anmeldelse

“Kludedukken” af Daniel Cole

Kludedukken af Daniel Cole, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Oprindeligt udgivet som Ragdoll i 2017. Antal stjerner: 5/5

IMG_6524Hvad sker der, når en seriemorder, der allerede har begået 6 mord, afleverer en liste til pressen med de næste 6 ofre for hans forbrydelser? Og hvad sker der, når en af kriminalassistenterne, som arbejder på sagen, selv er på listen?

I Kludedukken møder vi kriminalassistenten William Oliver Layton-Fawkes i daglig tale kaldet Wolf. Sammen med sine kollegaer Baxter og Edmunds kommer han på en sag, som starter ud med, at der bliver fundet et lig, som viser sig at være syet sammen af dele fra seks forskellige mennesker.

Der var i hundredvis af næsten usynlige tråde, som holdt skikkelsen på plads, og de var forankrede i to særdeles kraftige metalkroge.

Liget, som hænger i loftet, i bygningen overfor der, hvor Wolf selv bor, er et frygteligt syn og det gør det ikke bedre, da Wolf opdager, at ligets ene hånd med en udstrakt finger er vinklet sådan, at “kludedukken” peger direkte over på Wolfs lejlighed.

Det er en sag, du kun får én gang i dit arbejdsliv.

Efterforskningen viser hurtigt, at hovedet på liget tilhører en mand, Naguib Khalid, fra en sag, som Wolf tidligere har været en del af og som var skyld i, at Wolf måtte tilbringe en periode på en psykiatrisk afdeling, fordi efterforskningen steg ham til hovedet og han endte med at tage sagen i egen hånd. Så pludselig er Wolf personligt involveret i sagen og involveringen gøres ikke mindre, da Wolfs ekskone får tilsendt billeder af “kludedukken” og en liste over seriemorderens næste drab – og den sidste på listen er Wolf.

IMG_6525Det hele bliver et kapløb med tiden og en for en krydses folk på listen af på trods af, at politiet gør alt, hvad de kan for at beskytte den næste på listen. Wolfs mentale tilstand bliver mere og mere ustabil samtidig med, at der kommer flere og flere sandheder frem.

Hvem kan man egentlig stole på? Hvor godt kender man egentlig sine kollegaer?

———–

Lørdag morgen besluttede jeg mig for lige at læse et kapitel eller to i Kludedukken og før jeg vidste af det, havde jeg siddet i sofaen i mange timer fuldstændig opslugt af bogen og det var først, da jeg vendte den sidste side, at det gik op for mig, hvor lang tid der var gået og hvor sulten jeg egentlig var.

Jeg er helt vild med den måde, hvorpå Daniel Cole skriver! Hans fantastiske beskrivelser af karakterne og hvad de føler og tænker. Smukke og rørende beskrivelser af omgivelserne. En dejlig rundtur i de dystre og farlige dele af London. Og en rejse ned i de mørkeste og mest hemmelige dele af det menneskelige sind i et forsøg på at forklare, hvorfor mennesker handler, som de gør.

Jeg ville elske at se en tv-serie eller film med udgangspunkt i Kludedukken for jeg synes virkelig, at handlingen og persongalleriet ville gøre sig godt enten i fjernsynet eller på det store lærred.

Kludedukken er enormt spændende, rigtig velskrevet og fuldstændig umulig at lægge fra sig, når man først er gået igang. En rigtig spændende og gåsehudsfremkaldende pageturner.

IMG_6526

Reklamer
anmeldelse

“Svækling” af Michael Enggaard

Svækling af Michael Enggaard, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 4/5

IMG_6532

Hvor godt kender man egentlig de folk, der står en nærmest? Og hvad sker der, når en tidligere elitebokser, som opdager sin fars dybeste hemmeligheder, møder en sygeplejerske fra Vesterbro, som også har sin egne dæmoner at kæmpe med?

Svækling møder vi Frank Thøgersen, som er tidligere elitebokser og som nu ejer sit eget autolakringsværksted. En dag bliver Frank ringet op af sin fars chef, som fortæller, at faren, Gerhard, er kommet til skade. Faren har brækket hoften og kommer ikke på benene foreløbigt. Før Frank ved af det, er farens gæld til en unavngivet mand, overført til ham og han bliver afpresset af den unavngivne mand. Det viser sig, at faren sælger cigaretter på sin arbejdsplads og det er gælden for disse cigaretter, som Frank nu hænger på. Men hvem er det der afpresser ham?

