anmeldelse

“Den Underjordiske Jernbane” af Colson Whitehead

Den Underjordiske Jernbane af Colson Whitehead, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Opr. udgivet som The Underground Railroad i 2016. Antal stjerner: 5/5

DSC00844

Hvad sker der, når to unge slaver stikker af fra en bomuldsplantage i Georgia og begiver sig ud på en lang og farefuld rejse mod et bedre liv? Og kan man virkelig skrive virkelighedstro fiktion om en så stor del af den amerikanske historie, som The Underground Railroad er, uden at det mister troværdigheden?

Colson Whitehead beskriver i denne skønne roman historien om slavepigen Cora, som sammen med en jævnaldrende dreng, Caesar, stikker af fra den bomuldsplantage i Georgia, hvor Cora er født og opvokset. Ved hjælp af Den Underjordiske Jernbane begiver de sig fra Georgia til South Carolina, North Carolina, Tennessee og Indiana.

Til forskel for virkelighedens Underground Railroad, som bestod af et netværk af safe houses og hemmelige ruter over landjorden, som slaverne brugte til at flygte, er jernbanen i romanen rent faktisk en jernbane, hvor lokomotiver med vogne kører i lange tunnel gravet af slaver under jorden.

Kend din pris, og du kender din plads i verdensordenen.  At overskride plantagens grænse var som at overskride grundprincipperne for ens eksistens: umuligt.

Livet har ikke været nemt for Cora. Hendes mor, Mabel, flygtede fra plantagen, da Cora kun var 10 år gammel og ingen hørte nogensinde fra hende igen. Cora måtte altså tidligt lære at klare sig selv. Cora afskyr sin egen mor for at have efterladt hende på plantagen uden så meget som et ord. For hvem forlader dog sit eget barn på en bomuldsplantage, hvor man udemærket godt ved, hvilken fremtid der venter pigen?

Livet på plantagen er hårdt – ikke kun på grund af arbejdet i markerne. Forvalterne behandler slaverne præcis, som de vil og er ikke blege for at tage for sig af de unge slavepiger, som bare må makke ret.

På grund af uoverensstemmelser med en af de andre slavekvinder bliver Cora flyttet i Hob “af politiske årsager”

Af sted til Hob med dem, der var forvandlet til krøblinger af forvalterens afstraffelser, af sted til Hob med dem, som var knækket af det hårde arbejde på måde, man kunne se, og på måder, man ikke kunne se, af sted til Hob med dem, der havde mistet forstanden.

At være blevet flyttet over i Hob gør ikke livet nemmere for Cora, så de Caesar endnu engang foreslår, at de skal stikke af fra plantagen sammen og ved hjælp af Den Underjordiske Jernbane finde et bedre liv et andet sted, siger hun til sidst ja og de begiver sig ud på en farefuld rejse. På vejen møder de mange hjælpsomme mennesker, som sætter deres egne liv på spil ved at gøre alt, hvad der står i deres magt for at hjælpe de bortløbne slaver. De kan dog aldrig føle sig helt sikre uanset, hvor de er. Frygten for hvornår man bliver fanget igen sidder dybt i dem.

Men de var allerede forfulgt af skrækken, som de havde været det hver eneste dag på plantagen, og den holdt trit med dem.

DSC00849Det gør det heller ikke nemmere for dem, at slavefangeren Ridgeway, som også var ham der forsøgte at fange Coras mor, Mabel, igen, sammen med alle de andre slavefangere i området også er på jagt efter dem. For Ridgeway bliver det helt en besættelse at finde Cora igen, som en form for gengældelse af, at han aldrig formåede at fange Mabel igen, da hun stak af.

Frygten for at blive fanget igen forstærkes også kun af at Cora og Caesar udemærket godt ved godt, hvad der venter dem, hvis de bliver fanget.

Når de blev bragt tilbage, blev de udsat for uhyrlige mishandlinger, inden de fik lov til at dø, og dem, de efterlod, blev tvunget til at følge med i deres stadig mere gruopvækkende dødspine.

Bortløbne slaver gør alt, hvad de kan, for ikke at blive fanget igen og heldigvis findes der folk, som dem der stod for Den Underjordiske Jernbane, som er villige til at hjælpe. Og heldigvis blev mange slaver også givet fri igen. Man skulle så tro at de kunne få lov at være i fred, når de var blevet givet fri, men nej selvfølgelig ikke. Det har slavefangerne jo ikke noget sjov ud af.

Der skal meget til at gøre mig vred, men beskrivelser som nedestående er virkelig sådan noget, der kan få mig helt op i det røde felt.

Eftersøgning af slaver var ikke et besværligt arbejde. De standsede alle de niggere, de så, og forlangte at se deres passerseddel. De standsede niggere, som de vidste var frie, for deres fornøjelses skyld, men også for at minde afrikanerne om de kræfter, de var oppe imod, hvad enten de var ejet af nogen eller ej.

Hver gang jeg nåede til beskrivelser af behandlingen af slaverne, kunne jeg mærke, hvordan mine fingre greb hårdere fat om bogen og jeg kunne mærke, hvordan alt inden i mig gerne ville gøre de samme ting ved de hvide, som de gør ved de sorte. Bare så de lige kunne smage deres egen medicin. Det er fantastisk, hvad litteratur kan gøre ved en!

Jeg har igennem min bachelor i Engelsk stiftet bekendtskab med flere forskellige autentiske slaveberetninger, som f.eks. Narrative of the life of Frederick Douglass, an American Slave, som er Frederick Douglass’ egne beskrivelser af livet som slave i 1800-tallets USA. Sidenhen har jeg også læst Twelve Years a Slave af Solomon Northup, hvori Northup, ligesom Douglass, beskriver livet som slave.

