anmeldelse

“Mirror Mirror” af Cara Delevingne med Rowan Coleman

Mirror Mirror af Cara Delevingne med Rowan Coleman, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 5/5

IMG_6543

I Mirror Mirror møder vi vennerne Red, Leo, Rose og Naomi. De blev venner ved et tilfælde, da de i forbindelse med et skoleprojekt blev sat i gruppe sammen uden at kende hinanden på forhånd. Skoleprojektet blev starten på deres nu populære band Mirror Mirror og starten på et fantastisk venskab.

Jeg lever i den kejtede fase, nej, jeg er sgu den kejtede fase.

En dag forsvinder Naomi på mystisk vis. Der er ingen spor efter hende og håbet om at finde hende i live bliver mindre og mindre. Miraklet sker dog og Naomi findes bevidstløs i Themsen. Naomi ligger dog i koma og kan derfor ikke selv fortælle, hvad der er sket med hende.

Den smadrede, forslåede pige på hospitalet og min ven Naomi er én og samme person.

Lægerne konkluderer hurtigt, at hun sikkert har forsøgt at tage sit eget liv, men vennerne ved, at det ville hun aldrig gøre. Enten er der sket en ulykke eller så har nogen gjort hende ondt. Vennerne er fast besluttede på at finde ud af, hvad der er sket og ikke mindst, hvem der har gjort det. Men hvorfor har Naomi ikke fortalt dem, at der var noget galt? Og hvor godt kender de hende egentligt – og hvor godt kender de hinanden?

IMG_6547

Jagten på sandheden om hvad der er sket med Naomi bringer vennerne ind i en del af Naomis liv, som hun har holdt hemmeligt for dem. Dette får dem til at reflektere over, hvilke siger af sig selv, som de selv skjuler for de andre. Samtidig må de gøre op med deres egne indre dæmoner for bedre at kunne forstå, hvad der er sket med Naomi. For hvis de ikke selv har forenet det, de er indeni, med det ansigt, de viser udadtil, hvordan kan de så forvente af Naomi at hun ville gøre det samme.

Red, der er sgu da ingen, der går op i, om du er en pige eller en dreng. Folk er ligeglade med, at du er homo. Det er ikke det, det handler om.

—————-

Min første indskydelse, da jeg så at Cara Delevingne skulle skrive en bog var “Åh nej, endnu en kendis der får lov at skrive en bog” og jeg havde ikke de store forventninger, men jeg blev alligevel nysgerrig, da jeg læste præsentationen af bogen. Og nøj hvor er jeg glad for, at jeg gav den en chance!

Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig, da jeg først var gået igang. Jeg måtte bare vide, hvad der var sket med Naomi og jeg glemte fuldstændig tid og sted, imens jeg læste.

Red, Leo, Rose og Naomi er sådan nogle karakterer, som jeg ville ønske, at jeg kunne være venner med, hvis jeg var teenager. De er det perfekte billede på, at enhver teenager har noget som han/hun bøvler med i hverdagen og man er aldrig alene, selvom livet kan være hårdt nogle gange.

Jeg ser hverken en særling eller en homo eller en hetero. Ser heller ikke en pige, som gerne vil være dreng. Jeg ser bare mig. Det er den, jeg er, og jeg passer ikke ind i nogen anden kategori end min egen…

Mirror Mirror er en fantastisk bog om venskab, kærlighed, om at stole på sine intuitioner og ikke mindst om at finde sin egen plads i verden.

Mirror Mirror er sådan en bog, som alle bør læse uanset alder, for hvis man er teenager så gennemlever man måske nogle af de samme problemstillinger lige nu ellers så mindes man dengang, hvor man selv var teenager og forsøgte at finde sin egen plads i verden. En yderst anbefalingsværdig bog for alle, der kan lide en god coming of age roman.

IMG_6546

Reklamer
anmeldelse

“Miraklernes Nat” af A.J. Kazinski

Miraklernes Nat af A.J. Kazinski, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 5/5

IMG_6575

Med udsigterne til at blive enkemand og være alene med børnene i nærmeste fremtid, lover Niels Bentzon at droppe jobbet som gidselforhandler og få sig et mere stille og roligt job hos politiet.

Den første sag Bentzon kommer på bliver dog ikke stille og rolig. Den 33-årige gymnasielærer Jakob Tørner bliver korsfæstet i en kælder i Nordvest og Bentzon og kollegaerne finder hurtigt ud af, at det ikke er en helt almindelig morder, de er på jagt efter. Korset, som er blevet brugt til at korsfæste Jakob, er væk og Bentzon går ud fra, at det betyder, at korset skal bruges igen.

Sideløbende rejser Bentzons kone, astrofysikeren Hannah Lund til Lourdes i Frankrig i håb om på mirakuløs vis at blive helbredt. Kræften er ved at have taget fuldstændig over og Hannah føler, at hun bliver nødt til at give Lourdes en chance. Måske kunne hun være heldig, at miraklet skete for hende – man kan jo aldrig vide. Da opholdet i Lourdes er ovre skal Hannah beslutte, hvor hun så vil tage hen nu – hvor ville være det bedste sted at dø? I lufthavnen vælger hun spontant at tage det næste fly til Tel Aviv og så videre til Jerusalem derfra. Det er dog lidt mere svært at få lov at rejse ind i Israel, når man er så syg, som Hannah er. Opholdet i Jerusalem byder på en tur ned af Via Dolorosa og ind i Gravkirken i et forsøg på at finde spor, der kan hjælpe Bentzon i efterforskningen af korsfæstelsen af gymnasielæreren i København. Og måske kan Hannah også finde sit mirakel i Jerusalem.IMG_6574

Hannah havde heller aldrig været glad for at sove i et tog eller en bus eller andre steder hvor folk kunne se hende, en forsmag på døden, at andre kunne betragte hende uden at hun kunne gengælde blikket.