Mennesket kan vågne ude af takt med sig selv, så det kommer til bevidsthed oppe i hovedet, før legemet har fået besked.

Sideløbende møder vi sygeplejersken Ellen, som arbejder på Vesterbro. Ellen bliver i sin søvn hjemsøgt af sit dødfødte barn og den mand, som hun flygtede fra. Livet er ikke nemt, men Ellen passer sit job og er ikke bleg for at gøre lidt ekstra for de borgere, som hun er tilknyttet. Ellen får en ny borger, Franks far Gerhard, som hun skal skifte bandage og rense sår på. Hos Gerhard møder hun Frank.

Frank overtager træningen af bokseren Vicky, som faren var ved at træne til DM. Samtidig forsøger han at finde ud af, hvem det er, der har overført farens gæld til ham og som nu afpresser ham. Gælden er dog ikke den eneste hemmelighed, som faren har skjult for sin søn og hele Franks tilværelse bliver vendt på hovedet, da faren fortæller ham sin største hemmelighed.IMG_6531

Frank og Ellen kommer tættere og tættere på hinanden og Ellen lover at hjælpe Frank med at opsøge farens anden hemmelighed og til gengæld skal Frank hjælpe Ellen med at opsøge spøgelserne fra hendes fortid.

—————–

Det tog mig rigtig lang tid at komme ordentligt igang med Svækling, men da jeg nåede godt 70 sider ind i den, endte jeg med at læse resten af bogen i ét stræk.

Frank er sådan en karakter, som man ikke kan andet end holde af. Han er en stolt mand, som står ved sin principper, men han er heller bange for at sænke sine parader og bede om hjælp.

Handlingen er nærværende og troværdig. Jeg synes, at Svækling ville egne sig enormt godt til at blive lavet til en film eller måske en tv-serie. Jeg ville ihvertfald gerne tilbringe tid med Frank, Ellen og alle de andre på en skærm.

Michael Enggaard kommer i Svækling ind på nogle meget relevante samfundsemner. Jeg er f.eks. helt vild med det tidspunkt, hvor Gerhard spørger Ellen om, hun har børn og hendes svar er: “Nej, men jeg har et forholdvis meningsfuldt liv alligevel” for det er som om, at man som kvinde i en bestemt alder gerne skal være gift og have børn, men det er ikke alle, der har lyst til det og jeg kan virkelig relatere til Ellen på det punkt.

Jeg er vild med Michael Enggards måde at skrive på. Han formår på den helt perfekte måde at kombinere de seriøse emner, som bogen beskæftiger sig med, med et dejligt pust af humor.

Hun syntes, at det så ud, som om den hele tiden lugtede ting, han ikke brød sig om.

Svækling er en yderst velskrevet bog om, hvor overrasket man kan bliver over, hvor lidt man egentligt kender de folk, der står en nærmest og om hvordan den hjælpende hånd, man har brug for, kan vise sig at komme fra en helt uventet kant.

IMG_6530

anmeldelse

“Er det ondt ikke at være sikker?” af Lena Dunham

Er det ondt ikke at være sikker? af Lena Dunham, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 5/5

2017-09-29 09.57.08Er det ondt ikke at være sikker? er en forkortet og uredigeret udgave af Lena Dunhams personlige dagbog fra 2005, som dengang gik under navnet: Dagbog over kreative brudstykker og iagttagelser. Dagbogsoptegnelserne handler om kærlighed, venskab, sex og livet generelt. Lena Dunham er hudløst ærlig omkring hvordan det var, at være hende da hun var 20 år gammel og lige startet på universitetet. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når hun beskriver seksuelle oplevelser.

Bange for at næste gang jeg har sex, vil det føles som at få stukket en kniv op i fissen.

Og Dunham behandler emner, som de fleste piger kommer til at stifte bekendtskab med på den ene eller den anden måde på et eller andet tidspunkt i livet. For er det for eksempel fair overfor en fyr at blive i et forhold, selvom man ikke er sikker på, at man overhovedet elsker ham?

