anmeldelse

“Den nye dreng” af Tracy Chevalier

Den nye dreng af Tracy Chevalier, 2017. En del af Hogarth Shakespare Series. Anmeldereksemplar fra Modtryk. Antal stjerner: 5/5

IMG_6907

Alt bliver vendt på hovedet i skolegården, da den nye dreng, diplotmatsønnen Osei Kokote (også kaldet O), træder ind i skolegården. O er nemlig fra Ghana og han er den eneste sorte dreng på skolen. Den første, der lægger mærke til O, er den jævnaldrende pige Dee, som med det samme er betaget af den nye dreng. Og O lægger også mærke til Dee med det samme.

Han har prøvet det her mange gange før. Men ikke at møde en som Dee. Han kan mærke hendes tilstedeværelse med det samme.

O får dog langt fra den positiv modtagelse af de andre elever og heller ikke lærerne er ret positive over, at der starter en sort dreng på skolen. O er ved at være vant til at skifte skole og være den nye dreng, da han har skiftet skole to gange før på seks år. Eneste forskel er, at på de andre skoler har der altid været elever med andre hudfarver også, men for første gang er O den eneste ikke-hvide elev.

“Synes du at vi skulle – ja altså, sige noget til eleverne om ham? Om – ja, jeg ved ikke – om det, at han er anerledes? For at anspore dem til at tage pænt imod ham? Mr. Brabant fnyste. “Ikke noget med fløjlshandsker, Diane.”

Allerede før skoledagen er startet bliver der snakket om O i krogene. Ingen ved hvad de skal stille op med en ny dreng, som ikke passer ind i det perfekte billede på skolen. Heldigvis for O er Dee betaget af ham fra starten og hun tager godt imod ham og gør hvad hun kan for at få ham til at føle sig velkommen.

O har sin søsters gamle lyserøde penalhus med store røde jordbær på med i skole og da han allerede finder det svært nok at blive accepteret, har han ikke den store lyst til at lægge penalhuset op på sit bord. Dee opdager Os penalhus og tilbyder at bytte sit eget Nuser penalhus. Allerede i første frikvarter rygtes det, at Dee har scoret den nye dreng.

Som tidligere nævnt er de andre elever ikke begejstrede for den nye elev og det varer ikke længe før den jævnaldrende dreng, Ian, sætter sig for at gøre livet surt for O, så han ikke kommer til at føle sig det mindste velkommen. Ian regner hurtigt ud at den bedste måde at skade O på er ved at komme imellem ham og Dee. Han allierer sig med Dees veninde Mimi og får også blandet deres andre venner Casper og Blanca ind i det hele.

IMG_6903Ians plan går ud på at få O til at tro, at der foregår noget mellem Dee og Casper og beder derfor Mimi om at skaffe noget, som Dee har fået af Casper. Dee taber ved et uheld penalhuset, som hun har fået af O. Mimi finder penalhuset og overdrager det til Ian, som mener, at det også sagtens kan bruges. Derefter sørger Ian for at give Blanca penalhuset under påskud om, at penalhuset er fra Casper, som hun er lun på. Da O først overværer, at Dee giver Casper et jordbær, som hun har været hjemme og hente og dernæst ser at Blanca nu er i besiddelse af jordbær-penalhuset, som hun siger, at hun har fået af Casper, går O udfr,a at Dee må have givet det til Casper, som så har givet det videre.

O konfronterer Dee med det hele og hun benægter det hele for der er ikke noget om sagen. O tror dog ikke på Dee og det hele ender ud i et meget stort skænderi alle børnene imellem til sidst.

“Du ved godt, hvad det skyldes,” svarede mr. Brabant mørkt. “Denne skole er ikke parat til en sort dreng.”

————–

Othello er et af mine absolutte yndlings stykker af Shakespare. Jeg havde derfor ret store forventninger til Den nye dreng og jeg blev helt sikkert ikke skuffet.

Jeg sad flere gange med tårer i øjenene over, hvor ondskabsfulde børn kan være overfor hinanden, men mest af alt fik jeg tårer i øjnene ved tanken om, at grunden til at børnene har sådan et syn på sorte, tydeligvis må være, at det er den samme indstilling de voksne i deres liv har til sorte. Hvordan skal børn ellers vide, hvordan man skal behandle folk med en anden hudfarve, hvis det eneste de hører er voksne tale dårligt om sorte?

Derfor synes jeg også det var dejligt forfriskende at Dee med det samme så bort fra Os hudfarve og faldt for alt andet ved ham. Så er det bare ærgerligt, at hendes venner ikke kunne unde hende at være glad og absolut skulle spolere det hele for hende og O. Bare fordi O er en smule anerledes og det må man ikke være sådan et sted.