Jeg havde derfor mine forholdsregler med hensyn til Den Underjordiske Jernbane, fordi jeg var en smule bange for at blive skuffet, hvis nu den ikke levede op til de forventninger, jeg havde til beskrivelser af slavelivet, efter at have læst ovennævnte bøger, men de bekymringer kunne jeg hurtigt smide fra mig. For mig føles beskrivelsen af Coras liv på plantagen og flugten sammen med Caesar lige så virkelighedstro, som de andre slaveberetninger, jeg har læst.

DSC00847Colson Whitehead rammer virkelig hovedet på sømmet med denne bog og han behandler nogle af de vigtigste problemstillinger, når man snakker om de sortes rettigheder, både dengang og i dag. Jeg vil ikke begive mig ind i en større diskussion af det, men jeg kunne ikke være mere i enig i nedestående citat fra bogen:

Det må være nok med farven. Det har bragt os frem til denne aften, til denne diskussion, og den vil tage os med ind i fremtiden. Det eneste, jeg i sandhed ved, er, at vi lever og dør som én, én farvet familie, dør om dør med én hvid familie.

Alt i alt vil jeg mene, at uanset om man har forudgående kendskab til/interesse for slavehistorier og The Underground Railroad, så vil man helt sikkert nyde at følge Cora og Caesar på deres lange, farefulde tur på flugt fra slavefangeren Ridgeway. Jeg tog ihvertfald mig selv i flere gange at holde vejret og helt glemme, hvor jeg var, fordi bogen var så spændende.

Den Underjordiske Jernbane er sådan en bog der kravler ind under huden på en og bider sig fast. Jeg ved ihvertfald at der går lang tid før jeg kan få historien om Cora og Caesar ud af hovedet igen. Den bliver ved med at dukke op i mine tanker og jeg får igen og igen kuldegysninger bare ved at tænke på, hvordan det var at være sort i USA i 1800-tallet og hvordan det ligeledes må være i dag.

Jeg glæder mig enormt meget til at møde Colson Whitehead på dette års Louisiana Literature, hvor han er en af de mange spændende gæster.

Reklamer
Boglige bekendelser

Om aldrig at have læst Harry Potter

…. for det har jeg ikke.

71rOzy4cyAL

Eller aldrig er så meget sagt. Jeg gik igang med den femte bog kort tid efter, den var udkommet, men jeg nåede aldrig ret langt. Sikkert fordi jeg ikke have læst de foregående bøger, så der var ikke ret meget, der gav mening i mit hoved.

Vi havde fået læst den første bog læst højt i skolen og vi havde et forløb i engelsk, hvor vi arbejdede med forskellige scener fra den første film, men det interesserede mig aldrig rigtig. Det eneste, som jeg virkelig interesserede mig for, var, at jeg ville være Hermione i mit næste liv, for jeg syntes, at hun var en af de sejeste og flotteste piger, jeg nogensinde havde set.

Jeg ejer alle 7 bøger både på dansk og engelsk, så det er ikke af mangel på læsemuligheder, at jeg endnu ikke har fået dem læst.

Så hvad er grunden mon så? For at være helt ærlig så aner jeg det ikke!

Jeg har set alle filmene op til flere gange (i første omgang missede jeg på en eller anden måde film nr. 6). Jeg drømmer om at besøge Harry Potter studierne i London og Harry Potter World i Orlando, Florida. Så hvorfor er det så svært for mig at tage mig sammen til at læse dem?!

Da jeg startede på bacheloruddannelsen i Engelsk på SDU gik det hurtigt op for mig, at det at have læst Harry Potter bøgerne var et absolut must, når man læste Engelsk og interesserede sig for britisk litteratur og kultur. Så i lang tid undgik jeg al snak om Harry Potter for det eneste viden jeg har er, som sagt, det man får at vide i filmene, og jeg fornemmede hurtigt, at der virkelig er meget, jeg er gået glip af. Men ligesom man har en tendens til at lyve om at have læst diverse bøger, så besluttede jeg at det ikke var værd at skjule for jeg ville alligevel komme til kort på et tidspunkt.

Jeg har sidenhen haft store intentioner flere gange om at ville læse bøgerne og den første bog har længe ligget klar som den næste bog jeg ville læse, men når det så kommer til, at jeg skal vælge bog, så ender jeg altid med at vælge noget andet. Jeg har ingen anelse om hvorfor jeg aldrig kommer igang med den. Måske er det fordi jeg ved, at hvis jeg begynder at læse serien, så kommer jeg også til at nå sidste sætning på den sidste side i den sidste bog og jeg ved, hvor meget jeg hader følelsen af at en serie nu er ovre, men så kunne man jo altid bare begynde forfra igen – det kender jeg rigtig mange, der har gjort med forskellige serier.

Størstedelen af mine veninder har læst alle Harry Potter bøgerne optil flere gange og de spørger mig ligeså ofte hvorfor jeg stadig ikke er kommet igang og jeg må altid være dem svar skyldig for det er også en gåde for mig selv.

En overgang troede jeg, at det var det trodsige i mig, der ikke gad at læse dem, når alle andre også læste dem. Men det er vel egentlig det der burde gøre det ønskeligt at læse dem, for så kunne jeg diskutere dem med alle de andre, der også har læst dem. Den eneste forklaring jeg så kan komme på nu til hvorfor jeg gang på gang beslutter at NU skal jeg snart læse dem og så bliver det aldrig til noget er, at jeg er nået til et punkt, hvor det føles lidt sent at gå igang med dem for alle andre har jo læst dem for længst så gider de mon egentlig høre mig på, når jeg når til de ikoniske øjeblikke i bøgerne, som jeg har hørt så meget om? (Jeg er ret sikker på at svaret er JA SELVFØLGELIG vil de gerne det!)

Jeg finder nok aldrig ud af, hvorfor jeg stadig ikke har læst dem, men nu ryger bøgerne øverst på læselisten for jeg ved ikke hvilken en gang og så må vi se om det ikke lykkes den her gang.