Hvis jeg kun måtte være belærende om én ting, (men gud hvor jeg håber at det aldrig bliver tilfældet), ville det være min overbevisning om at unge mennesker, særligt unge kvinder, skal skrive deres oplevelser ned. Om ikke andet så fordi du er den eneste som vil have netop disse oplevelser, og vi vil ikke miste dem når du forsvinder, eller glemmer eller bliver voksen og får forfærdelige vinterstøvler.

Jeg er fuldstændig enig i ovenstående citat for efter at have læst uddragene af Dunhams dagbog fra dengang, hun var 20 år, ville jeg ønske, at jeg selv havde skrevet dagbog, da jeg var 20 for det ville helt sikkert have været interessant at læse igen nu.

når berømte mænd ser godt ud i virkelighede, bliver jeg trist og vred.

Jeg har grint højlydt af dagbogsnotater som “min ene kat suttede på min anden kats brystvorte og gav ham en infektion” og “De katte holder aldrig op med at prutte”. Jeg har krummet tæer over, hvor meget jeg kan relatere til de ting Lena Dunham skriver om at være 20 år gammel. Jeg har fået våde øjne, fordi jeg blev trist på hendes vegne. Man kommer hele vejen igennem følelsesregistret.

2017-09-29 09.56.01

Er det ondt ikke at være sikker? er hudløst ærlige livsbetragtninger fra dengang Lena Dunham var 20 år og lige så usikker på det hele som enhver anden 20-årig. Jeg glæder mig allerede til at læse den igen og igen for jeg bliver aldrig træt af Lena Dunhams seriøsitet krydret med humor.

anmeldelse

“Turen går til Bøgernes Verden – en litteraturguide til rejser” af Kathrine Tschemerinsky

Turen går til Bøgernes Verden – en litteraturguide til rejser af Kathrine Tschemerinsky, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 5/5

SONY DSC

Jeg tvivler på, at jeg er den eneste, der har siddet og skulle planlægge en rejse og så har man pludselig fået en tanke om, hvilke bøger der foregår, der hvor man skal hen, for så kunne man jo lige tage en af dem med. Det er dog altid blevet ved tanken, for jeg har aldrig taget mig sammen til at google det. Men det er der kommet en løsning på nu!

Turen går til bøgernes Verden er en anerledes rejseguide, der stimulerer lysten til at rejse – og til at læse.

Turen går til Bøgernes af Kathrine Tschemerinsky er et fantastisk opslagsværk over, hvilke romaner, der foregår hvor i verdenen. Hvert afsnit indledes med en kort beskrivelse af verdensdelen og efterfølges af lister over, hvilke bøger der foregår i de forskellige lande og i de største byer i landene. Bogen indeholder en god blanding af klassisk og ny litteratur og der er helt sikkert noget for enhver smag. Og jeg kan forestille mig, at man nemt bliver inspireret til at stifte bekendskab med helt nye forfattere og med  nye handlingslokationer, som man måske ikke lige havde overvejet før. Jeg har ihvertfald allerede skrevet op til flere bøger på min ønskeseddel, som jeg nok aldrig ville have fundet, hvis det ikke var for den her bog.

SONY DSC

At bladre igennem Turen går til bøgernes Verden har ihvertfald ikke gjort min rejsetrang mindre, men indtil videre må jeg nøjes med, at rejse alle stederne i bogform. En ting er sikkert; jeg kommer ikke til at rejse nogen steder hen uden lige at slå op i denne bog for at tjekke, om der ikke er en bog, som jeg lige skal have med, som foregår samme sted, som jeg skal hen.

Jeg ved ihvertfald allerede, at næste gang jeg skal til Grønland, så bliver det med Sangen for livet af Jørn Riel under armen. Næste tur til London kunne meget vel ende med at blive i selskab med Mrs. Dalloway af Virginia Woolf.

SONY DSC

Turen går til bøgernes Verden er den perfekte bog til rejseglade bognørder og jeg tror aldrig, at jeg bliver færdig med at sidde og bladre i den og lade mig inspirere til, hvor den næste litterære rejse skal gå hen.

anmeldelse

“Fordele og ulemper ved at huske” af Val Emmich

Fordele og ulemper ved at huske af Val Emmich, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 5/5

DSC00862

Hvad sker der når en mand, som så gerne vil huske sin afdøde partner, møder en 10-årig pige, som kan huske alt, hvad hun har oplevet siden hun var 5 år? Det får vi svar på i Fordele og ulemper ved at huske af den amerikanske forfatter Val Emmich.

