anmeldelse

“Dunbar” af Edward St Aubyn

 Dunbar af Edward St Aubyn, 2017. En del af Hogarth Shakespare Series. Anmeldereksemplar fra Modtryk. Antal stjerner: 4/5

IMG_6899

Henry Dunbar var engang leder af et verdensomspændende medieimperium, men da vi møder ham er han indlagt på et sanatorium i England til behandling for blandt andet paranoia. Dunbar er nemlig blevet forgiftet af sine to ældste døtre, Megan og Abby, som i samarbejde med Dr. Bob vil skaffe Dunbar af vejen, så de selv kan overtage virksomheden.

“En ikke-specifik disinhibitor. Den skulle gøre ham mere letpåvirkelig og i bund og grund mere paranoid, hvis der skulle ske noget grimt omkring ham,” sagde dr. Bob

På sanatoriet er også den tidligere komiker Peter Walker indlagt. Dunbar og Peter kommer godt ud af det med hinanden. De er i al hemmelighed holdt op med at tage deres medicin og planlægger i fællesskab at stikke af fra sanatoriet.

Hans døtre, hans kød og blod, og manden, der var ansat til at passe hans eget kød og blog, havde rottet sig sammen mod ham.

Dunbar er nemlig udemærket klar over, at det er Megan og Abby der står bag hans indlæggelse på sanatoriet og at de planlægger at overtage hele virksomheden. Han planlægger derfor at stikke af, så kan han opsøge sin advokat Wilson og sørge for at Abby og Megan ikke får muligheden for at få overtage medieimperiet.

Peter og Dunbar stikker af fra sanatoriet, men det varer ikke længe før de indhentes af en anden patient, Ursula Harrod, som gerne vil med dem. Da mændende mangler kontanter og Ursula har penge på sig, lader de hende tage med sig.

IMG_6902

Da Abby og Megan finder ud af, at Dunbar er forsvundet fra sanatoriet, sætter de den helt store menneskejagt igang, da de for alt i verdenen vil undgå, at Dunbar når at forpurre deres planer om at overtage imperiet.

Der er ikke rigtig noget, der går som planlagt og det varer ikke længe før Dunbar må drage videre alene. Peter er blevet fanget af Abby og Megan og pigerne er ikke blege for at bruge alle de midler, der skal til for at få det ud af Peter, hvilken retning Dunbar er gået i.

Hvis han så lige så vanvittig ud, som han følte sig, var der større risiko for, at han endte i en ambulance eller en patruljevogn end i en taxi.

Sidenløbende er der dog også en anden der også leder efter Dunbar. Dunbars yngste datter og Megan og Abbys halvsøster, Florence, forsøger at finde ud af, hvor Dunbar er blevet af. Florence og Dunbar har aldrig haft det bedste forhold, men Dunbar forguder hende og fortryder, at han lod Megan og Abby overtale ham til at fratage Florence hendes andel af imperiet.

Jagten på Dunbar bliver en kamp imod tiden for Abby, Megan og Florence og de løber ind i mange forhindringer på vejen.

“Vi bliver alle sammen til støv,” sagde Wilson, “men forståelsen bliver ikke ødelagt, og det bliver den aldrig, så længe der er én tilbage, som stadig foretrækker at sige sandheden.”

—————————-
King Lear er nok det Shakespare stykke jeg kender mindst til, men jeg var stadig meget nysgerrig efter at læse Dunbar og se hvad Edward St. Aubyn kunne få ud af problemstillingerne fra King Lear.

Jeg er vild med St. Aubyns måde at skrive på og selvom jeg godt kendte hovedpunkterne af King Lear og derfor følte, at jeg godt kunne gennemskue, hvordan Dunbar ville slutter så sad jeg alligevel naglet fast i sofaen imens jeg læste og glemte alt om tid og sted, fordi jeg bare måtte vide, hvordan det hele ville ende, og det kunne kun gå for langsomt.

Jeg har bandet højt over Abby og Megan og heppet højlydt på Florence, da hun kommer tættere og tættere på at finde ud af, hvad der er sket med hendes far. Og jeg har heppet højlydt på Dunbar hver gang, det virkede til, at han overvejede at give op.

Dunbar er en fantastisk velskrevet familiehistorie om, hvor let man kan lade andre påvirke sine valg, om magt og ikke mindst om tilgivelse.