Hvad med dig? Har du læst alle Harry Potter bøgerne eller er jeg ikke så alene om det, som jeg går og tror?

Bogmesser

Krimimessen 2017

Efter over et års stilhed herinde (og en flytning fra Blogger til WordPress) er det vist på tide at få pustet lidt liv i min blog igen og hvilket bedre sted at starte end til en af min favorit begivenheder, som jeg altid ser frem til!

Den 1. og 2. april var det endelig tid til en af årets bedste begivenheder – nemlig årets Krimimesse i Horsens!

Ligesom tidligere år besluttede jeg hurtigt at jeg ville afsted begge dage. Lørdagen blev brugt i selskab med min farmor som er en lige så stor læsehest, som jeg selv er. Om søndagen havde jeg min mor med.

Lørdag

Krimimessen 2017

Jeg mødtes med min farmor på banegården i Horsens, og sammen tog vi en taxa op til FÆNGSLET. Synet af hovedbygningen af FÆNGSLET fylder min krop med stor glæde og spænding og så kan man ellers stå i kø og vente utålmodigt på at komme ind. Køen i år var dog overraskende kort og snart befandt vi os bag fængselsmurene klar til spændende litterære oplevelser og møder med spændende mennesker.

Med et gratis eksemplar af Stefan Ahnhems “Offer uden ansigt” bevægede vi os mod messeområdet, hvor vi sikrede os en plads på forreste række til åbningstalen. Efter at have hørt Leif Davidsen holde årets åbningstale, hvori han blandt andet gjorde status over udviklingen, som Krimimessen siden den blev afholdt første gang i 2001, hvor der deltog ca. 200 gæster og 5 forfattere. I år nåede messen op på over 7000 deltagere og 130 forfattere og foredragsholdere.

Derefter begyndte vi at bevæge os rundt i messeområdet, Krimimessen 2017men vi nåede ikke langt før, min farmor spottede Jussi Adler-Olsen ved Føtex’ stand og hendes eksemplar af “Selfies” blev hurtigt fundet frem, så det kunne blive signeret. Efter at jeg har gjort Jussi opmærksom på, at det var min farmor, han stod og snakkede med og at det er hendes skyld, at jeg har læst (de fleste af) hans bøger, fik min farmor op til flere kram og så skulle der selvfølgelig også lige tages et billede.

Krimimessen 2017Vi var også forbi sort scene, hvor Thomas Rydahl blev interviewet af Lars Ole Sauerberg om hans nye bog “De Savnede”, som er efterfølgeren til “Eremitten” fra 2014. Rydahl fik i 2014 Bogforums debutantpris for “Eremitten” samt Glasnøglen og Harald Mogensens-Prisen i 2015. Jeg købte “Eremitten” til Krimimessen i 2015 og har været igang med at læse den meget længe – ikke fordi den er dårlig, men fordi jeg hele tiden lægger den væk, fordi jeg ikke vil have, at den skal slutte. Nu hvor efterfølgeren er kommet ud, tænker jeg, at det er ved at være på tide, at jeg læser den færdig.

Et af de absolutte højdepunkter for mig var helt klart gensynet med Kim Juul & 3, som fremførte nogle af sangene fra Kim Juuls fantastiske bøger om Lars Norholm, som er en af mine yndlings hovedpersoner nogensinde.Jeg mødte Kim første gang i 2014, hvor jeg også erhvervede mig første bog i serien om Lars Norholm og det var også her, jeg havde fornøjelsen af at høre Kim Juul & 3 første gang. Jeg har siden da læst de første tre bøger i serien og i skrivende stund er jeg igang med den fjerde bog “På et lodret skråplan”, som officielt udkom 11. maj 2017, men der var heldigvis eksemplarer til salg på Krimimessen allerede. Et andet fantastisk indslag var også, at Kim Juul & 3 havde slået sig sammen med forfatter og musiker Jakob Melander. Mini koncerten bød på masser af god musik og jeg var specielt vild med deres version af Gasolins “Det Bedste Til Mig Og Mine Venner”, som også er titlen på Melanders seneste bog om Lars Winkler (som jeg også stadig har til gode, men den står på min reol og venter på mig).

Krimimessen 2017Ved et rent tilfælde opdagede min farmor i programmet, at vi lige kunne nå at gå ned i teltet og høre Jussi Adler-Olsen og Sara Blædel snakke om alt andet end deres bøger. Sammen med en masse andre mennesker stod vi som sild i en tønde og ventede i spænding på hovedpersonerne. Pludselig prikker min farmor mig på skulderen og da jeg vender mig om, kommer Jussi gående lige imod mig og da han ser mig udbryder han “METTE!”, hvorefter han vender sig, kigger på Sara og siger “Kender du også Mette?”. Sara når dog ikke engang at svare før min farmor har sagt til Jussi at jeg var skuffet over, at jeg ingen kram fik tidligere på dagen, så jeg får en kæmpe krammer og de går videre op til scenen. Sara Blædel havde medbragt bogen “Bedste venner” af Maise Njor og Lisa Grue og den tog de så udgangspunkt i og skiftedes til at stille hinanden spørgsmål. Det førte til mange grin både for publikum, men også for dem selv. Vi fandt blandt andet ud af, hvilke tre ting der kan gøre Jussi rigtig trist og de snakkede om nogle af deres bedste fælles minder. Jeg gad godt tilbringe en hel aften med Jussi og Sara for jeg tror virkelig, at de kan fortælle mange sjove historier.

Før vi vidste af det, var dagen ovre og det var tid til at gå tilbage til banegården, hvor vores veje skulle skilles og turen gik tilbage til Odder for mit vedkommende. Der måtte også nogle bøger med hjem allerede den dag, men mere om alle mine bogkøb senere. I bussen sad jeg og tænkte at det var godt, at jeg skulle afsted igen om søndagen, for jeg havde slet ikke fået nok Krimimesse endnu og søndag bød på lige så mange sjove møder med skønne forfattere og spændende oplæg.

