anmeldelse

“ØM” af Michael Robak

ØM af Michael Robak, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 4/5
IMG_6264

Hvad får man når man tager en 49-årig karrieremand og tvinger ham på et halvt års orlov? Og hvad sker der når han flytter fra København og til den lille by Skuldelev?

I “ØM” møder vi David Bramsen, som er nyhedschef på Bladet. Under et møde får han et ildebefindende og må en tur på sygehuset til observation. I ambulancen på vej til sygehuset går alvoren op for ham:

Det begyndte som et par uregelmæssige trækninger i mellemgulvet, så rullede det op gennem brystkassen og endte bagerst i ganen, inden det blev til en lyd, der kom ud af min mund.

Lægen anbefaler et par dages ro og afslapning samt motion og sund kost. Davids chef Næsehornet foreslår derimod at David tager 6 måneders ferie og får opbrugt noget af al den ferie han har sparet op igennem årene. For at komme lidt væk fra det hele lejer han et hus i den lille by Skuldelev. Her møder han blandt andre den gamle kørelærer Bit, som lader ham bo hos sig, da en rotte invaderer det lejede hus.

Den isolerede og ensomme hverdag er det ikke nemt for David i starten:

Afbryderen til min hjerne var gået i stykker, indfald og bebrejdelser kørte som en karussel uden bremser.

David har været gift med den svenske Sara, som han aldrig rigtig er kommet sig over. Sammen har de sønnen Nils. De første mange dage går med at tænke tilbage på dengang de var lykkelige og på dengang det begyndte at gå skævt. Da Sara hører om Davids situation inviterer hun ham på besøg hos hende selv og Nils i Berlin. Besøget går nok ikke helt som David forventer.

Historien bringer også David forbi den tidligere flamme Lotte, som ender med at sætte det hele i perspektiv for David.

David vænner sig mere og mere til livet i Skuldelev og da Nils er på besøg i vinterferien giver han udtryk for, at David meget gerne må beholde huset længere end planlagt. I fællesskab med sin bror, Bjarke, får David også ryddet op i sin faders hus, som har stået tomt siden faderens død flere år tidligere.

———

Jeg kan lige så godt være ærlig og sige, at det tog mig rigtig lang tid at komme ordentligt igang med ØM. Den fangede mig overhovedet ikke i starten, men da jeg så kom ordentlig igang, varede det ikke længe før, jeg nåede til slutningen af bogen uden at vide, hvor tiden dog var blevet af.

Hele Davids liv bliver sat i perspektiv, da han først falder om til et møde og dernæst næsten tvinges på orlov. Pludselig skal han tage stilling til, hvad han vil bruge sin dag på, efter man år, hvor hverdagen har været dikteret af andres behov og forventninger til, hvad han skulle udføre af opgaver. Alle karrieremennesker ville sikkert have godt af 6 måneders ophold i et lille hus et sted som Skuldelev.IMG_6266

Selvom jeg synes selve historien var svær at komme igang med, så var jeg fra starten helt vild med David Bramsen som hovedperson. Han har sine principper og han står ved dem så godt han overhovedet kan, men ligesom så mange andre så vælger han også sine kampe. Vigtigst af alt så er han en mand, som ikke er bange for sine følelser. Han involverer ikke nødvendigvis andre i, hvad han tænker og føler, men han er selv bevidst om at han har følelser og det er vigtigt at lytte til sig selv og sit hjerte. Og så er jeg også helt vild med hans små humoristiske bemærkninger til livet:

Jeg kunne blive vindueskigger: Stå på lur bag bøgehække og lærketræer og se andres liv udfolde sig og bagefter bogføre mine observationer i et hemmeligt kladdehæfte.

ØM er en hyggelig og tankevækkende roman med en skøn hovedperson. Den giver et underholdende og rørende indblik i hvordan den moderne (karriere)mand tænder.

Reklamer
blogger arrangement

En hyggelig eftermiddag på Godsbanen med Elsebeth Egholm

SPOILER ALERT: Dette blogindlæg indeholder små dele af handlingen fra Jeg finder dig altid, så hvis man stadig har dentil gode og ikke vil have ødelagt spændingen, så er det en god ide at gemme mit indlæg til en anden gang!

