anmeldelse

”JUSSI” af Jonas Langvad Nilsson

IMG_0834

JUSSI af Jonas Langvad Nilsson, 2017. Politikens Forlag. Antal stjerner: 4/5

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Jussi Adler-Olsen har en helt speciel plads i mit hjerte – både som forfatter, men også som menneske. Og jeg er ikke den eneste, der synes Jussi er et fantastisk mennesker. Marianna Thorhauge udtaler:

Jussi er man venner med på livsitd – det er en egenskab, jeg beundrer endnu mere end hans energi og ihærdighed.

Jeg havde fornøjelsen af at møde ham første gang til Krimimessen 2010 i Horsens, hvor jeg købte et eksemplar af Kvinden i buret, som jeg havde fået anbefalet af min farmor.  Dengang havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg ville ende med blive på fornavn med en af Danmarks største krimiforfattere og jeg havde aldrig troet, at jeg skulle høre ham ytre ordene: “Jamen det er jo dig!” og “Du er altid så sød når jeg møder dig!”.

Når man møder Jussi kan man altid mærke på ham, hvor stor en ære han sætter i at bruge tid på at møde sine læsere og uanset hvor mange gange man møder ham til bogsigneringer eller lignende, så bliver man altid mødt med et smil og en lille snak. Kærligheden til læserne lægges der heller ikke skjul på i denne bog:

 

Jeg elsker mine læsere. Man skal kun give dem et lille sandkorn, så laver de selv en helt ny verden.

I bogen hører man om Jussis barndom. Han voksede op på sindsyge hospitaler landet over, hvor hans far var overlæge. Man hører historien om, hvordan han allerede som ganske ung mand møder Hanne, som han ønsker at tilbringe resten af livet sammen med. Man hører om op- og nedture i Jussis liv. Om fantastiske familieferier og gode oplevelser. Om triste tider i forbindelse med forældrenes død og en motorcykelulykke som nær havde kostet Jussi det ene ben. Bare for at nævne et par ting.

IMG_0837

Jussi Adler-Olsen har beskæftiget sig med mange ting. Han har ejet tegneserieantikvariatet Pegasus på Nørrebro i København. Han har arbejdet frivlligt i fredsbevægelsen. Været direktør i forlaget Donna. Og sidst men ikke mindst bestseller forfatter med mange fantastiske bøger bag sig. Mest kendt er han nok for sine Afdeling Q bøger om politimanden Carl Mørck.

Jeg har trukket på smilebåndet flere gange igennem bogen og grint højlydt flere gange. Blandt andet af historien om familieferien til Lourdes i Frankrig, hvor familien hørte historien om en mand som i kørestol var blevet kørt ud i den kilde, som Jomfru Maria lod springe frem fra klippen i 1858. Som souvenir købte Jussi en flaske helligt vand, som længe stod på en hylde på hans værelse. I forbindelse med eksaminerne i 2.g., hvor skoleåret havde handlet mere om musik end om at læse, forsøgte Jussi sig med det hellige vand for måske kunne det opkvikke eller have en form for placeboeffekt – men nej, som Jussi selv siger det: “Jeg fik tyndskid”.

Bogen giver et indblik i Jussis privatliv og hans nærmeste deler glædeligt ud af sjove anekdoter og mere seriøse betragtninger af Jussi. Jeg er specielt glad for hans søns kommentar til, hvordan Jussi forholder sig til henholdsvis ros og kritik. Den bekræftede bare endnu mere min egen teori om, at Jussi tager kritik langt mere til sig end folk lige går og tror:

Jeg tror han er mere følsom, end offentligheden tror. Han bliver glad, når folk kan lide det, han laver. Men han bliver lige så meget øv og ked af det, når folk skriver negative ting om ham.

Alt i alt er JUSSI hyggelig og indsigtsgivende læsning om en af Danmarks mest populære forfattere, samt et af de rareste mennesker, jeg kender.

anmeldelse

“Jeg finder dig altid” af Elsebeth Egholm

DSC00852

Jeg finder dig altid af Elsebeth Egholm, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 5/5

Hvordan finder man ud af, hvem det er, der er ude efter en, når man ikke kan genkende ansigter? Og hvordan er man tro mod politigerningen, samtidig med man også selv har følelserne i klemme i sagen?

Det kan man finde ud af i Elsebeth Egholms nye bog Jeg finder dig altid, som er den første bog i Egholms nye serie om hovedpersonen, Katharina Svane-Dissing – i daglig tale kaldet Rina.