Søndag

Som tidligere nævnt priste jeg mig, på vej hjem fra Krimimessen om lørdagen, lykkelig for at skulle afsted igen om søndagen, for man får aldrig nok Krimimesse på én dag.

Så søndag morgen bevægede jeg mig i selskab med min mor mod stationen i Odder, hvorfra turen gik videre til Horsens og ligesom om lørdagen tog vi en taxa fra Horsens banegård til FÆNGSLET.

Krimimessen 2017Vejret viste sig igen fra sin bedste side, som billedet ovenover også viser, så bænkene udenfor blev hurtigt fyldte og der efterlod jeg også min mor, imens jeg gik en tur rundt i messeområdet.

Krimimessen 2017Dagen før havde jeg efter anbefaling fra Ann-Kristine ovre fra Ord fra en bibliofil, som lige havde læst “Jeg Ser Dig”, købt “Jeg Lader Dig Gå” af den britiske forfatter og tidligere indsatsleder i kriminalpolitiet Clare Macintosh. Bogen havde jeg selvfølgelig taget med så jeg kunne få skrevet i den efter det interview som Clare skulle lave om søndagen og jeg tog mig også mod til at spørge om en selfie. Jeg skulle også hilse Ann-Kristine fra hende og sige tak fordi hun havde anbefalet Mackintoshs bøger til mig.

Ovre ved krimifan.dk standen var der arrangeret selfie oppotunities med forskellige Krimimessen 2017forfattere i løbet af dagen og ved et tilfælde kom jeg gående forbi, da Sara Blædel stod klar til selfies og jeg tænkte, at det var min chance for lige at få hilst på hende igen og også lige få mig en selfie. Da det blev min tur gik jeg hen imod Sara og blev mødt af et stort “HEJ!” efterfulgt af “Fed skjorte!”. Man kan ikke andet end føle sig lidt fin, når Sara Blædel herself roser ens tøj! Derefter fik jeg sagt noget om, at Jussi jo havde afbrudt hende om lørdagen da han selv havde spurgt hende om hun også kendte mig og hun sagde at der er mange ting Jussi han vinder på men han skulle ikke få lov til at vinde på kram og så fik jeg den største, varmeste krammer. Efter lidt mere snak sagde jeg tak for nu og bevægede mig videre i messeområdet.

Krimimessen 2017Om lørdagen havde jeg allerede haft fornøjelsen af at hilse på Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich, som er de dejlige mænd bag pseudonymerne A. J. Kazinski og Anna Ekberg, da jeg købte et eksemplar af “Den Hemmelige Kvinde” til både min far og mig selv. Jeg måtte dog også lige forbi Politikens Forlags stand om søndagen for at erhverve mig et eksemplar af den graphicIMG_5742 novel udgave af Kazinskis “Den Sidste Gode Mand” som lige var udkommet et par dage før. Tegningerne er alle lavet af den utrolig talentfulde tegner Palle Smidt, som også var til stede på messen, så jeg var så heldig at han gerne ville tegne en tegning i min bog og denne tegning endte også på Palle Smidts egen instagram hvor billedet er fra. Derefter måtte jeg lige forbi Anders og Jacob igen så de kunne skrive i den og så måtte jeg lige have øjeblikket foreviget. Da jeg skal til at gå siger Anders at de jo bliver interviewet i Gymnastiksalen kl. 13 så der ses vi vel? Jeg siger at jeg skal se om jeg kan nå det og Anders siger lidt mere bestemt, men selvfølgelig med glimt i øjet: “Vi ses vel?!” så jeg kunne godt forstå en hentydning så jeg skrev mig bag øret at kl. 13 skulle jeg være i gymnastiksalen for man gider ikke være uvenner med den ene halvdel af Kazinski.

Krimimessen 2017Så blev det frokosttid, og vi besluttede at prøve den buffet som var i arresten. Her kunne man spise alt hvad man kunne for 100kr og der var endda også kage. Maden kunne man så vælge at nyde enten ved et fælles langbord eller ved et cafebord i en af cellerne. Vi fandt os et bord i en celle og spiste os godt mætte.

Efter at have spist mig så mæt at det var lige før jeg måtte rulle derfra, måtte jeg have det Krimimessen 2017lange ben foran ned til gymnastiksalen for at nå det til tiden. Da jeg indtager min plads midtfor på anden række kigger jeg op på Anders som sidder klar på scenen sammen med Jacob, Palle og Steffen Larsen som skal interviewe dem, og jeg blivet mødt med et anerkendende nik. Efter at have fortalt lidt om hvordan samarbejdet mellem Kazinski og Palle Smidt kom i stand, fortalte Palle Smidt om hans tegneproces og hvordan han havde haft fornøjelsen af at skulle google nøgne mænd til inspiration til en scene i bogen. Det lød ikke til at have været en kedelig proces på noget tidspunkt og man kunne virkelig mærke at Anders og Jacob nød at deres bog, som oprindeligt var et filmmanuskript, endelig fik sit filmiske udtryk frem igennem denne graphic novel.

Krimimessen 2017Herefter bevægede jeg mig endnu engang ned til
messeområdet og jeg begyndte at gå en runde. Ved krimifan.dk standen opdagede jeg, at Jakob Melan
der var næste selfie oppotunity og den mulighed kunne jeg ikke lade gå til spilde. Hvad jeg ikke vidste var, at i forbindelse med hver selie oppotunity vandt den første, der kom hen for at få taget et billede, et eksemplar af den givne forfatteres seneste bog og jeg var overraskende nok, den første der ville have taget billede
med Jakob Melander, så jeg vandt et eksemplar af “Elektra”, som er skrevet med udgangspunkt i Kain og Abel historien. Da Melander står klar til at signere bogen, kigger han på mig og siger “Du har den jo i forvejen?” og jeg forsøger at tænke hurtigt og siger, at han bare kan skrive “god fornøjelse” for så kan jeg give den væk i gave. Min farmor blev meget glad for den efterfølgende.

