af en mand, som hun dog slipper fri fra. Dagen efter finder hun ud af, at der er fundet en død mand på jorden foran Prismet og det er sket samtidig med at hun hængte sine paste ups op. Private Eyes er med det samme hovedmistænkt. Rina sætter gang i sin egen efterforskning af, hvad der skete den nat ved Prismet og samtidig forsøger hun at finde ud af, hvem det er der er ude efter hende.

Politimanden Helge Stanek kommer på sagen, som behandles som mord. Under efterforskningen ser han tilfældigvis Rina og da han ikke synes hun passer specielt godt ind i det område, hvor han ser hende, vælger han at følge efter hende. I parkeringskælderen i Bruuns Galleri bakker Rina ind i en indkøbsvogn med en lille dreng i og hun må selv forsøge at redde ham, da det viser sig at han har fået et lille stykke legetøj i klemme i halsen. Hun beder Stanek om hjælp, da han tilfældigvis står i mængden af mennesker, som kigger på. Ved fælles hjælp får de reddet drengen.

Jeg vil ikke afsløre for meget af, hvad der videre sker, men jeg vil gerne afsløre, at Rina og Stanek får brug for hinanden flere gange i løbet af bogen.

På Banegårdens facade havde hun lavet en stencil af muren, så den til forveksling lignede de mursten, der var der i forvejen. På Ridehuset havde hun malet et ekstra vindue, så alle troede, at det var et rigtigt et. Hun kunne tilsyneladende lide at drille publikum visuelt.

Hun var et bymenneske. Hun havde det bedst med at cykle i byen og bruge arkitekturen som pejlemærker.

Ligesom serien om Dicte foregår Jeg finder dig altid også i Aarhus. Jeg er født og opvokset i nærheden af Aarhus og kender derfor næsten byen lige så godt som min egen bukselomme. Så selvom jeg sad i sofaen og læste bogen, så føltes det ofte som at være fluen på væggen, når Rina bevægede sig igennem byen, som jeg også selv kender så godt.

Jeg kan næste allerede godt forudse, at jeg næste gang, jeg går rundt i Aarhus, nok lige tager mig selv i et kigge efter om Rina lige gik forbi på vej til Godsbanen eller hun måske havde hængt paste ups op et sted, man gik forbi.

Bogen indeholder også en del gode pointer, som giver stof til eftertanke. Staneks erkendelse omkring den tid, som man har med et andet mennesker, gik lige i hjertet på mig:

Han forstod, at der aldrig ville være tid nok. Tiden ville altid være for kort, om den så strakte sig i en uendelighed.

Også Staneks far kommer med en rigtig god pointe om, hvad der er rigtig vigtigt, når man arbejder som politimand:

Det handler ikke om hævn. Det må aldrig handle om hævn fra vores side. Men det handler om at beskytte offentligheden og ofrene. Gerningsmanden er på mange måder selv et offer.

Afslutningsvis bliver jeg nødt til at nævne Rinas fantastiske overbo, den vietnamesiske dame Chung, som man ikke kan undgå at holde af. Specielt Chungs besættelse af Lobert Ledford i Ou o Aflica og Lussell Clowe er ikke til at stå for. Hendes dansk er ikke specielt godt, men hvis Rina har brug for hjælp, så står hun klar. Og synes hun Rina ligner en der trænger til mad, så står hun der fluks med en skål nudelsuppe. Alle burde have sådan en sej kvinde som Chung i deres liv.

DSC00854.JPGJeg finder dig altid er spænding fra første kapitel og jeg havde enormt svært ved at lægge bogen fra mig, når det var sengetid. Jeg måtte bare vide, hvad der skete som det næste. Flere gange tænkte jeg: “Bare liiiiige et kapitel mere” og så var der pludselig gået en halv time ekstra for et kapitel var bare ikke nok.

Jeg finder dig altid er den første af Elsebeth Egholms bøger, som jeg har læst, men jeg er allerede solgt totalt til stanglakrids over hendes skrivestil og jeg glæder mig allerede helt enormt til at se, hvad fremtiden bringer Rina i den næste bog.