IMG_6900

 

Reklamer
anmeldelse

“Den, der lever stille” af Leonora Christina Skov

Den, der lever stille af Leonora Christina Skov, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 5/5

DSC00919

Den, der lever stille er historien om Christina Skovs opvækst i Helsinge på godt og ondt og om hvordan Christina “genopfinder” sig selv som Leonora Christina Skov.

Allerede fra hun er helt lille føler Christina sig i vejen. Moderen styrer hjemmet med sine tårer og man må for alt i verden ikke sige eller gøre noget, som potentielt kan gøre hende ked af det. Faderen støtter op om moderen og vælger til enhver tid hendes parti, istedet for engang imellem at støtte sin egen datter.

Det værste er, at jeg kan mærke, præcis hvor kvælende, det føltes derhjemme, og hvor bange jeg var for dem begge to, sagde jeg.

Hvis man taler med moderen om den dag, hvor Christina bliver født, lægger hun ikke skjul på, at det var en meget smertefuld affære og at årene, hun gik hjemme med Christina, var helt forfærdelige.

Jeg håbede, at min mor ville præcisere, at det også var blevet godt, at jeg havde været al smerten værd, men hun nøjedes med at nikke.

Forældrene lægger skylden over på Christina hver gang, der sker noget, som ikke er efter deres hoveder. Ifølge faderen tænker moderen altid på andre først, hvorimod Christina altid tænker på sig selv.

Da Christina går i børnehaveklasse skal hun tre dage om ugen, hvor moderen arbejder, være hos en dagplejemor, som hedder Ellinor. Ellinor viser sig at være lige præcis den person, som den forsigtige og kuede lille Christina har brug for. Ellinor ser nemlig Christina for, den hun er og giver hende den kærlighed og opmærksomhed, som hun har brug for.

… fordi det var så åbenlyst at du ikke trivedes. Du var alt for velafrettet, dine forældre styrede dig fuldkommen, og du var sket ikke vant til at få knus og kram.

Da Christina starter på universitetet, får hun endelig mulighed for at komme væk fra sit barndomshjem og væk fra de forældre, som har styret hende hele hendes liv. Nu behøver hun ikke længere at tænke over at forældrene holder øje med opkaldslister, holder styr på ugepenge og vil vide, hvor hun er hvert sekund af hver dag.

Christina mister mere og mere af kontakten til sine forældre og kontakten bliver langt fra bedre, da Christina springer ud som lesbisk, hvilket overhovedet ikke passer ind i forældrenes perfekte glasbillede.

Samtidig med at Den, der lever stille er historien om Christinas opvækst og liv, er det også historien om Leonora Christina Skovs overvejelser omkring bogen og arbejdet med bogen, som, uden at sige for meget, ikke har været nogen kort eller nem proces.

Kort tid efter at Skovs tidligere bog Hvor intet bryder vinden udkom, dør hendes mor og hun har nu endelig muligheden for at skrive bogen uden, at moderen får en chance for at gøre det hele surt for hende. Men hvordan går man lige igang med sådan en bog? Og hvad skal man tage med og hvad skal udelades? Og hvad ville moderen sige hvis hun vidste at bogen nu var en realitet?

Det eneste der stod helt klart var, at den her bog skulle skrives, uanset hvor hård og langsommelig proces det ville blive.

Jeg er ked af, at jeg ikke kunne være den datter, du ønskede dig, tænkte jeg. At årene er gået uden, at vi har fået talt om det.

Sidste lørdag satte jeg mig om morgenen for lige at læse et par kapitler af Den, der lever stille og før jeg vidste af det, havde jeg læst hele bogen uden ret mange pauser. De eneste pauser, jeg måtte have, var når tårerne fyldte så meget i øjnene, at jeg ikke kunne læse mere eller når jeg lige skulle trække vejret, fordi jeg sad og holdt vejret af ren irritation over moderens opførsel.

Min første tanke, da jeg lukkede bogen, var: “Hold da helt kæft hvor er Leonora Christina Skov en viljestærk og sej kvinde!”. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvordan det må have været at vokse op på den måde, med forældre som dem.

DSC00941

Jeg har grædt mange tårer for Leonora, imens jeg læste bogen for intet barn fortjener at vokse op på den måde og ingen voksen kvinde fortjener at føle sig som en lille pige igen, så snart man er i selskab med sine forældre. Flere gange tog jeg mig selv i at tænke, at det er mig et under, at Leonora stadig er her den dag i dag, for det kræver virkelig en stærk psyke at klare sig igennem sådan et liv.