Om lørdagen efter Kim Juul & 3 havde spillet var det Momolydbogs tur til at læse Krimimessen 2017minutmysterier højt og de virkede ikke glade for, at vi gik (vi skulle nå henholdsvis bus og tog), så jeg besluttede, at jeg ville ned og se dem om søndagen, så jeg bevægede mig ned til teltet og satte mig klar på anden række. Jon Lange, Anette Støvelbæk, Lotte Andersen og Morten Hauch-Fausbøll indtager pladsen foran scenen og starter med at forklare, hvad minutmysterier går ud på og derefter går de igang. Rollerne blev fordelt og de skiftes til at læse højt. Så er det publikums tur til at komme med deres bud på, hvordan kriminalinspektøren ved, at den mistænkte er skyldig udfra de ting, der er blevet læst højt. Det tog mig et par historier før jeg fik lyttet godt nok efter til at kunne komme med et bud, men da Anette Støvelbæk anklager Jon Langes karakter for mord, har jeg gennemskuet at ejeren af motellet, hvor mordet var begået, havde låst døren til værelset op, men Jons karakter sagde, at døren var ulåst, så jeg rækker hånden op og siger det, hvortil Jon kigger på mig og siger “Sagde jeg det?! Ej det tror jeg at jeg gjorde”. Det var dog helt rigtigt. Et par historier senere var det allerede slut og jeg bevægede mig tilbage til messeområdet, hvor jeg også fandt min mor.

Efter en hurtig snak med Anette Støvelbæk ved Momolydbog standen, begyndte vi at bevæge os mod udgangen og med tungt hjerte måtte jeg indse, at krimimessen var ovre for i år. Men som skiltet siger, så vil FÆNGSLET gerne se alle igen og jeg glæder mig allerede til Krimimessen 2018, som finder sted 17. og 18. marts.

Krimimessen 2017

Min oprindelig plan var, at jeg måtte købe 4 bøger, men i sidste ende købte jeg 7 bøger, hvoraf den ene var til min farmor. Herudover vandt jeg to bøger og fik en gratis.

Ved Litteratursidens stand var jeg så heldig at vinde “Det Forsvundne Spædbarn” af Linda Lassen og ved krimifan.dk standen var jeg, som tidligere sagt, så heldig at vinde “Elektra” af Jakob Melander.

Også som tidligere nævnt fik jeg, da jeg kom ind af porten til Krimimessen, et eksemplar af “Offer Uden Ansigt” af Stefan Ahnhem.

Bøgerne, som jeg selv købte, er som følger:Krimimessen 2017

  • “På Et Lodret Skråplan” af Kim Juul
  • “Den Sidste Gode Mand” graphic novel af A.J. Kazinski og Palle Schmidt
  • “Den Hemmelige Kvinde” af Anna Ekberg
  • “DNA” af Yrsa Sigurðardóttir
  • “Jeg Lader Sig Gå” af Clare Mackintosh
  • “Den Gode Bog”

Tak fordi du har læst med! Ses vi til næste års krimimesse?

teater

"Hvem har æren?" på Odense Teater

Torsdag i sidste uge var jeg en tur på Odense Teater for at se forestillingen ”Hvem har æren?” og sikke en forestilling det var!

På teatrets hjemmeside præsenteres forestillingen sådan: ”To ophidsede fædre har indkaldt til familieråd. Familien er blevet vanæret. Den enes datter har været den andens søn utro. Hun har forladt mand og børn og er stukket af med sin elsker. Hun må dø for at genoprette familiens ære, men hvem er mand nok til at fyre pistolen af? Familiernes sønner sendes afsted for at slå kvindens elsker ihjel, men ikke alt går som planlagt. Kan de redde æren?”
Rollelisten ser ud som følger:
Faderen: Jens Jørn Spottag
Moderen: Githa Lehrmann
Broderen: Martin Bo Lindsten
Svigerfaderen: Mads Nørby
Ægtemanden: Benjamin Kitter
Datteren: Rikke Lylloff
Elskeren: Mikkel Bay Mortensen
Mandlig politibetjent: Emil Bodenhoff-Larsen
Kvindelig politibetjent: Malene Melsen
Kvinden: Nana Christine Morks