I bogen møder vi først 10-årige Joan Sully, som dog helst vil kaldes Lennon til efternavn efter hendes helt store idol John Lennon. Joan lider af hyperthymesia eller HSAM – highly superior autobiographical memory – som gør, at hun kan huske alt, hvad hun har oplevet helt ned til mindste detalje.

Men jeg kan ikke bare sige pyt og glemme det. Det er jo det, der er problemet. Jeg kan ikke glemme noget som helst.

Joan bruger meget af sin fritid på at jamme sammen med sin far i farens studio, som ligger i lejligheden under den, de selv bor i. Faren var med i et band, da han gik på college og har skrevet musik til reklamer, men tidligt i bogen bliver det klart, at det er nødvendigt at lukke studioet og faren skal til at arbejde hos sin egen far i familieforetagnet. Som en sidste fælles opgave lover faren at hjælpe Joan med at skrive en sang til Den Næste Store Sangskriverkonkurrence. 

DSC00863I LA på den anden side af landet møder vi skuespiller Gavin Winters, som for nylig har mistet sin partner, Sydney. Gavin kan ikke finde ud af, hvordan han skal håndtere sorgen og han ender med at lave et stort bål i haven, hvor han brænder en masse af Sydneys ting. Men sådan et stunt har sin pris, når man er kendt skuespiller og det varer ikke længe før paparazzierne har omringet huset. Gavin har gået i college med Joans far Ollie og kender også Joans mor Paige. Det var Ollie og Paige, der førte Sydney og Gavin sammen. Ollie og Paige ser Gavin og hans store bål i nyhederne og Paige beslutter sig for at ringe til ham og hun ender med at invitere Gavin til at komme og besøge dem. Gavin tøver, men siger til sidst ja og da han ankommer til deres hus møder han for første gang Joan, som han har hørt så meget om fra Sydney og mødet med Joan ender med at vende op og ned på Gavins tilværelse.

Jeg ved godt, at jeg bør stoppe her, for jeg er fuldt bevidst om, at jeg er i gang med at vække nogle følelser, som har bedst af at blive liggende. Men der er noget i mig, som bare ikke kan lade fortiden hvile.

For Joan kan huske alt om Sydney og de indgår en aftale om at Gavin hjælper Joan med hendes sang til sangskriverkonkurrencen i bytte for, at Joan fortæller alt, hvad hun kan huske om Sydney.

De bringer mig muligvis tættere på ham, men de bringer ham aldrig for alvor tilbage.

Samarbejdet bringer dem på en fælles rejse gennem fortiden, nutiden og fremtiden og de lærer begge nye ting om dem selv.

——————————-

Som de 5 ud af 5 stjerner også afspejler, så er jeg totalt solgt til stanglakrids over Fordele og ulemper ved at huske.

Bogen beskriver helt perfekt, hvordan alle spiller hver deres rolle i livet og hvordan minder både kan være gode og dårlige. Minder kan bringe dig tilbage til de bedste tider i dit liv, men minder kan også så tvivl om tingene virkelig er, som man troede de var.

Jeg ved, at aftenen altid vil være gemt i min hukommelse, men minder er bare aldrig lige så gode som det virkelige øjeblik, ligesom en coverversion næsten aldrig er lige så god som originalen.

Jeg er vild med samspillet mellem Joan og Gavin og jeg er vild med den måde hvorpå de begge gør en enormt stor forskel for hinanden uden at gøre ret meget andet end det der ligger helt naturligt for dem. Gavin skrev mange sange i college så det er oplagt at han hjælper Joan. Joan er til gengæld rigtig god til at huske og det kommer Gavin til gode, da han så gerne vil huske Sydney.

Jeg er vild med at Gavin tager Joan med på en tur rundt i New York for at se på de steder, hvor John Lennon kom, for præcis sådan en rundtur var jeg også på for 11 år siden, da jeg var i New York og det føltes næsten som at være tilbage igen selv.

DIGITAL CAMERA

Et af mine absolutte yndlings citater fra bogen er:

Hvis en sang rammer en dybt nok, kommer man aldrig af med den igen.

For det samme gælder bøger og Fordele og Ulemper ved at huske er sådan en bog, som har rørt mig dybt og som har kørt rundt i mit hoved siden, jeg læste sidste sætning.