IMG_6906Den nye dreng er en yderst velskrevet og tankevækkende historie om venskab og ung kærlighed og ikke mindst om, hvor galt det kan gå, når man stoler på og lader sig påvirke af de forkerte folk.

 

Reklamer
anmeldelse

“Dunbar” af Edward St Aubyn

 Dunbar af Edward St Aubyn, 2017. En del af Hogarth Shakespare Series. Anmeldereksemplar fra Modtryk. Antal stjerner: 4/5

IMG_6899

Henry Dunbar var engang leder af et verdensomspændende medieimperium, men da vi møder ham er han indlagt på et sanatorium i England til behandling for blandt andet paranoia. Dunbar er nemlig blevet forgiftet af sine to ældste døtre, Megan og Abby, som i samarbejde med Dr. Bob vil skaffe Dunbar af vejen, så de selv kan overtage virksomheden.

“En ikke-specifik disinhibitor. Den skulle gøre ham mere letpåvirkelig og i bund og grund mere paranoid, hvis der skulle ske noget grimt omkring ham,” sagde dr. Bob

På sanatoriet er også den tidligere komiker Peter Walker indlagt. Dunbar og Peter kommer godt ud af det med hinanden. De er i al hemmelighed holdt op med at tage deres medicin og planlægger i fællesskab at stikke af fra sanatoriet.

Hans døtre, hans kød og blod, og manden, der var ansat til at passe hans eget kød og blog, havde rottet sig sammen mod ham.

Dunbar er nemlig udemærket klar over, at det er Megan og Abby der står bag hans indlæggelse på sanatoriet og at de planlægger at overtage hele virksomheden. Han planlægger derfor at stikke af, så kan han opsøge sin advokat Wilson og sørge for at Abby og Megan ikke får muligheden for at få overtage medieimperiet.

Peter og Dunbar stikker af fra sanatoriet, men det varer ikke længe før de indhentes af en anden patient, Ursula Harrod, som gerne vil med dem. Da mændende mangler kontanter og Ursula har penge på sig, lader de hende tage med sig.

IMG_6902

Da Abby og Megan finder ud af, at Dunbar er forsvundet fra sanatoriet, sætter de den helt store menneskejagt igang, da de for alt i verdenen vil undgå, at Dunbar når at forpurre deres planer om at overtage imperiet.

Der er ikke rigtig noget, der går som planlagt og det varer ikke længe før Dunbar må drage videre alene. Peter er blevet fanget af Abby og Megan og pigerne er ikke blege for at bruge alle de midler, der skal til for at få det ud af Peter, hvilken retning Dunbar er gået i.

Hvis han så lige så vanvittig ud, som han følte sig, var der større risiko for, at han endte i en ambulance eller en patruljevogn end i en taxi.

Sidenløbende er der dog også en anden der også leder efter Dunbar. Dunbars yngste datter og Megan og Abbys halvsøster, Florence, forsøger at finde ud af, hvor Dunbar er blevet af. Florence og Dunbar har aldrig haft det bedste forhold, men Dunbar forguder hende og fortryder, at han lod Megan og Abby overtale ham til at fratage Florence hendes andel af imperiet.

Jagten på Dunbar bliver en kamp imod tiden for Abby, Megan og Florence og de løber ind i mange forhindringer på vejen.

“Vi bliver alle sammen til støv,” sagde Wilson, “men forståelsen bliver ikke ødelagt, og det bliver den aldrig, så længe der er én tilbage, som stadig foretrækker at sige sandheden.”

—————————-
King Lear er nok det Shakespare stykke jeg kender mindst til, men jeg var stadig meget nysgerrig efter at læse Dunbar og se hvad Edward St. Aubyn kunne få ud af problemstillingerne fra King Lear.

Jeg er vild med St. Aubyns måde at skrive på og selvom jeg godt kendte hovedpunkterne af King Lear og derfor følte, at jeg godt kunne gennemskue, hvordan Dunbar ville slutter så sad jeg alligevel naglet fast i sofaen imens jeg læste og glemte alt om tid og sted, fordi jeg bare måtte vide, hvordan det hele ville ende, og det kunne kun gå for langsomt.

Jeg har bandet højt over Abby og Megan og heppet højlydt på Florence, da hun kommer tættere og tættere på at finde ud af, hvad der er sket med hendes far. Og jeg har heppet højlydt på Dunbar hver gang, det virkede til, at han overvejede at give op.

Dunbar er en fantastisk velskrevet familiehistorie om, hvor let man kan lade andre påvirke sine valg, om magt og ikke mindst om tilgivelse.

IMG_6900

 

anmeldelse

“Den, der lever stille” af Leonora Christina Skov

Den, der lever stille af Leonora Christina Skov, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 5/5

DSC00919

Den, der lever stille er historien om Christina Skovs opvækst i Helsinge på godt og ondt og om hvordan Christina “genopfinder” sig selv som Leonora Christina Skov.