Rina er uddannet læge og har lige fået sin egen praksis. Livet er dog ikke nemt for hende. Rina lider nemlig af ansigtsblindhed, prosopagnosia. For at kompensere for sin handicap lever hun et dobbeltliv, hvor hun i sin fritid kravler på bygninger rundt omkring i byen og laver anonym street art under navnet Private Eyes. Derudover bruger hun også det hemmelige liv til at bearbejde en traumatisk oplevelse, hun havde som barn, og som lige pludselig bliver yderst relevant igen.

Afstanden fra munden til næsen var centralt og var noget af det mest personlige i et ansigt.

Noget af det jeg holder aller mest af ved bogen er, at man får et indblik i hvordan det er at leve med ansigtsblindhed, men jeg kan dog slet ikke forestille mig, hvordan det må være ikke at kunne genkende folk – måske kan man ikke engang genkende sin egen familie.

Hun granskede hans ansigt. Det føltes, som om hun ville indprente sig hver en linje i det. Hun havde gjort det samme før, da han havde tilbudt sin hjælp. Sådan havde han aldrig oplevet at blive set på af et andet menneske.

 

Historien starter med at Rina kravler op ad Prismet for at klistre nogle paste ups op. Da hun kommer hjem bliver hun overfaldet af en mand, som hun dog slipper fri fra. Dagen efter finder hun ud af, at der er fundet en død mand på jorden foran Prismet og det er sket samtidig med at hun hængte sine paste ups op. Private Eyes er med det samme hovedmistænkt. Rina sætter gang i sin egen efterforskning af, hvad der skete den nat ved Prismet og samtidig forsøger hun at finde ud af, hvem det er der er ude efter hende.

Politimanden Helge Stanek kommer på sagen, som behandles som mord. Under efterforskningen ser han tilfældigvis Rina og da han ikke synes hun passer specielt godt ind i det område, hvor han ser hende, vælger han at følge efter hende. I parkeringskælderen i Bruuns Galleri bakker Rina ind i en indkøbsvogn med en lille dreng i og hun må selv forsøge at redde ham, da det viser sig at han har fået et lille stykke legetøj i klemme i halsen. Hun beder Stanek om hjælp, da han tilfældigvis står i mængden af mennesker, som kigger på. Ved fælles hjælp får de reddet drengen.

Jeg vil ikke afsløre for meget af, hvad der videre sker, men jeg vil gerne afsløre, at Rina og Stanek får brug for hinanden flere gange i løbet af bogen.

På Banegårdens facade havde hun lavet en stencil af muren, så den til forveksling lignede de mursten, der var der i forvejen. På Ridehuset havde hun malet et ekstra vindue, så alle troede, at det var et rigtigt et. Hun kunne tilsyneladende lide at drille publikum visuelt.

Hun var et bymenneske. Hun havde det bedst med at cykle i byen og bruge arkitekturen som pejlemærker.

Ligesom serien om Dicte foregår Jeg finder dig altid også i Aarhus. Jeg er født og opvokset i nærheden af Aarhus og kender derfor næsten byen lige så godt som min egen bukselomme. Så selvom jeg sad i sofaen og læste bogen, så føltes det ofte som at være fluen på væggen, når Rina bevægede sig igennem byen, som jeg også selv kender så godt.

Jeg kan næste allerede godt forudse, at jeg næste gang, jeg går rundt i Aarhus, nok lige tager mig selv i et kigge efter om Rina lige gik forbi på vej til Godsbanen eller hun måske havde hængt paste ups op et sted, man gik forbi.

Bogen indeholder også en del gode pointer, som giver stof til eftertanke. Staneks erkendelse omkring den tid, som man har med et andet mennesker, gik lige i hjertet på mig:

Han forstod, at der aldrig ville være tid nok. Tiden ville altid være for kort, om den så strakte sig i en uendelighed.

Også Staneks far kommer med en rigtig god pointe om, hvad der er rigtig vigtigt, når man arbejder som politimand:

Det handler ikke om hævn. Det må aldrig handle om hævn fra vores side. Men det handler om at beskytte offentligheden og ofrene. Gerningsmanden er på mange måder selv et offer.