Sidst, men absolut ikke mindst, bliver jeg nødt til at nævne det helt fantastisk smukke cover med de rosaguld bogstaver. De kloge siger godt nok, at man ikke må dømme en bog på dens cover, men når en bog er så flot som denne, så synes jeg godt, at man må gøre en undtagelse. Og så er jeg også helt vild med de små tegninger fra Joans dagbog, som er en del af handlingen.

DSC00860

Fordele og ulemper ved at huske er efter min mening den perfekte feel good bog til en kold efterårsdag i selskab med en dampede varm kop te.

anmeldelse

“ØM” af Michael Robak

ØM af Michael Robak, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 4/5
IMG_6264

Hvad får man når man tager en 49-årig karrieremand og tvinger ham på et halvt års orlov? Og hvad sker der når han flytter fra København og til den lille by Skuldelev?

I “ØM” møder vi David Bramsen, som er nyhedschef på Bladet. Under et møde får han et ildebefindende og må en tur på sygehuset til observation. I ambulancen på vej til sygehuset går alvoren op for ham:

Det begyndte som et par uregelmæssige trækninger i mellemgulvet, så rullede det op gennem brystkassen og endte bagerst i ganen, inden det blev til en lyd, der kom ud af min mund.

Lægen anbefaler et par dages ro og afslapning samt motion og sund kost. Davids chef Næsehornet foreslår derimod at David tager 6 måneders ferie og får opbrugt noget af al den ferie han har sparet op igennem årene. For at komme lidt væk fra det hele lejer han et hus i den lille by Skuldelev. Her møder han blandt andre den gamle kørelærer Bit, som lader ham bo hos sig, da en rotte invaderer det lejede hus.

Den isolerede og ensomme hverdag er det ikke nemt for David i starten:

Afbryderen til min hjerne var gået i stykker, indfald og bebrejdelser kørte som en karussel uden bremser.

David har været gift med den svenske Sara, som han aldrig rigtig er kommet sig over. Sammen har de sønnen Nils. De første mange dage går med at tænke tilbage på dengang de var lykkelige og på dengang det begyndte at gå skævt. Da Sara hører om Davids situation inviterer hun ham på besøg hos hende selv og Nils i Berlin. Besøget går nok ikke helt som David forventer.

Historien bringer også David forbi den tidligere flamme Lotte, som ender med at sætte det hele i perspektiv for David.

David vænner sig mere og mere til livet i Skuldelev og da Nils er på besøg i vinterferien giver han udtryk for, at David meget gerne må beholde huset længere end planlagt. I fællesskab med sin bror, Bjarke, får David også ryddet op i sin faders hus, som har stået tomt siden faderens død flere år tidligere.

———

Jeg kan lige så godt være ærlig og sige, at det tog mig rigtig lang tid at komme ordentligt igang med ØM. Den fangede mig overhovedet ikke i starten, men da jeg så kom ordentlig igang, varede det ikke længe før, jeg nåede til slutningen af bogen uden at vide, hvor tiden dog var blevet af.

Hele Davids liv bliver sat i perspektiv, da han først falder om til et møde og dernæst næsten tvinges på orlov. Pludselig skal han tage stilling til, hvad han vil bruge sin dag på, efter man år, hvor hverdagen har været dikteret af andres behov og forventninger til, hvad han skulle udføre af opgaver. Alle karrieremennesker ville sikkert have godt af 6 måneders ophold i et lille hus et sted som Skuldelev.IMG_6266

Selvom jeg synes selve historien var svær at komme igang med, så var jeg fra starten helt vild med David Bramsen som hovedperson. Han har sine principper og han står ved dem så godt han overhovedet kan, men ligesom så mange andre så vælger han også sine kampe. Vigtigst af alt så er han en mand, som ikke er bange for sine følelser. Han involverer ikke nødvendigvis andre i, hvad han tænker og føler, men han er selv bevidst om at han har følelser og det er vigtigt at lytte til sig selv og sit hjerte. Og så er jeg også helt vild med hans små humoristiske bemærkninger til livet:

Jeg kunne blive vindueskigger: Stå på lur bag bøgehække og lærketræer og se andres liv udfolde sig og bagefter bogføre mine observationer i et hemmeligt kladdehæfte.