IMG_6149Onsdag d. 9. august havde jeg fornøjelsen af at tilbringe et par timer på Godsbanen i Aarhus i selskab med Elsebeth Egholm og en masse andre bloggere.

Efter lidt shopping begav jeg mig med nerverne udenpå tøjet mod Godsbanen. Ved hovedbygningen af Godsbanen mødte jeg tilfældigvis nogle andre bloggere, som skulle samme sted hen og de var, ligesom jeg selv, meget forvirrede omkring, hvor hovedindgangen egentlig er på Godsbanen, men ved fælles hjælp fandt vi til sidst den rigtige dør, hvor alle de andre blogger, Elsebeth Egholm og Camilla fra Politikens Forlag stod og ventede.

Efter en kort introduktionsrunde begav vi os ud på Godsbane området, som danner en del af rammen for Elsebeth Egholms nye bog Jeg finder dig altid. På vejen rundt fortalte Egholm lidt om, hvor ideerne til bogen kom fra og hun afslørede også lidt om, hvad vi kan forvente af den næste bog i serien, men mere om det senere.

Elsebeth Egholm har længe gerne villet skrivet om en karakter, som led af ansigtsblindhed – måske fordi hun, som hun selv siger, selv lider lidt af det, da hun er virkelig dårlig til at huske ansigter. Det var dog også vigtigt, at hovedpersonen havde en sej side, så udover at være læge, så klatrer hovedpersonen Rina også, samt laver street art under navnet Private Eye.

IMG_6156

I forbindelse med researchen til Jeg finder dig altid havde Egholm fået kontakt til en lokal streetartist, som bliver kaldt mormor. Mormor havde vist hende forskellige steder i Aarhus, som betyder meget for streetart miljøet og de havde selvfølgelig også været en tur rundt på Godsbanen, hvor Egholm blandt andet fandt en lille butik, som blev inspiration til den butik, som Rinas ekskæreste Ray har i bogen.

Da Elsebeth Egholm kom på ideen om, at Rina skulle klatre måtte researchturen også forbi en klatreklub i Gellerup. Hos klatreklubben havde Egholm spurgt ind til, hvor i byen det ville være realistisk, at Rina kravlede op for at hænge paste-ups op og de havde sagt Prismet, så der starter bogen.

IMG_6167Som tidligere nævnt blev der på gåturen også spurgt ind til, hvad der kommer til at ske i den næste bog. Vi vil jo alle gerne vide, hvor Rinas lillebror er. Er han død eller overlevede han kidnapningen, da de var børn? Og hvem var manden på taget af Prismet som skubbede Henrik Plesner ned? Egholm ville kun love, at vi får svar på de sidste spørgsmål i den næste bog. Brorens skæbne må vi nok vente lidt længere på.

Efter gåturen i blæsevejret rundt på Godsbanen var der bestilt mad til os hos Spiselauget på Godsbanen, så der begav vi os ind. Vi havde haft mulighed for at vælge imellem flere retter, hvor kalvefileten, som jeg også fik, viste sig at være mest populær. Maden var så lækker og jeg var så sulten, at jeg fuldstændig glemte at tage et billede af den, så det må I tænke jer til.

IMG_6188Inden maden kom på bordet nåede vi alle lige at få vores bøger signeret.

Snakken fortsatte under spisningen og en af de andre spurgte ind til, hvordan det var for Egholm at skrive om en anden karakter end Dicte. Dertil sagde hun, at det var en befrielse, idet hun trængte til noget nyt, men hun understregede dog også, at hun ikke har taget livet af Dicte endnu, så man kan aldrig vide om, der kommer mere engang.

Før jeg vidste af det, var det tid til at bevæge mig tilbage til banegården og tage bussen hjem til Odder igen efter en helt forrygende eftermiddag/aften. Først var der dog lige tid til et billede.

