anmeldelse

“Kludedukken” af Daniel Cole

Kludedukken af Daniel Cole, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Oprindeligt udgivet som Ragdoll i 2017. Antal stjerner: 5/5

IMG_6524Hvad sker der, når en seriemorder, der allerede har begået 6 mord, afleverer en liste til pressen med de næste 6 ofre for hans forbrydelser? Og hvad sker der, når en af kriminalassistenterne, som arbejder på sagen, selv er på listen?

I Kludedukken møder vi kriminalassistenten William Oliver Layton-Fawkes i daglig tale kaldet Wolf. Sammen med sine kollegaer Baxter og Edmunds kommer han på en sag, som starter ud med, at der bliver fundet et lig, som viser sig at være syet sammen af dele fra seks forskellige mennesker.

Der var i hundredvis af næsten usynlige tråde, som holdt skikkelsen på plads, og de var forankrede i to særdeles kraftige metalkroge.

Liget, som hænger i loftet, i bygningen overfor der, hvor Wolf selv bor, er et frygteligt syn og det gør det ikke bedre, da Wolf opdager, at ligets ene hånd med en udstrakt finger er vinklet sådan, at “kludedukken” peger direkte over på Wolfs lejlighed.

Det er en sag, du kun får én gang i dit arbejdsliv.

Efterforskningen viser hurtigt, at hovedet på liget tilhører en mand, Naguib Khalid, fra en sag, som Wolf tidligere har været en del af og som var skyld i, at Wolf måtte tilbringe en periode på en psykiatrisk afdeling, fordi efterforskningen steg ham til hovedet og han endte med at tage sagen i egen hånd. Så pludselig er Wolf personligt involveret i sagen og involveringen gøres ikke mindre, da Wolfs ekskone får tilsendt billeder af “kludedukken” og en liste over seriemorderens næste drab – og den sidste på listen er Wolf.

IMG_6525Det hele bliver et kapløb med tiden og en for en krydses folk på listen af på trods af, at politiet gør alt, hvad de kan for at beskytte den næste på listen. Wolfs mentale tilstand bliver mere og mere ustabil samtidig med, at der kommer flere og flere sandheder frem.

Hvem kan man egentlig stole på? Hvor godt kender man egentlig sine kollegaer?

———–

Lørdag morgen besluttede jeg mig for lige at læse et kapitel eller to i Kludedukken og før jeg vidste af det, havde jeg siddet i sofaen i mange timer fuldstændig opslugt af bogen og det var først, da jeg vendte den sidste side, at det gik op for mig, hvor lang tid der var gået og hvor sulten jeg egentlig var.

Jeg er helt vild med den måde, hvorpå Daniel Cole skriver! Hans fantastiske beskrivelser af karakterne og hvad de føler og tænker. Smukke og rørende beskrivelser af omgivelserne. En dejlig rundtur i de dystre og farlige dele af London. Og en rejse ned i de mørkeste og mest hemmelige dele af det menneskelige sind i et forsøg på at forklare, hvorfor mennesker handler, som de gør.

Jeg ville elske at se en tv-serie eller film med udgangspunkt i Kludedukken for jeg synes virkelig, at handlingen og persongalleriet ville gøre sig godt enten i fjernsynet eller på det store lærred.

Kludedukken er enormt spændende, rigtig velskrevet og fuldstændig umulig at lægge fra sig, når man først er gået igang. En rigtig spændende og gåsehudsfremkaldende pageturner.

IMG_6526

Reklamer
anmeldelse

“Svækling” af Michael Enggaard

Svækling af Michael Enggaard, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 4/5

IMG_6532

Hvor godt kender man egentlig de folk, der står en nærmest? Og hvad sker der, når en tidligere elitebokser, som opdager sin fars dybeste hemmeligheder, møder en sygeplejerske fra Vesterbro, som også har sin egne dæmoner at kæmpe med?

Svækling møder vi Frank Thøgersen, som er tidligere elitebokser og som nu ejer sit eget autolakringsværksted. En dag bliver Frank ringet op af sin fars chef, som fortæller, at faren, Gerhard, er kommet til skade. Faren har brækket hoften og kommer ikke på benene foreløbigt. Før Frank ved af det, er farens gæld til en unavngivet mand, overført til ham og han bliver afpresset af den unavngivne mand. Det viser sig, at faren sælger cigaretter på sin arbejdsplads og det er gælden for disse cigaretter, som Frank nu hænger på. Men hvem er det der afpresser ham?

Mennesket kan vågne ude af takt med sig selv, så det kommer til bevidsthed oppe i hovedet, før legemet har fået besked.

Sideløbende møder vi sygeplejersken Ellen, som arbejder på Vesterbro. Ellen bliver i sin søvn hjemsøgt af sit dødfødte barn og den mand, som hun flygtede fra. Livet er ikke nemt, men Ellen passer sit job og er ikke bleg for at gøre lidt ekstra for de borgere, som hun er tilknyttet. Ellen får en ny borger, Franks far Gerhard, som hun skal skifte bandage og rense sår på. Hos Gerhard møder hun Frank.

Frank overtager træningen af bokseren Vicky, som faren var ved at træne til DM. Samtidig forsøger han at finde ud af, hvem det er, der har overført farens gæld til ham og som nu afpresser ham. Gælden er dog ikke den eneste hemmelighed, som faren har skjult for sin søn og hele Franks tilværelse bliver vendt på hovedet, da faren fortæller ham sin største hemmelighed.IMG_6531

Frank og Ellen kommer tættere og tættere på hinanden og Ellen lover at hjælpe Frank med at opsøge farens anden hemmelighed og til gengæld skal Frank hjælpe Ellen med at opsøge spøgelserne fra hendes fortid.

—————–

Det tog mig rigtig lang tid at komme ordentligt igang med Svækling, men da jeg nåede godt 70 sider ind i den, endte jeg med at læse resten af bogen i ét stræk.

Frank er sådan en karakter, som man ikke kan andet end holde af. Han er en stolt mand, som står ved sin principper, men han er heller bange for at sænke sine parader og bede om hjælp.

Handlingen er nærværende og troværdig. Jeg synes, at Svækling ville egne sig enormt godt til at blive lavet til en film eller måske en tv-serie. Jeg ville ihvertfald gerne tilbringe tid med Frank, Ellen og alle de andre på en skærm.

Michael Enggaard kommer i Svækling ind på nogle meget relevante samfundsemner. Jeg er f.eks. helt vild med det tidspunkt, hvor Gerhard spørger Ellen om, hun har børn og hendes svar er: “Nej, men jeg har et forholdvis meningsfuldt liv alligevel” for det er som om, at man som kvinde i en bestemt alder gerne skal være gift og have børn, men det er ikke alle, der har lyst til det og jeg kan virkelig relatere til Ellen på det punkt.

Jeg er vild med Michael Enggards måde at skrive på. Han formår på den helt perfekte måde at kombinere de seriøse emner, som bogen beskæftiger sig med, med et dejligt pust af humor.

Hun syntes, at det så ud, som om den hele tiden lugtede ting, han ikke brød sig om.

Svækling er en yderst velskrevet bog om, hvor overrasket man kan bliver over, hvor lidt man egentligt kender de folk, der står en nærmest og om hvordan den hjælpende hånd, man har brug for, kan vise sig at komme fra en helt uventet kant.

IMG_6530