Jeg tog også flere gange mig selv i at læse sætningerne flere gange – ikke fordi jeg ikke havde forstået dem, men fordi hele bogen er så enormt velskrevet og man får lyst til at “smage på ordene” igen og igen.

Den, der lever stille er en helt fantastiske velskrevet fortælling om, at uanset hvor hårdt livet kan være og hvor lidt man føler sig værdsat, så skal man altid tro på sig selv og gøre det der føles rigtigt, selvom man måske træder et par folk over tæerne hen ad vejen.

 

anmeldelse

Et lyst sind – er ofte en viljessag af Britt Bendixen

Et lyst sind: er ofte en viljessag af Britt Bendixen i samarbejde med Iben Albinus Sabroe, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 4/5

IMG_6732Britt Bendixen bliver født d. 14. januar 1942 i København. Hun er datter af overlærer og danselærer Frode Godtfred Bendixen og danselærerinde Mitzi Bendixen. Britt vokser op sammen med sin storebror, Bo, som er 7 år ældre end hende selv.

Sammen med Britts mormor, Edla, åbner moderen Mitzi en trikotagebutik, hvor hun arbejder sideløbende med, at hun har et job på et advokatkontor.

Under 2. verdens krig går Mitzi og Frode til dans for at have et eller andet at tage sig til og de bliver meget hurtigt rigtig gode til det. Frode foreslår på et tidspunkt, at de skal uddanne sig til danselærere og i 1942 åbner de Bendixens Danseinstitut. 

Af samme grund var det ikke tilladt at bande i mit hjem, for min mor mente, at hvis ens ordforråd er stort nok, er det ikke nødvendigt at bande.

Både Britt og Bo går til dans på danseskolen. De bliver begge rigtig dygtige og uddanner sig sidenhen til danselærere ligesom forældrene. Allerede som 7-årig vinder Britt Danmarksmesterskabet i Scottish og Tyrolervals sammen med sin faste dansepartner, Torben.

Fordi stort set alle gik til dans på danseskolen, enten forældrene eller deres børn, eller begge parter, blev det forventet, at jeg også hilste på folk, selvom jeg ikke kendte dem.

Al dansetræningen går udover Britts skolegang. Hun er rigtig kvik, følger godt med i timerne og deltager aktivt, men lektierne bliver sjældent lavet. Hendes mor foreslår et kostskole ophold, hvor de i starten aftaler en måneds prøveperiode og Britt ender med at blive ganske glad for kostskolelivet.

Britt færdiggør Fjerde Mellem (nu kaldet 9. klasse) på Sorø Privat- og Realskole med et godt karaktersnit i både sprog og matematik og kan, hvis hun vil, vælge præcis den studieretning hun vil, på gymnasiet. Hun vælger dog istedet at ville ud og opleve verdenen.

Et lyst sind er ikke bare noget, man er født med, mente min mor. Sommetider kræver det viljestyrke at finde det frem. Det er den leveregel, jeg er opdraget med, og som jeg stadig bekender mig til.

Ægteskabet mellem Mitzi og Frode Bendixen holder dog ikke. Frode har en affære og da Mitzi finder ud af det, ønsker han i starten at beholde elskerinden ved siden af. Det vil Mitzi dog ikke være med til og de bliver skilt i 1949. Mitzi overtaget meget utraditionelt danseskolen og driver den videre med succesfuldt.

IMG_6736

I 1962 overtaler Bo Britt til at de begge skal gå til audition som dansere til Cirkusrevyen. Bo ryger ud i en af de første runder, men Britt klarer sig igennem runde efter runde og det bliver starten på hendes lange, imponerende karriere som danser og sidenhen koreograf på først små revyer rundt omkring i landet og derefter på Cirkusrevyen. Britt koreograferer første gang Cirkusrevyen i 1975, da Preben Kaas var instruktør.

Jeg havde fundet en mand, som jeg var fuldstændig vild med, og som uden at tænke nærmere over det tillod mig at være den kvinde, jeg ville være. Min egen.