Allerede fra hun er helt lille føler Christina sig i vejen. Moderen styrer hjemmet med sine tårer og man må for alt i verden ikke sige eller gøre noget, som potentielt kan gøre hende ked af det. Faderen støtter op om moderen og vælger til enhver tid hendes parti, istedet for engang imellem at støtte sin egen datter.

Det værste er, at jeg kan mærke, præcis hvor kvælende, det føltes derhjemme, og hvor bange jeg var for dem begge to, sagde jeg.

Hvis man taler med moderen om den dag, hvor Christina bliver født, lægger hun ikke skjul på, at det var en meget smertefuld affære og at årene, hun gik hjemme med Christina, var helt forfærdelige.

Jeg håbede, at min mor ville præcisere, at det også var blevet godt, at jeg havde været al smerten værd, men hun nøjedes med at nikke.

Forældrene lægger skylden over på Christina hver gang, der sker noget, som ikke er efter deres hoveder. Ifølge faderen tænker moderen altid på andre først, hvorimod Christina altid tænker på sig selv.

Da Christina går i børnehaveklasse skal hun tre dage om ugen, hvor moderen arbejder, være hos en dagplejemor, som hedder Ellinor. Ellinor viser sig at være lige præcis den person, som den forsigtige og kuede lille Christina har brug for. Ellinor ser nemlig Christina for, den hun er og giver hende den kærlighed og opmærksomhed, som hun har brug for.

… fordi det var så åbenlyst at du ikke trivedes. Du var alt for velafrettet, dine forældre styrede dig fuldkommen, og du var sket ikke vant til at få knus og kram.

Da Christina starter på universitetet, får hun endelig mulighed for at komme væk fra sit barndomshjem og væk fra de forældre, som har styret hende hele hendes liv. Nu behøver hun ikke længere at tænke over at forældrene holder øje med opkaldslister, holder styr på ugepenge og vil vide, hvor hun er hvert sekund af hver dag.

Christina mister mere og mere af kontakten til sine forældre og kontakten bliver langt fra bedre, da Christina springer ud som lesbisk, hvilket overhovedet ikke passer ind i forældrenes perfekte glasbillede.

Samtidig med at Den, der lever stille er historien om Christinas opvækst og liv, er det også historien om Leonora Christina Skovs overvejelser omkring bogen og arbejdet med bogen, som, uden at sige for meget, ikke har været nogen kort eller nem proces.

Kort tid efter at Skovs tidligere bog Hvor intet bryder vinden udkom, dør hendes mor og hun har nu endelig muligheden for at skrive bogen uden, at moderen får en chance for at gøre det hele surt for hende. Men hvordan går man lige igang med sådan en bog? Og hvad skal man tage med og hvad skal udelades? Og hvad ville moderen sige hvis hun vidste at bogen nu var en realitet?

Det eneste der stod helt klart var, at den her bog skulle skrives, uanset hvor hård og langsommelig proces det ville blive.

Jeg er ked af, at jeg ikke kunne være den datter, du ønskede dig, tænkte jeg. At årene er gået uden, at vi har fået talt om det.

Sidste lørdag satte jeg mig om morgenen for lige at læse et par kapitler af Den, der lever stille og før jeg vidste af det, havde jeg læst hele bogen uden ret mange pauser. De eneste pauser, jeg måtte have, var når tårerne fyldte så meget i øjnene, at jeg ikke kunne læse mere eller når jeg lige skulle trække vejret, fordi jeg sad og holdt vejret af ren irritation over moderens opførsel.

Min første tanke, da jeg lukkede bogen, var: “Hold da helt kæft hvor er Leonora Christina Skov en viljestærk og sej kvinde!”. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvordan det må have været at vokse op på den måde, med forældre som dem.

DSC00941

Jeg har grædt mange tårer for Leonora, imens jeg læste bogen for intet barn fortjener at vokse op på den måde og ingen voksen kvinde fortjener at føle sig som en lille pige igen, så snart man er i selskab med sine forældre. Flere gange tog jeg mig selv i at tænke, at det er mig et under, at Leonora stadig er her den dag i dag, for det kræver virkelig en stærk psyke at klare sig igennem sådan et liv.

Jeg tog også flere gange mig selv i at læse sætningerne flere gange – ikke fordi jeg ikke havde forstået dem, men fordi hele bogen er så enormt velskrevet og man får lyst til at “smage på ordene” igen og igen.

Den, der lever stille er en helt fantastiske velskrevet fortælling om, at uanset hvor hårdt livet kan være og hvor lidt man føler sig værdsat, så skal man altid tro på sig selv og gøre det der føles rigtigt, selvom man måske træder et par folk over tæerne hen ad vejen.