åben prøve · behind the scenes · de skøre riddere · forreste række · front row · holy grail · kong arthur · monty python · odense teater · teater · vær din egen gral

Åben prøve på "Spamalot" på Odense Teater


I går var jeg så heldig at være med til en åben prøve på Odense Teaters opsætning af Monty Pythons “Spamalot” og skal love for at jeg fik én på opleveren!

Tirsdag blev der slået op på Odense Teaters Facebook side, at man kunne komme med til åben prøve på Spamalot. Alt man skulle gøre var at sende en mail med navn, telefonnummer og antal pladser man ønskede, så jeg sendte hurtigt en mail afsted med ønsket om 2 pladser til mig selv og en veninde, som jeg i forvejen skulle drikke te med og så var der ikke andet at gøre end at vente.
Kort tid senere modtog jeg en mail med den gode nyhed, at jeg var en af de heldige og min veninde sagde heldigvis også ja til gerne at ville med, så nu skulle tiden bare gå så det kunne blive fredag.
Fast forward til fredag, hvor jeg havde umådeligt svært ved at koncentrere mig på arbejde, fordi jeg bare glædede mig helt vildt.
Da klokken nærmere sig 16 ankom vi til teatret og ventede udenfor sammen med nogle af de andre, som havde været heldige at få pladser til prøven. Da vi kommer ind i foyeren får vi at vide, at vi skal sætte os så langt op foran som muligt, idet de ville gerne have os tæt på. Det skulle de ikke sige to gange til mig og vi sad lynhurtigt klar midtfor på forreste række.
Efter en kort præsentation fra instruktøren, hvor vi fik at vide, at de havde brugt dagen på tekniske prøver, så nu ville de gennemspille første akt for os og derefter ville de gå igang med de tekniske prøver på andet akt så vi, som instruktøren selv sagde, “også kan opleve hvor kedeligt det nogle gange kan være”. (Det var dog slet slet ikke kedeligt, det var spændende!)
Jeg vil ikke afsløre mere af handlingen end nedestående, men jeg skal love for, at vi fik grinet igennem og jeg havde helt ondt i maven af at grine, da vi forlod teatret halvanden time senere.
Jeg kan slet ikke beskrive hvor fantastisk et initiativ, jeg synes det er at Odense Teater inviterer til åbne prøver. Jeg har altid drømt om at få chancen for det og jeg blev på ingen måde skuffet. Jeg synes, det var vildt spændende at se, hvordan det hele foregår og hvor meget arbejde der ligger bag opsætningen af et teaterstykke. Og så er det heller ikke værst at få lidt ekstra insider viden af den venlige sufflør, som sad ved siden af os. Alt i alt synes jeg, at man efter at have oplevet prøverne sætter endnu større pris på det store stykke arbejde som de medvirkende, instruktør, crew og alle de andre backstage udfører. Det sætter pludselig det hele i et helt andet perspektiv og man bliver mindet om hvor meget arbejde der ligger bag at skulle underholde publikum dag efter dag. Jeg tager hatten af for de fantastiske folk på Odense Teater!
På deres hjemmeside har Odense følgende præsentation af forestillingen:
“SPAMALOT er en vanvittigt gakket musicalkomedie bygget over Monty Pythons kultfilm MONTY PYTHON OG DE SKØRE RIDDERE og guldkorn fra Monty Pythons øvrige bagkatalog – ligesom der legesygt er hentet inspiration fra andre musicals. 
Musicalen tager udgangspunkt i myten om Kong Arthur og ridderne om det runde bord. Arthur og hans mere eller mindre modige riddere kaster sig ud i jagten på den hellige gral med mudder, blod og overnaturlige væsner. Der er gåder, der skal gættes, og hårde kampe, der skal kæmpes. Med sig har de deres imaginære heste og en væbner, der med to kokosnødder sørger for den helt rigtige lyd af hestehove.
På den farlige færd møder de nogenlunde modige riddere dræberkaniner, ridderne der siger NI, The Lady of the Lake, de altid irriterende franskmænd og mange flere skønne Monty Python-figurer. 
Uanset hvor meget modgang ridderne møder, er det aldrig så slemt, at de ikke lige kan bryde ud i en glad sang: “Always look on the bright side of life”.”
De medvirkende i forestillingen: Anders Gjellerup Koch, Jakob Randrup, Mikkel Bay Mortensen, Michael Grønnemose, Rasmus Fruergaard, Lars Simonsen, Trine Gadeberg, Jacob Moth-Poulsen, Anders Bilberg, Rie Sørensen, Anna Jørgensen Kaack, Louise Rønhof Davidsen og Max Emil Nissen
Forestillinge har premiere d. 9. maj og spiller til og med d. 18. juni. Billetter kan købes lige her 

Jeg glæder mig helt vildt til at se hele forestillingen, men jeg kan ihvertfald allerede ikke andet end anbefale forestillingen!
Og så er der kun en sidste ting at sige: “fetchez la vache!”
Reklamer