Efterforskningen af mordet på gymnasielærer bringer Bentzon og kollagerne vidt omkring. Mordet er religiøst motiveret og de ved næsten med 100% sikkerhed at morderen vil slå til igen. Bentzon støder på flere personer, som fortæller om en mand ved navn Joshua Lewi, som altid opførte sig anerledes end alle andre. Joshua var startet på teologistudiet og de medstuderende huskede ham tydeligt fordi han for det første var ældre end dem alle sammen og fordi han var en meget anerledes person. Han talte altid om Guds planer og Jordens frelse. Der er bare et problem – Joshua Lewi eksisterer ikke i folkeregistret.

Vi har noget fuldkommen tragisk lortefuck, og verden bliver aldrig den samme igen.

——————–

Wow… Bare wow… I skrivende stund er det 17,5 time siden jeg læste den sidste sætning i Miraklernes Nat og jeg kan slet ikke få den ud af hovedet igen. Jeg drømte endda om Bentzon og Hannah i nat. I drømme forsøgte de at hjælpe mig, da jeg var blevet ramt af Jerusalemsyndromet og jeg troede, at jeg kunne frelse hele menneskeheden.

Normalt markerer jeg citater med post-its, som jeg vil bruge i min anmeldelse af en bog, men da jeg læste Miraklernes Nat var jeg så opslugt af historien, at jeg helt glemte at markere citater – så ved man, at det har været en virkelig god bog.

Jeg har været helt vild med Niels Bentzon siden jeg læste Den Sidste Gode Mand og min kærlighed til ham er ikke blevet mindre igennem bogserien. Og Hannah Lund kan man heller ikke andet end holde af.

Man kan virkelig mærke, hvor meget research der er lavet til Miraklernes Nat (og alle de andre A.J. Kazinski bøger). Man kan udfra beskrivelserne af omgivelserne klart mærke, at de selv har været de steder, hvor bogen foregår. Derudover kan man virkelig mærke, at de har undersøgt de forskellige religioner og de har inddraget forskellige syn på alting. Jeg er vild med den måde hvorpå A.J. Kazinski kombinerer historisk materiale med fiktion og får det hele til at gå op i en højere enhed. Og så har jeg en umådelig trang til at rejse til Jerusalem for at gå en tur på Via Dolorosa og gøre mit bedste for ikke at blive ramt af Jerusalemsyndromet.

Enhver religion er født som et svar på en desperat og ulidelig virkelighed.

Miraklernes Nat er en yderst velskrevet krimi om hvad ekstrem religiøsitet og mentalsygdom kan gøre ved et menneske og hvad det kan få vedkommende til at gøre mod andre. Og det er historien om en mands kamp for at acceptere, det der sker i hans liv samtidig med, at han skal beslutte sig for, hvordan fremtiden skal se ud og en kvindes søgen efter et mirakel og hendes kamp for at finde meningen med de ting, der er sket.

IMG_6571

anmeldelse

“At se lyset” af Jay Asher

At se lyset af Jay Asher, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Oprindeligt udgivet som What light i 2016. Antal stjerner: 4/5IMG_6562
I At se lyset møder vi teenagepigen Sierra, som bor på en grantræsplantage i Oregon. Al den tid hun ikke bruger på plantagen, bruger hun sammen med sine bedste veninder Rachel og Elisabeth. Sierra er dog ikke i Oregon året rundt. Hvert år fra Thanksgiving til jul er hun i Californien for at sælge juletræer sammen med sine forældre. Så hvert år efter Thanksgiving står Sierra og hendes mor tidligt op og kører den lange vej til Californien, hvor de mødes med Sierras far, som er taget i forvejen.

I Californien bliver Sierra genforenet med en anden bedste veninde, Heather, som hun kun ser i den måned om året, hvor de sælger juletræer i Californien. Året før blev Sierra inviteret ud af en af de unge fyre, der hjælper til med salget af juletræer, men hun afviste ham, da hun for det første ikke var interesseret i ham og for det andet vidste, at hendes far aldrig ville tillade det. Heather presser dog på i forhold til, at Sierra skal give en ferieflirt en chance. Sierra afviser det indtil hun møder Caleb, som flere gange kommer og køber juletræer. Men Caleb er måske ikke så sød som Sierra går og tror for Heather advarer hende imod ham, da der går rygter om, at han har overfaldet sin egen søster med en kniv. Men hvor meget skal man egentlig tro på rygter? Der er jo altid to sider af samme sag?

Og så vil jeg ikke afsløre mere af, hvad der sker videre i bogen.

IMG_6534

Først og fremmest er At se lyset sådan en rigtig feel good bog, men samtidig er det en helt fantastisk rørende bog om at være teenager og opleve kærligheden for første gang.

Jeg er vild med den måde Jay Asher skriver på. Man skulle næsten tro, at han selv var en teenage pige, som havde oplevet alt det, som Sierra oplever.

Persongalleriet er sådan et man ikke kan andet end holde af. Rachel, Elisabeth og Heather er sådan nogle veninder, som man ville ønske, at man selv havde for selvom piger kan skændes noget så grusomt og blive uvenner over ting, som alle andre vil mene er bagateller, så er de der altid for hinanden, når det gælder.

At se lyset er en hyggelig og livsbekræftende historie om venskab, familie og kærlighed. En historie om at stole på sine egne intuitioner og ikke lade sig påvirke af rygter og andres meninger. Jeg vil anbefale den til alle, der kan lide Stephen Chbosky og John Green og selvfølgelig dem der kan lide Jay Ashers tidligere bøger.

IMG_6535