Britt Bendixen møder først gang Gene Nettles på danseskolen på Suomisvej, hvor hun er til audition på Cirkusrevyen i 1962. De holder kontakten løbende og i 1963 inviterer Gene Britt med til premieren på sin nye forestilling på Odense Teater og samme aften bliver de kærester, men de forventer ikke meget af forholdet, da det er meningen, at Gene skal tilbage til New York. Sådan endte det dog ikke blive og ud af forholdet kommer sønnen Niclas Bendixen som fra første dag er Britts et og alt.

IMG_6735

Forholdet til Gene holder ikke og de går fra hinanden i 1981. I 1995 bliver Britt inviteret til åbning af pressefotografen Tine Harders nye studio. Her møder hun Marianne, som er 18 år yngre end hende selv. Aftenen går ikke helt, som man kunne have håbet og der går længe før de ser hinanden igen. Men til premieren på Anne Linnets musical Thorvaldsen står de pludselig foran hinanden igen. Nogle dage efter inviterer Britt Marianne hjem til middag og spørger samtidig om, hun vil flytte ind og det vil Marianne gerne. Resten er historie og her 22 år senere bor de stadig sammen og har sådan et forhold, som de fleste drømmer om.

Ingen af os har noget imod at være alene. Og er vi væk fra hinanden, savner vi hinanden, men vi tillader, at vores respektive karrierer får lov til at fylde det, der kræves.

I december 2004 ringer produceren fra Vild med Dans for at spørge om, hun vil ikke vil komme til audition som dommer til programmet. I starten er Britt skeptisk, men hun vælger alligevel at tage afsted. Hun ender med at blive tilbudt jobbet sammen med Anne Laxholm og Jens Werner og de har været faste værter i alle 12 år, hvilket er blevet til 13 sæsoner.

Britt Bendixen fyldte i år 75, men det betyder ikke, at hun lægger hverken arbejdet eller den zebrastribede bikini på hylden.

Jeg vil ikke ærgre mig over livets modgang. Sådan er jeg opdraget, og sådan lever jeg med et lyst sind.

—————

Britt Bendixen har altid være min yndlings dommer i Vild med Dans, så da jeg fandt ud af, at hun skulle skrive en biografi, vidste jeg med den samme, at den måtte jeg bare læse og jeg er helt sikkert ikke blevet skuffet.

Jeg havde godt på fornemmelsen, at Britt Bendixen havde lavet mange spændende ting og havde haft et spændende liv, men jeg havde ingen anelse om, hvor mange forestillinger og film, hun har danset i og hvor mange forskellige revyer, hun har været tilknyttet som koreograf.

Jeg har siddet og heppet indvendig på mor Mitzi, da hun ville overtage danseskolen, selvom det slet ikke var normal praksis dengang, og blevet helt varm inden i af at læse om Britts forhold til Gene, som startede ud med at være det perfekte eventyr forhold, som dog desværre ikke holdt. Og ikke mindst har jeg fældet en tåre eller to, da jeg læste om dengang Britt først mistede sin bror og nogle år senere mistede sin mor.

Et lyst sind: er ofte en viljessag er en rigtig hyggelig biografi om hele Danmarks Britt Bendixens spændende liv.

IMG_6733

 

Uncategorized

“Nøgen hjemkomst” af Lars Bjerregaard Jessen

Nøgen hjemkomst af Lars Bjerregaard Jessen. Skriveforlaget, 2017. Anmeldereksemplar fra forfatteren. Antal stjerner: 3/5

IMG_6727

Nøgen hjemkomst er anden roman af Lars Bjerregaard Jessen om ægteparret Emil og Louise og deres to børn Anna og Bjørn.

I første kapitel bliver Emil tilbudt at vende tilbage til sit gamle job i Florida, som han forlod 5 år tidligere. Men er Emil klar til at smide alt, hvad han har i hænderne for at flytte tilbage til Florida eller er han godt tilfreds med, hvor livet har ført ham hen?

The time has come to make decisions

Historien sprænger herefter 5 år tilbage til Emil og Louises liv i Florida. De har begge jobs, som giver mad på bordet og børnene er glade for deres daginstitutioner. Men nu hvor Anna snart skal starte i skolen, må familien træffe en beslutning, om hvor det skal være henne – skal de blive i Florida eller er det tid til at trække teltpælene op og flytte et nyt sted hen?