Da forestillingen går igang er de to sønner lige kommet tilbage efter angiveligt at have myrdet datterens elsker og datteren selv er spærret inde i et andet rum i lejligheden. Da datteren i det andet værelse begynder at råbe og skriges sendes moderen derind for at give hende noget bedøvende og der bliver ro. Herefter fortsætter diskussion om, hvem der skal slå datteren ihjel. Faderen selv siger, at han ikke kan gøre det, fordi han har dårlig ryg, så han vil have sin søn til at gøre det, hvilket han nægter. Svigerfaderen vil have sin søn til at gøre det. Svigersønnen bliver dårlig og forlader stuen. Det varer ikke længe før politiet står i lejligheden, fordi naboerne har klaget over skrigene. Broderen er den eneste i rummet, som taler dansk og han må derfor føre ordet. Det lykkes for ham at overbevise politiet om, at moderen havde tabt en gryde og havde skreget, fordi hun blev bange og politiet går igen uden at have fundet datteren, som de alle tror ligger bevidstløs i et af de andre værelser. De går ind for at tjekke, at hun stadig er der og til deres store fortrydelse opdager de, at hun er væk og da broderen truer med at ville gå til politiet binder de andre ham til en stol. Den helt store eftersøgning sættes igang, men da faderen og svigerfaderen vil forlade lejligheden, stikker der pludselig en hånd med en skarpladt pistol ind i lejligheden og ind kommer en helt sikkert ikke død, men dog hårdt såret og med armen i slynge elsker, som leder efter datteren. Hele familien bilder ham ind at datteren er død og elskeren kræver nu at få at vide hvem der slog hende ihjel så han kan slå personen ihjel. Broderen forsøger at forklare elskeren at hun ikke er død, men faderen holder fast i, at hun er død. Det varer dog ikke længe før datteren står i stuen og bliver genforenet med sin elsker. Datteren tigger og beder elskeren om at skyde hendes far, men det kan han dog ikke se nogen grund til. Ihvertfald ikke endnu. Elskeren kræver herpå at alle familiemedlemmerne i lejligheden skal komme med hver deres bud på, hvordan de løser det hele uden at en eneste af dem behøver at dø. Broderen foreslår at datteren og ægtemanden begge kan skrive under på et dokument hvori der står at de ikke længere ønsker at være gift, og den løsning godtager elskeren. Dokumentet bliver underskrevet og svigersønnen begynder med at samme at ringe til den kvinde som han har haft en affære med, men det virker ikke til at han kan komme igennem til hende. Datteren og elskeren var himmelhenrykte, men da elskeren frier til datteren, siger hun nej og uddyber at hun ikke længere vil være gift. Dette resulterer i, at elskeren nu vil skyde hende, fordi han føler sig ført bag lyset. Faderen får ham overtalt til at lade være. Det varer dog ikke længe før kvinden, som svigersønnen har haft en affære med, stormer ind i lejligheden og kræver en forklaring på, hvorfor han aldrig har fortalt, at han var gift. Det hele kulminerer med, at kvinden skyder alle i rummet og i samme øjeblik træder politibetjentene ind i rummet og den kvindelige politibetjent udbryder “Hvem har æren for det her?” og så gør lyset ud.

Et øjeblik følte jeg, at jeg fuldstændig havde glemt, hvordan man trak vejret og hvad der var op og ned. Det var først da lyset blev tændt og skuespillerne stod på kanten af scenen, at jeg genvandt evnen til at fungere.

En af de største oplevelser var at se Jens Jørn Spottag live på scenen. For mig er Jens Jørn Spottag noget af en barndomshelt idet han, ligesom jeg selv, er født og opvokset i den jyske by Odder, så det har altid været helt specielt at se ham i film og serier, så da jeg fortalte min mor, som stadig bor i Odder, om forestillingen var der ingen tvivl om, at hun også skulle herned og se forestillingen.

Jeg bliver også nødt til at nævne Mikkel Bay Mortensen, som jeg nu har set i tre forskellige forestillinger og som med hastige skridt er ved at blive en af mine absolut yndlings skuespillere. Først som Peter Pære og Ærteblomst i En Skærsommernats Drøm, dernæst som Sir Lancelot, Den franske håner, Ridderen af Ni samt Troldmanden Tim i Monty Pythons Spamalot og nu som den til tider ynkelige elsker i Hvem har æren?, som ofte glemte, at han var blevet skudt og måtte af med et “av min skulder” inden han kunne gå tilbage til at være vred. Jeg ved ikke, hvad det er han gør, som fuldstændig fanger min opmærksomhed, men i mit hoved er han helt genial og jeg glæder mig meget til forhåbentlig at se ham i mange flere forestillinger!

Det meste af tiden kunne jeg ikke finde ud af om jeg skulle grine eller græde for problemstillingerne, som blev belyst var sørgelige, men måden hvorpå de blev formidlet var med humor og glimt i øjet, hvilket jeg var helt vild med og jeg tør godt sige at “Hvem har æren?” er en af de bedste teaterforestillinger jeg nogensinde har set! Så hvis det ikke var fordi forestillingen ikke spilles længere, så ville jeg helt klar anbefale alle at tage ind og se den!

A. J. Kazinski · BogForum · Caitlin Moran · Eva Maria Fredensborg · Gyldendal · København · Kim Leine · Lindhardt og Ringhof · Peoples Press · Politikens · Puk Damsgaard · Rufus Gifford · Silas Holst

Bogforum 2015

I fødselsdagsgave var jeg så heldig at få en partout billet til årets BogForum i København. Jeg havde aldrig været til BogForum før, så jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente. Jeg vidste godt at BogForum er meget større end Krimimessen i Horsens, men jeg var stadig ved at falde bagover, da jeg trådte ind i messehallen. Alle de nye indtryk gjorde også, at jeg slet ikke fik taget så mange billeder, som jeg havde regnet med, men lidt har også ret.

Lad os starte med de aller mest spændende: bogkøb! Jeg købte 6 bøger i forbindelse med BogForum. Hos Lindhardt og Ringhofs stand købte jeg “Rejseholdets Historie” af Frederik Strand og Ove Kryger Rasmussen. Efter den første dag på BogForum var jeg forbi Arnold Busck på Strøget for at købe Caitlin Morans bog “How to build a girl”. Lørdagens første køb var “I Blinde” af Eva Maria Fredensborg, som er tredje bog i en trilogi og derefter lod jeg mig friste af Puk Damsgaards bog “Ser du månen, Daniel”. Søndag lod jeg mig friste af ikke en, men to af Kim Leines bøger. Hans erindringsroman “Kalak” (hvilket betyder “skide grønlænder” på grønlandsk) og romanen “Profeterne fra Evighedsfjorden”

Jeg havde derudover medbragt fire bøger, som jeg i forvejen var den lykkelige ejer af og som jeg gerne ville have signeret.
Silas Holsts nye bog “Helt Ærligt”, Stephanie Surrugues bog “Ambassadøren” om den amerikanske ambassadør Rufus Gifford, A. J. Kazinskis seneste krimi “Den Genfødte Morder”, som jeg fik af min moster og onkel i fødselsdagsgave og Niels Bjerre Poulsens bog om Vietnam krigen


Sidst, men ikke mindst, fik jeg den skønneste læseprøve, jeg nogensinde har set, hos Lindhardt og Ringhofs stand og jeg glæder mig helt vildt til at læse de første 160 sider inden hele bogen udkommer næste år.