Afslutningsvis bliver jeg nødt til at nævne Rinas fantastiske overbo, den vietnamesiske dame Chung, som man ikke kan undgå at holde af. Specielt Chungs besættelse af Lobert Ledford i Ou o Aflica og Lussell Clowe er ikke til at stå for. Hendes dansk er ikke specielt godt, men hvis Rina har brug for hjælp, så står hun klar. Og synes hun Rina ligner en der trænger til mad, så står hun der fluks med en skål nudelsuppe. Alle burde have sådan en sej kvinde som Chung i deres liv.

DSC00854.JPGJeg finder dig altid er spænding fra første kapitel og jeg havde enormt svært ved at lægge bogen fra mig, når det var sengetid. Jeg måtte bare vide, hvad der skete som det næste. Flere gange tænkte jeg: “Bare liiiiige et kapitel mere” og så var der pludselig gået en halv time ekstra for et kapitel var bare ikke nok.

Jeg finder dig altid er den første af Elsebeth Egholms bøger, som jeg har læst, men jeg er allerede solgt totalt til stanglakrids over hendes skrivestil og jeg glæder mig allerede helt enormt til at se, hvad fremtiden bringer Rina i den næste bog.

anmeldelse

“Den Underjordiske Jernbane” af Colson Whitehead

Den Underjordiske Jernbane af Colson Whitehead, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Opr. udgivet som The Underground Railroad i 2016. Antal stjerner: 5/5

DSC00844

Hvad sker der, når to unge slaver stikker af fra en bomuldsplantage i Georgia og begiver sig ud på en lang og farefuld rejse mod et bedre liv? Og kan man virkelig skrive virkelighedstro fiktion om en så stor del af den amerikanske historie, som The Underground Railroad er, uden at det mister troværdigheden?

Colson Whitehead beskriver i denne skønne roman historien om slavepigen Cora, som sammen med en jævnaldrende dreng, Caesar, stikker af fra den bomuldsplantage i Georgia, hvor Cora er født og opvokset. Ved hjælp af Den Underjordiske Jernbane begiver de sig fra Georgia til South Carolina, North Carolina, Tennessee og Indiana.

Til forskel for virkelighedens Underground Railroad, som bestod af et netværk af safe houses og hemmelige ruter over landjorden, som slaverne brugte til at flygte, er jernbanen i romanen rent faktisk en jernbane, hvor lokomotiver med vogne kører i lange tunnel gravet af slaver under jorden.

Kend din pris, og du kender din plads i verdensordenen.  At overskride plantagens grænse var som at overskride grundprincipperne for ens eksistens: umuligt.

Livet har ikke været nemt for Cora. Hendes mor, Mabel, flygtede fra plantagen, da Cora kun var 10 år gammel og ingen hørte nogensinde fra hende igen. Cora måtte altså tidligt lære at klare sig selv. Cora afskyr sin egen mor for at have efterladt hende på plantagen uden så meget som et ord. For hvem forlader dog sit eget barn på en bomuldsplantage, hvor man udemærket godt ved, hvilken fremtid der venter pigen?

Livet på plantagen er hårdt – ikke kun på grund af arbejdet i markerne. Forvalterne behandler slaverne præcis, som de vil og er ikke blege for at tage for sig af de unge slavepiger, som bare må makke ret.

På grund af uoverensstemmelser med en af de andre slavekvinder bliver Cora flyttet i Hob “af politiske årsager”

Af sted til Hob med dem, der var forvandlet til krøblinger af forvalterens afstraffelser, af sted til Hob med dem, som var knækket af det hårde arbejde på måde, man kunne se, og på måder, man ikke kunne se, af sted til Hob med dem, der havde mistet forstanden.

At være blevet flyttet over i Hob gør ikke livet nemmere for Cora, så de Caesar endnu engang foreslår, at de skal stikke af fra plantagen sammen og ved hjælp af Den Underjordiske Jernbane finde et bedre liv et andet sted, siger hun til sidst ja og de begiver sig ud på en farefuld rejse. På vejen møder de mange hjælpsomme mennesker, som sætter deres egne liv på spil ved at gøre alt, hvad der står i deres magt for at hjælpe de bortløbne slaver. De kan dog aldrig føle sig helt sikre uanset, hvor de er. Frygten for hvornår man bliver fanget igen sidder dybt i dem.

Men de var allerede forfulgt af skrækken, som de havde været det hver eneste dag på plantagen, og den holdt trit med dem.