Louise gør det hurtigt klart, at hun trænger til luftforandring og de bliver enige om, at det vil være en god ide at flytte tilbage til Danmark, så Anna kan starte i skole der og begge børn kan få et tættere forhold til deres bedsteforældre. Beslutningen er taget og jagten går ind på at finde job i Danmark. Louise får kontakt til en gammel arbejdskollega fra Danmark, som hjælper hende med at få job hos det firma, som har arbejder hos nu. Familien bruger sommerferien i Danmark på at få købt et hus, som de kan flytte ind i senere på året og Emil fortsætter jagten på et job.

IMG_6729

Da de når efteråret pakker de alle deres ejendele sammen i en stor container, som sejles til Danmark og resten har de med i deres egen bagage. Deres liv i USA afsluttes med et par dage i Key West for at sørge for, at slutningen bliver god.

Efter et par uger i en lånt lejlighed, flytter de ind i deres nye hus og kan begynde deres nye liv i Danmark. Alt er dog ikke, som de havde forventet og Louise skifter hurtigt karakter og bliver fjern og til tider en smule fjentlig.

“Sikke en nøgen hjemkomst,” hørte han sig selv sige.

Emil konfronterer hende med hendes pludselige personlighedsændring og hun fortæller, at hendes nye job ikke er det, hun havde forventet, at det ville være. Derudover elsker hun ikke længere sig selv og værst af alt har hun mistet alle følelser for Emil.

Emil sætter sig for at finde ud, hvad det er der foregår. Hans første indskydelse er, at det må skyldes det kulturchok, det har været at flytte tilbage til Danmark efter så mange år i Florida. Emil er bange for at det er ved at udvikle sig til en depression. Det er dog ikke kun Louise, der har det skidt, for alle bekymringerne ender med at sende Emil på randen af depression selv. Emil gør hvad han kan for at redde deres forhold, men han har også en fornemmelse af, at Louise måske ser en anden, hvilket hun dog benægter.

Lidt efter lidt finder Emil spor som peger imod, at Louise måske overvejer at forlade ham. Emil må derfor på en rejse ind i sig selv for at finde ud, hvilken retning han ønsker at tage livet i nu, for han har på fornemmelsen, at det ikke er muligt at redde deres forhold denne gang.

Hvor er livet dog ulideligt hårdt en gang imellem, hvor kan det også være fantastisk.

Han spørger sig selv, om han vil have glæden i livet, hvis sorgen og smerten følger med? Altså hvis man har muligheden for at vælge. Han tænker sig om og kommer hurtigt frem til et klart ja.

Og så vil jeg ikke afsløre mere om, hvad der sker.

——–

Det har taget mig rigtig lang tid at nå frem til, hvad jeg skulle skrive om Nøgen hjemkomst. 

Jeg kan godt lide selve historien, men jeg kom desværre aldrig til at holde lige så meget af karaktererne, som jeg havde håbet, at jeg ville. Derudover blev jeg aldrig helt gode venner med det sproglige aspekt af bogen. Det var forstyrrende for min læseoplevelse, at der var blandet engelske og spanske udtryk ind i teksten og selvom de ikke optrådte specielt tit, så tog jeg stadig mig selv i lige at skulle læse sætningen en gang til for at få det hele med.

Som sagt kunne jeg godt lide selve historien og jeg sad og gjorde mig mange tanker om, hvad der mon ville ske som det næste. Ville Emil sige ja til jobbet i Florida? Hvad var der galt med Louise? Og var Louise virkelig Emil utro, som han havde på fornemmelsen? Jeg vil derfor gerne anbefale Nøgen hjemkomst til folk, som kan lide en god historie om en mands kamp for at redde sit familieliv og om at indse, at livet nu engang kan ændre sig pludseligt og man må bare følge med strømmen og få det bedste ud af det.

Nøgen hjemkomst er en ganske udemærket roman om parforholdets op- og nedture og om at få det bedste ud af livet uanset, hvor uretfærdigt det hele kan virke nogle gange.

IMG_6729

forfattermiddag

Forfattermiddag med Troels Palshof

I onsdags havde jeg den udsøgte fornøjelse sammen med 7 andre heldige vindere at spise lækker mad på Castenskiold i Aarhus sammen med forfatter Troels Palshof, som lige nu er aktuel med romanen Sommerfugleklanen. Aftenen bød på inspirerende bogsnak, gode grin og seriøse snakke om drømme og fremtidsplaner.