Tilbage til min første BogForum oplevelse!
Jeg startede fredagen ud med først at gå en runde i hallen i et forsøg på at danne mig et overblik over, hvor altid var i forhold til hinanden, men det var en større opgave end jeg lige havde regnet med.
Herefter gik turen hen til Gyldendals stand, hvor en af de undervisere, jeg har haft på Syddansk Universitet, skulle interviewes om den bog, han har skrevet om Vietnamkrigen. Jeg har siden min bacheloruddannelse været meget interesseret i Vietnamkrigen, så bogen ejede jeg i forvejen og det var yderst interessant at høre Niels Bjerre Poulsen fortælle. Det føltes næsten som at være tilbage i undervisningslokalet på SDU.
Derefter signerede han bøger og da jeg lægger min bog på bordet siger han: “Neeeeej, min gamle studerende”, hvilket jeg slet ikke havde regnet med.

Herefter brugte jeg resten af formiddagen og lidt af eftermiddagen på bare at gå rundt og kigge ved alle standene og snakke lidt med alle de spændende mennesker, som man møder sådan et sted. Blandt andet havde jeg fornøjelsen af at høre Kim Leine fortælle om sit liv og forfatterskab på Plusbogs stand, hvilket var yderst tankevækkende, da jeg ikke havde det store kendskab til ham i forvejen.
Kl. 15 var jeg så ør af nye indtryk, at jeg valgte at forlade Bella centret og smutte en tur forbi Strøget.

Lørdag måtte jeg tidligt afsted med Bella Centret for allerede kl. 10:20 skulle jeg sidde klar ved scenen på Politikens stand, hvor Eva Maria Fredensborg skulle interviewes af Søren Dahl om hendes seneste krimi “I blinde”. Jeg kender Eva Maria fra Krimimessen i Horsens, så det var et meget glædeligt gensyn. Jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af at læse hendes bøger, men de står meget højt oppe på min læseliste.

Lidt senere på dagen var det så tid til at bevæge mig hen til People Press’ stand, hvor Silas Holst skulle snakke med Katrine Memborg om bogen “Helt ærligt”, som de har skrevet i fællesskab. Ligesom den første bog, går “Helt ærligt” helt tæt på Silas og deler hans syn på mange af livets store emner.
Jeg har fulgt Silas i snart mange år og set ham i et utal af musicals, så det var en udsøgt fornøjelse endelig at møde ham.

Herefter ilede jeg videre til Gyldendals stand, som heldigvis lå skråt over for People Press’ stand, hvor Rufus Gifford blev interviewet af Stephanie Surrugue med udgangspunkt i hendes bog “Ambassadøren”. Det er altid en fornøjelse at være i selskab med Rufus Gifford og hans optimisme, gode humør og hudløse ærlighed er enormt inspirerende. Da jeg kom over til standen var der fuldstændig proppet og da jeg ikke er specielt høj kunne jeg intet se, så jeg valgte at stille mig hen i signeringskøen med det samme for jeg kunne sagtens høre resten af interviewet derfra. Efter interviewet signerede både Stephanie og Rufus bøger og jeg fik også lige taget et selfie med Rufus og fik mig en hurtig snak med Stephanie.

Efter endnu en gåtur rundt i messehallen var jeg forbi Politikens stand, hvor A. J. Kazinski signerede deres senest bog og siden jeg havde fået den i fødselsdagsgave, var det meget oplagt at have den med.

Et af mine absolutte højdepunkter fra weekenden var at høre engelske Caitlin Moran blive interviewet på Gyldendals ene scene. Jeg læste hendes bog “How to be a woman” sidste år og har i flere måneder nu, gerne villet læse hendes bog “How to build a girl”. Caitlin er nok et af de skøreste, men mest fantastiske mennesker, jeg nogensinde har mødt. Da jeg gik hen til skranken, hvor hun signerede bøger, blev jeg mødt med det største smil og et “Hello gorgeous. How are you?” og jeg blev totalt starstruck, så jeg husker ikke hvad jeg får sagt udover at spørge om, jeg måtte tage et selfie med hende, hvilket jeg fik et rungende ja til og hvilket selfie det blev!

Sidste punkt på mit program den dag var signering med forfatter og journalist Puk Damsgaard og fotograf Daniel Rye, hvilket jeg havde glædet mig rigtig meget til. Jeg har endnu ikke læst “Ser du månen, Daniel”, men jeg har kun hørt gode ting om den, så jeg ser meget frem til at få tid til at læse den.

Da jeg forlod Bella Centret om lørdagen, vidste jeg ikke, om jeg overhovedet kunne holde til endnu en dag derude, men jeg valgte alligevel at slæbe min trætte krop ud til Bella Centret endnu en dag.

Søndag var meget mere afslappende, idet jeg nu vidste hvor altid var i forhold til hinanden og nu handlede det om at nå de sidste ting.
Jeg måtte også lige forbi Arnold Buscks stand, hvor Kim Leine signerede bøger og jeg erhvervede mig et signeret eksemplar af hans erindringsroman “Kalak”. Herudover købte jeg også hans bog “Profeterne fra Evighedsfjorden”, som jeg ved at min farmor har nydt at læse.
Søndagen bød også på interview med Thomas Evers Poulsen, Thomas Helmig og Ulf Pilgaard. Derudover nåede jeg også lige at hilse på Caitlin Moran endnu engang.

Først på eftermiddagen forlod jeg Bella centret for sidste gang og sagde derved farvel og tak til årets BogForum. Det bliver nok ikke sidste gang, jeg deltager i BogForum.

Hvis jeg havde vist hvor smadret, min krop ville være efter tre dage på messen, så havde jeg nok valgt kun at tage derover én eller måske to dage, men på den anden side ville jeg ikke bytte weekends oplevelser for noget.