DSC00849Det gør det heller ikke nemmere for dem, at slavefangeren Ridgeway, som også var ham der forsøgte at fange Coras mor, Mabel, igen, sammen med alle de andre slavefangere i området også er på jagt efter dem. For Ridgeway bliver det helt en besættelse at finde Cora igen, som en form for gengældelse af, at han aldrig formåede at fange Mabel igen, da hun stak af.

Frygten for at blive fanget igen forstærkes også kun af at Cora og Caesar udemærket godt ved godt, hvad der venter dem, hvis de bliver fanget.

Når de blev bragt tilbage, blev de udsat for uhyrlige mishandlinger, inden de fik lov til at dø, og dem, de efterlod, blev tvunget til at følge med i deres stadig mere gruopvækkende dødspine.

Bortløbne slaver gør alt, hvad de kan, for ikke at blive fanget igen og heldigvis findes der folk, som dem der stod for Den Underjordiske Jernbane, som er villige til at hjælpe. Og heldigvis blev mange slaver også givet fri igen. Man skulle så tro at de kunne få lov at være i fred, når de var blevet givet fri, men nej selvfølgelig ikke. Det har slavefangerne jo ikke noget sjov ud af.

Der skal meget til at gøre mig vred, men beskrivelser som nedestående er virkelig sådan noget, der kan få mig helt op i det røde felt.

Eftersøgning af slaver var ikke et besværligt arbejde. De standsede alle de niggere, de så, og forlangte at se deres passerseddel. De standsede niggere, som de vidste var frie, for deres fornøjelses skyld, men også for at minde afrikanerne om de kræfter, de var oppe imod, hvad enten de var ejet af nogen eller ej.

Hver gang jeg nåede til beskrivelser af behandlingen af slaverne, kunne jeg mærke, hvordan mine fingre greb hårdere fat om bogen og jeg kunne mærke, hvordan alt inden i mig gerne ville gøre de samme ting ved de hvide, som de gør ved de sorte. Bare så de lige kunne smage deres egen medicin. Det er fantastisk, hvad litteratur kan gøre ved en!

Jeg har igennem min bachelor i Engelsk stiftet bekendtskab med flere forskellige autentiske slaveberetninger, som f.eks. Narrative of the life of Frederick Douglass, an American Slave, som er Frederick Douglass’ egne beskrivelser af livet som slave i 1800-tallets USA. Sidenhen har jeg også læst Twelve Years a Slave af Solomon Northup, hvori Northup, ligesom Douglass, beskriver livet som slave.

Jeg havde derfor mine forholdsregler med hensyn til Den Underjordiske Jernbane, fordi jeg var en smule bange for at blive skuffet, hvis nu den ikke levede op til de forventninger, jeg havde til beskrivelser af slavelivet, efter at have læst ovennævnte bøger, men de bekymringer kunne jeg hurtigt smide fra mig. For mig føles beskrivelsen af Coras liv på plantagen og flugten sammen med Caesar lige så virkelighedstro, som de andre slaveberetninger, jeg har læst.

DSC00847Colson Whitehead rammer virkelig hovedet på sømmet med denne bog og han behandler nogle af de vigtigste problemstillinger, når man snakker om de sortes rettigheder, både dengang og i dag. Jeg vil ikke begive mig ind i en større diskussion af det, men jeg kunne ikke være mere i enig i nedestående citat fra bogen:

Det må være nok med farven. Det har bragt os frem til denne aften, til denne diskussion, og den vil tage os med ind i fremtiden. Det eneste, jeg i sandhed ved, er, at vi lever og dør som én, én farvet familie, dør om dør med én hvid familie.

Alt i alt vil jeg mene, at uanset om man har forudgående kendskab til/interesse for slavehistorier og The Underground Railroad, så vil man helt sikkert nyde at følge Cora og Caesar på deres lange, farefulde tur på flugt fra slavefangeren Ridgeway. Jeg tog ihvertfald mig selv i flere gange at holde vejret og helt glemme, hvor jeg var, fordi bogen var så spændende.

Den Underjordiske Jernbane er sådan en bog der kravler ind under huden på en og bider sig fast. Jeg ved ihvertfald at der går lang tid før jeg kan få historien om Cora og Caesar ud af hovedet igen. Den bliver ved med at dukke op i mine tanker og jeg får igen og igen kuldegysninger bare ved at tænke på, hvordan det var at være sort i USA i 1800-tallet og hvordan det ligeledes må være i dag.

Jeg glæder mig enormt meget til at møde Colson Whitehead på dette års Louisiana Literature, hvor han er en af de mange spændende gæster.