Men lad mig lige starte fra begyndelsen. I mandags så jeg ved et rent tilfælde et opslag på Facebook fra Saxo med en konkurrence om at deltage i en forfattermiddag med forfatteren til Sommerfugleklanen, Troels Palshof, i enten Aarhus eller København. Jeg skyndte mig at skrive en kommentar til opslaget, så jeg måske kunne være heldig at få lov at deltage. Senere på dagen fik jeg en besked fra Mette hos Saxo, som skrev, at jeg var en af de heldige vindere, som fik lov at deltage i forfattermiddagen i Aarhus. Så onsdag aften hoppede jeg på en bus til Aarhus med sommerfugle i maven og så frem til en spændende og hyggelig aften og mine forventninger blev mere end indfriet.

Jeg ankom en smule for tidligt til Castenskiold, hvor vi skulle spise, men jeg spottede hurtigt nogen andre, som så ud som om de var der af samme grund som mig, så jeg gik ind efter dem og fandt mig en plads ved bordet. En efter en ankom de restrende vindere (vi var 8 i alt) og tilsidst Troels Palshof selv. Troels gik en runde og hilste på alle og gav os så hver et eksemplar af Sommerfugleklanen (Tak til Politikens Forlag for bogen).

IMG_6722Herefter satte vi os alle ned og tjeneren kom og fortalte lidt om den tre-retters menu vi skulle have, som Troels Palshof havde forudbestilt til os.

Troels Palshof startede med at fortælle lidt om, hvor ideen til Sommerfugleklanen kommer fra. Ideen udsprang af, at Palshof sad ved sin syge fars side den sidste tid og de få timer om natten, hvor faderen sov, sad Palshof og fortalte ham en masse historier. Når faderen vågnede om morgenen, spurgt han først efter sin pibe og begyndte dernæst at snakke om de ting, som Palshof havde fortalt ham, imens han sov. Det fik Palshof til at tænke over, hvor interesant det er, at man kan fortælle folk noget, imens de sover og så kan de huske det, når de vågner.

Det blev tidligt på aftenen besluttet, at vi alle skal mødes igen i nærmeste fremtid, når vi har læst bogen, så vi kan komme med kommentarer og ideer til den næste bog, så vi måske kan få lidt indflydelse på, hvad der kommer til at ske i den næste bog.

Tidligere i år besluttede Troels Palshof, at det var på tide at give det der skriveri en chance. Han satte sig ned ved sin computer og skrev en hel dag. Da dagen var omme tænkte han “Det her føles fandme godt” og hver dag derefter gik med at skrive videre på den historie, som endte med at blive til Sommerfugleklanen. Palshofs kone læste med på sidelinjen igennem skriveprocessen og kom med feedback og gode ideer løbende. Da historien nåede sin ende printede Palshof manuskriptet ud og lod sin mor læse det. Moren var vild med historien og Palshof og hans kone endte med at sætte hele sommerferien af til at læse korrektur på bogen og rette til hist og her.

IMG_6715Troels Palshof valgte fra starten af at gå selvudgivervejen og overvejede på intet tidspunkt at sende manuskriptet til et forlag. Så Palshof sendte bogen afsted til en professionel korrekturlæser og fik den dernæst trykt. Da det viste sig at være mere eller mindre umuligt at få bogen anmeldt, når man går selvudgivervejen, valgte Palshof at tage tyren ved hornene og han startede på en boghandler-tur rundt i hele landet for at sælge sin bog. Dernæst fik han en stand på årets BogForum og det var i denne weekend det hele virkelig tog fart. Palshof bliver interviewet i Nyhederne på tv2 og før han vidste af det, var alle 2000 eksemplarer af bogen, som han havde bestilt fra trykkeriet, efter at have fået solgt de 1300 fra 1. oplag, revet væk af boghandlere og interessen for ham på BogForum var enorm. Siden BogForum har Troels Palshof skrevet kontrakt med Politikens Forlag, som indtil videre har købt rettighederne til de tre første bøger i serien.

IMG_6710

Palshofs historie blev afbrudt af serveringen af forretten, som bestod af saltet laks med rævesovs og dild. Jeg er enormt kræsen, men jeg gjorde, hvad jeg kunne for at spise bare lidt af det for ikke at virke uhøflig.

Snakken kom herefter ind på, hvad vi kræver af en bog for at ville kalde den for en god bog. Jeg sad længe og lyttede til de andres forslag, men jeg nåede ikke frem til mit eget svar før jeg sad i bussen hjem.