IMG_6180

Tak til de andre bloggere for hyggeligt selskab!

Og ikke mindst: Stort tak til Politikens Forlag for invitationen til arrangementet!

anmeldelse

”JUSSI” af Jonas Langvad Nilsson

IMG_0834

JUSSI af Jonas Langvad Nilsson, 2017. Politikens Forlag. Antal stjerner: 4/5

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Jussi Adler-Olsen har en helt speciel plads i mit hjerte – både som forfatter, men også som menneske. Og jeg er ikke den eneste, der synes Jussi er et fantastisk mennesker. Marianna Thorhauge udtaler:

Jussi er man venner med på livsitd – det er en egenskab, jeg beundrer endnu mere end hans energi og ihærdighed.

Jeg havde fornøjelsen af at møde ham første gang til Krimimessen 2010 i Horsens, hvor jeg købte et eksemplar af Kvinden i buret, som jeg havde fået anbefalet af min farmor.  Dengang havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg ville ende med blive på fornavn med en af Danmarks største krimiforfattere og jeg havde aldrig troet, at jeg skulle høre ham ytre ordene: “Jamen det er jo dig!” og “Du er altid så sød når jeg møder dig!”.

Når man møder Jussi kan man altid mærke på ham, hvor stor en ære han sætter i at bruge tid på at møde sine læsere og uanset hvor mange gange man møder ham til bogsigneringer eller lignende, så bliver man altid mødt med et smil og en lille snak. Kærligheden til læserne lægges der heller ikke skjul på i denne bog:

 

Jeg elsker mine læsere. Man skal kun give dem et lille sandkorn, så laver de selv en helt ny verden.

I bogen hører man om Jussis barndom. Han voksede op på sindsyge hospitaler landet over, hvor hans far var overlæge. Man hører historien om, hvordan han allerede som ganske ung mand møder Hanne, som han ønsker at tilbringe resten af livet sammen med. Man hører om op- og nedture i Jussis liv. Om fantastiske familieferier og gode oplevelser. Om triste tider i forbindelse med forældrenes død og en motorcykelulykke som nær havde kostet Jussi det ene ben. Bare for at nævne et par ting.

IMG_0837

Jussi Adler-Olsen har beskæftiget sig med mange ting. Han har ejet tegneserieantikvariatet Pegasus på Nørrebro i København. Han har arbejdet frivlligt i fredsbevægelsen. Været direktør i forlaget Donna. Og sidst men ikke mindst bestseller forfatter med mange fantastiske bøger bag sig. Mest kendt er han nok for sine Afdeling Q bøger om politimanden Carl Mørck.

Jeg har trukket på smilebåndet flere gange igennem bogen og grint højlydt flere gange. Blandt andet af historien om familieferien til Lourdes i Frankrig, hvor familien hørte historien om en mand som i kørestol var blevet kørt ud i den kilde, som Jomfru Maria lod springe frem fra klippen i 1858. Som souvenir købte Jussi en flaske helligt vand, som længe stod på en hylde på hans værelse. I forbindelse med eksaminerne i 2.g., hvor skoleåret havde handlet mere om musik end om at læse, forsøgte Jussi sig med det hellige vand for måske kunne det opkvikke eller have en form for placeboeffekt – men nej, som Jussi selv siger det: “Jeg fik tyndskid”.

Bogen giver et indblik i Jussis privatliv og hans nærmeste deler glædeligt ud af sjove anekdoter og mere seriøse betragtninger af Jussi. Jeg er specielt glad for hans søns kommentar til, hvordan Jussi forholder sig til henholdsvis ros og kritik. Den bekræftede bare endnu mere min egen teori om, at Jussi tager kritik langt mere til sig end folk lige går og tror:

Jeg tror han er mere følsom, end offentligheden tror. Han bliver glad, når folk kan lide det, han laver. Men han bliver lige så meget øv og ked af det, når folk skriver negative ting om ham.

Alt i alt er JUSSI hyggelig og indsigtsgivende læsning om en af Danmarks mest populære forfattere, samt et af de rareste mennesker, jeg kender.