ØM er en hyggelig og tankevækkende roman med en skøn hovedperson. Den giver et underholdende og rørende indblik i hvordan den moderne (karriere)mand tænder.

blogger arrangement

En hyggelig eftermiddag på Godsbanen med Elsebeth Egholm

SPOILER ALERT: Dette blogindlæg indeholder små dele af handlingen fra Jeg finder dig altid, så hvis man stadig har dentil gode og ikke vil have ødelagt spændingen, så er det en god ide at gemme mit indlæg til en anden gang!

IMG_6149Onsdag d. 9. august havde jeg fornøjelsen af at tilbringe et par timer på Godsbanen i Aarhus i selskab med Elsebeth Egholm og en masse andre bloggere.

Efter lidt shopping begav jeg mig med nerverne udenpå tøjet mod Godsbanen. Ved hovedbygningen af Godsbanen mødte jeg tilfældigvis nogle andre bloggere, som skulle samme sted hen og de var, ligesom jeg selv, meget forvirrede omkring, hvor hovedindgangen egentlig er på Godsbanen, men ved fælles hjælp fandt vi til sidst den rigtige dør, hvor alle de andre blogger, Elsebeth Egholm og Camilla fra Politikens Forlag stod og ventede.

Efter en kort introduktionsrunde begav vi os ud på Godsbane området, som danner en del af rammen for Elsebeth Egholms nye bog Jeg finder dig altid. På vejen rundt fortalte Egholm lidt om, hvor ideerne til bogen kom fra og hun afslørede også lidt om, hvad vi kan forvente af den næste bog i serien, men mere om det senere.

Elsebeth Egholm har længe gerne villet skrivet om en karakter, som led af ansigtsblindhed – måske fordi hun, som hun selv siger, selv lider lidt af det, da hun er virkelig dårlig til at huske ansigter. Det var dog også vigtigt, at hovedpersonen havde en sej side, så udover at være læge, så klatrer hovedpersonen Rina også, samt laver street art under navnet Private Eye.

IMG_6156

I forbindelse med researchen til Jeg finder dig altid havde Egholm fået kontakt til en lokal streetartist, som bliver kaldt mormor. Mormor havde vist hende forskellige steder i Aarhus, som betyder meget for streetart miljøet og de havde selvfølgelig også været en tur rundt på Godsbanen, hvor Egholm blandt andet fandt en lille butik, som blev inspiration til den butik, som Rinas ekskæreste Ray har i bogen.

Da Elsebeth Egholm kom på ideen om, at Rina skulle klatre måtte researchturen også forbi en klatreklub i Gellerup. Hos klatreklubben havde Egholm spurgt ind til, hvor i byen det ville være realistisk, at Rina kravlede op for at hænge paste-ups op og de havde sagt Prismet, så der starter bogen.

IMG_6167Som tidligere nævnt blev der på gåturen også spurgt ind til, hvad der kommer til at ske i den næste bog. Vi vil jo alle gerne vide, hvor Rinas lillebror er. Er han død eller overlevede han kidnapningen, da de var børn? Og hvem var manden på taget af Prismet som skubbede Henrik Plesner ned? Egholm ville kun love, at vi får svar på de sidste spørgsmål i den næste bog. Brorens skæbne må vi nok vente lidt længere på.

Efter gåturen i blæsevejret rundt på Godsbanen var der bestilt mad til os hos Spiselauget på Godsbanen, så der begav vi os ind. Vi havde haft mulighed for at vælge imellem flere retter, hvor kalvefileten, som jeg også fik, viste sig at være mest populær. Maden var så lækker og jeg var så sulten, at jeg fuldstændig glemte at tage et billede af den, så det må I tænke jer til.

IMG_6188Inden maden kom på bordet nåede vi alle lige at få vores bøger signeret.

Snakken fortsatte under spisningen og en af de andre spurgte ind til, hvordan det var for Egholm at skrive om en anden karakter end Dicte. Dertil sagde hun, at det var en befrielse, idet hun trængte til noget nyt, men hun understregede dog også, at hun ikke har taget livet af Dicte endnu, så man kan aldrig vide om, der kommer mere engang.

Før jeg vidste af det, var det tid til at bevæge mig tilbage til banegården og tage bussen hjem til Odder igen efter en helt forrygende eftermiddag/aften. Først var der dog lige tid til et billede.

IMG_6180

Tak til de andre bloggere for hyggeligt selskab!

Og ikke mindst: Stort tak til Politikens Forlag for invitationen til arrangementet!