IMG_6713

Hernæst blev det tid til hovedretten som bestod af sprængt and med varme krydderier, og confiteret andelår, selleri & kål, hvilket faldt langt mere i min smag.

Snakken gik rundt om bordet og Palshof opfordrede os til at stille alle de spørgsmål, vi måtte have, for han var klar på at svare på næsten alt. Det blev til en snak om alternative elevatorer, karakterernes navne og brugen af engelske ord i det danske sprog.

IMG_6714

Til sidst blev det tid til desserten: Ris a la mande a la iscreme med kirsebær, puffede ris og stykker af vaniljekrans. Jeg kunne godt have spist en ekstra portion eller to af det!

IMG_6723

Efter lidt mere snak rundt om bordet, fik vi taget et gruppebillede og herefter signerede Palshof vores bøger og tog billeder med os hver især. Jeg tror aldrig, at jeg har mødt en forfatter før, som næsten ender med at skrive en hel stil, når han signerer bøger! Beskeden i min bog henviser til, at jeg fortalte, at jeg havde drømt om at blive forfatter, indtil min dansklærer grinte af mig, da jeg sagde det.

IMG_6717

Hefter forlod jeg Castenskiold med det største smil på læben og bevægede mig ned til rutebilsstationen for at tage bussen hjem til Odder igen.

Jeg glæder mig allerede til at være i selskab med Troels Palshof og de andre vindere igen og i mellemtiden skal jeg have læst Sommerfugleklanen. Mon ikke der kommer en anmeldelse af den på bloggen på et senere tidspunkt.

Tak til Troels Palshof og de andre vindere for rigtig hyggeligt selskab og gode grin.

anmeldelse

Første indtryk af “Min notesbog”

Min notesbog. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag, 2017. Stjernevurdering kommer i løbet af 2018, når jeg har haft mulighed for at bruge bogen i praksis.

IMG_6703

Jeg ELSKER Min notesbog! Så kort kan det egentlig siges, men jeg må hellere uddybe lidt.

Jeg har i hele 2017 benyttet mig af bullet journal formatet til at holde styr på mine aftaler osv. Hele året har jeg hver måned tegnet en ny måneds kalender i min Leuchturm notesbogen og dekoreret den efter bedste evne. Over de seneste måneder har jeg dog ikke rigtig kunnet finde motivationen og overskuddet til virkelig at gøre noget ud af månederne. Jeg tænkte, at der var nogen, der burde lave en notesbog, som man kunne købe, hvor der var lavet kalender oversigten, som man så enten selv dekorere eller man kan lade den være som den her, men i et meget lækrere format end de spiralkalendere, som vi alle har brugt på et eller andet tidspunkt i livet. Politikens Forlag er kommet mig til undsætning med udgivelsen af  Min notesbog.

Min notesbog starter med et indeks over bogens indhold, hvor man får mulighed for at skabe sig et overblik. Dernæst følger nogle sider om, hvordan bogen kan bruges i praksis.

IMG_6707IMG_6705

Hver uge består af et skema inddelt i dage, et felt til noter, et til skridttælling og mulighed for at afkrydse hvor mange glas vand, man drikker hver dag.

Hver måned er der fokus på et specielt emne som for eksempel film og serier, musik, bøger og personlig udvikling. Derudover har man hver måned i slutningen af måneden mulighed for at gøre status over månedens forløb og højdepunkterne i måneden. Hver måned indeholder også en “humør” blomst, hvor man hver dag kan farvelægge et blad på blomsten alt efter, hvordan dagens humør har været.

IMG_6704IMG_6706

Indtil videre er den eneste ting, jeg ville ønske bogen også indeholdt, en lomme bagerst i bogen til opbevaring af klistermærker og andre små sedler, som man gerne vil have med rundt.

Min notesbog er den perfekte kombination af kalender, listeskrivning, sundheds tracker og helt almindelig notesbog.

Jeg glæder mig helt enormt til at tage Min notesbog i brug og jeg tænker, at jeg godt allerede kan begynde at skrive de aftaler i, som jeg allerede nu har i 2018 samt begynde at dekorere siderne med nogle af alle de klistermærker, jeg har indkøbt i løbet af året til min bullet journal.

En endelig anmeldelse af Min notesbog kommer i løbet af 2018, når jeg har haft mulighed for at bruge den i praksis.

 

 

anmeldelse

“Den sorte kat i Mosul” af Puk Damsgård

Den sorte kat i Mosul af Puk Damsgård, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 4/5

IMG_6663

Den sorte kat i Mosul er tredje bog af journalist Puk Damsgård. Damsgård befinder sig denne gang lige midt i krigen i Mosul, hvor hun bor hos nogen af de soldater, som hver dag kæmper mod IS. I Mosul tilbringer Damsgård det meste af tiden sammen med sergent Dhafer og major Saif* og deres overordnede Skyggen*.

De sidste 500 meter fra basen til frontlinjen var som afstanden mellem to planeter.

Damsgård følger soldaterne både når de er på vej ud på opgave og når de kommer tilbage til basen efter missionen og skal gøre status på dagens opgave. Hun oplever både de gode og dårlige stunder med soldaterne. Soldaterne åbner op overfor hende og fortæller om deres familier, deres venner, deres liv før de sluttede sig til oprørsstyrkerne og om deres planer for fremtiden. Alle soldaterne har planer – der er bare ingen af dem der ved om eller hvornår de kommer til at føre planerne ud i livet.

I Den sorte kat i Mosul hører vi også historien om familien Ogaidi, som Damsgård har mødt på tidligere ophold i Irak. Familien er flygtet fra Mosul flere år tidligere, da Islamisk Stat rykkede tættere og tættere på Mosul. Ali Ogaidi bor i eksil med sine forældre Nadiya og Samir* i Erbil. Alis søster Rukan* bor i Dubai og Damsgård besøgte hende, inden krigen rykkede ind i Mosul.

Damsgård har lovet at besøge familiens hus, som de selv har været ved fra i flere år, fordi IS har overtaget styret i byen. Rukan beder Damsgård om også at kigge efter familiens sorte kat, Zannu, som de måtte efterlade, da de ikke kunne medbringe ret mange ting, idet det ikke måtte være tydeligt, at de flygtede fra byen.

Jeg skulle søge og strejfe som en hjemløs kat i Mosul.

Sideløbende er Damsgårds mål med opholdet i Mosul også at finde Ali og Rukans tanter Batul og Hanaa, som de ikke har haft kontakt med siden, de selv forlod Mosul. Da soldaterne endelig har generobret området af byen, hvor tanterne bor, begiver Damsgård sig, i følgeskab med et par soldater over til tanternes hus.

IMG_6665

For you it’s a story – but for me it’s my life.

Damsgård står flere gange overfor etiske dilemmaer, hvor hun bare må se passivt til, imens der foregår ting, som hun ikke selv finder etisk korrekte. Der er dog ikke noget at gøre, for Damsgård er i soldaternes verden nu og hun må bare acceptere, at de gør tingene på deres måde. Beretningen om sergent Dhafer, der slår en fange med et bræt med søm i, gjorde specielt stort indtryk på mig og jeg kan næsten ikke forestille mig, hvordan det må have været for Damsgård at overvære det.

Både Saif og Dhafer virkede uforstyrrede af min tilstedeværelse, selvom jeg gentagne gange havde gjort dem opmærksom på, at jeg ville gengive det, jeg fandt relevant fra mit ophold hos styrkerne.

Derfor forholdt jeg mig passivt, uanset hvor modbydeligt det indimellem føltes. Og derfor stod jeg tavs og iagttog scenen, der udspillede sig for øjnene af mig.

Som hun selv siger, så må hun bare lade tingene gå sin gang og iagttage det der foregår. Hun har gjort dem opmærksomme på, at hun gengiver alt, hvad hun finder relevant og jeg er vild med at Damsgård ikke skjuler noget for sine læsere. Hun fortæller tingene som de er og kommer med velovervejede kommentarer til tingene.

“Jeg forlod krigen i Mosul for sidste gang, en uge før den officielt blev erklæret slut 10. juli 2017.”

Den sorte kat i Mosul er en rørende og hudløst ærlig beretning fra frontlinje i Mosul, hvor Puk Damsgård på nærmeste hold følger nogle af de soldater, som kæmper mod IS og historien om nogle af alle de mennesker, som er direkte berørt af krigen og som må flygte fra alt det der kender for at være i sikkerhed.

IMG_6664

* Samir, Nadiya og Rukan er ændrede navne. Ali, tanterne Batul og Hanaa er rigtige navne. Det samme er sergent Dhafer og major Saif. Skyggen er et navn obersten selv har valgt at gå under.