Tak fordi du læser med!

åben prøve · behind the scenes · de skøre riddere · forreste række · front row · holy grail · kong arthur · monty python · odense teater · teater · vær din egen gral

Åben prøve på "Spamalot" på Odense Teater


I går var jeg så heldig at være med til en åben prøve på Odense Teaters opsætning af Monty Pythons “Spamalot” og skal love for at jeg fik én på opleveren!

Tirsdag blev der slået op på Odense Teaters Facebook side, at man kunne komme med til åben prøve på Spamalot. Alt man skulle gøre var at sende en mail med navn, telefonnummer og antal pladser man ønskede, så jeg sendte hurtigt en mail afsted med ønsket om 2 pladser til mig selv og en veninde, som jeg i forvejen skulle drikke te med og så var der ikke andet at gøre end at vente.
Kort tid senere modtog jeg en mail med den gode nyhed, at jeg var en af de heldige og min veninde sagde heldigvis også ja til gerne at ville med, så nu skulle tiden bare gå så det kunne blive fredag.
Fast forward til fredag, hvor jeg havde umådeligt svært ved at koncentrere mig på arbejde, fordi jeg bare glædede mig helt vildt.
Da klokken nærmere sig 16 ankom vi til teatret og ventede udenfor sammen med nogle af de andre, som havde været heldige at få pladser til prøven. Da vi kommer ind i foyeren får vi at vide, at vi skal sætte os så langt op foran som muligt, idet de ville gerne have os tæt på. Det skulle de ikke sige to gange til mig og vi sad lynhurtigt klar midtfor på forreste række.
Efter en kort præsentation fra instruktøren, hvor vi fik at vide, at de havde brugt dagen på tekniske prøver, så nu ville de gennemspille første akt for os og derefter ville de gå igang med de tekniske prøver på andet akt så vi, som instruktøren selv sagde, “også kan opleve hvor kedeligt det nogle gange kan være”. (Det var dog slet slet ikke kedeligt, det var spændende!)
Jeg vil ikke afsløre mere af handlingen end nedestående, men jeg skal love for, at vi fik grinet igennem og jeg havde helt ondt i maven af at grine, da vi forlod teatret halvanden time senere.
Jeg kan slet ikke beskrive hvor fantastisk et initiativ, jeg synes det er at Odense Teater inviterer til åbne prøver. Jeg har altid drømt om at få chancen for det og jeg blev på ingen måde skuffet. Jeg synes, det var vildt spændende at se, hvordan det hele foregår og hvor meget arbejde der ligger bag opsætningen af et teaterstykke. Og så er det heller ikke værst at få lidt ekstra insider viden af den venlige sufflør, som sad ved siden af os. Alt i alt synes jeg, at man efter at have oplevet prøverne sætter endnu større pris på det store stykke arbejde som de medvirkende, instruktør, crew og alle de andre backstage udfører. Det sætter pludselig det hele i et helt andet perspektiv og man bliver mindet om hvor meget arbejde der ligger bag at skulle underholde publikum dag efter dag. Jeg tager hatten af for de fantastiske folk på Odense Teater!
På deres hjemmeside har Odense følgende præsentation af forestillingen:
“SPAMALOT er en vanvittigt gakket musicalkomedie bygget over Monty Pythons kultfilm MONTY PYTHON OG DE SKØRE RIDDERE og guldkorn fra Monty Pythons øvrige bagkatalog – ligesom der legesygt er hentet inspiration fra andre musicals. 
Musicalen tager udgangspunkt i myten om Kong Arthur og ridderne om det runde bord. Arthur og hans mere eller mindre modige riddere kaster sig ud i jagten på den hellige gral med mudder, blod og overnaturlige væsner. Der er gåder, der skal gættes, og hårde kampe, der skal kæmpes. Med sig har de deres imaginære heste og en væbner, der med to kokosnødder sørger for den helt rigtige lyd af hestehove.
På den farlige færd møder de nogenlunde modige riddere dræberkaniner, ridderne der siger NI, The Lady of the Lake, de altid irriterende franskmænd og mange flere skønne Monty Python-figurer. 
Uanset hvor meget modgang ridderne møder, er det aldrig så slemt, at de ikke lige kan bryde ud i en glad sang: “Always look on the bright side of life”.”
De medvirkende i forestillingen: Anders Gjellerup Koch, Jakob Randrup, Mikkel Bay Mortensen, Michael Grønnemose, Rasmus Fruergaard, Lars Simonsen, Trine Gadeberg, Jacob Moth-Poulsen, Anders Bilberg, Rie Sørensen, Anna Jørgensen Kaack, Louise Rønhof Davidsen og Max Emil Nissen
Forestillinge har premiere d. 9. maj og spiller til og med d. 18. juni. Billetter kan købes lige her 

Jeg glæder mig helt vildt til at se hele forestillingen, men jeg kan ihvertfald allerede ikke andet end anbefale forestillingen!
Og så er der kun en sidste ting at sige: “fetchez la vache!”
bøger · eva marie fredensborg · fængslet · horsens · jakob melander · jussi adler olsen · kim juul · krimi · messe

Krimimessen 2015

Sidst weekend (21. og 22. marts) var det endelig tid til den årlige krimimesse i Fængslet i Horsens, og jeg kan slet ikke beskrive hvor meget, jeg havde glædet mig. Siden jeg var på krimimessen for første gang i 2010, har det næsten været en tradition at skulle en tur til Horsens og i år var ingen undtagelse. I år måtte jeg dog alene afsted, da min mor havde lovet sig væk til noget andet og min farmor måtte melde afbud, men turen blev ikke mindre god af den grund og det var med højt mod og sommerfugle i maven, at jeg steg på bussen mod Horsens kl. 8.32 sidste weekend. Fra stationen i Horsens tog jeg en taxa ud til Fængslet, fordi bybussen kun kører én gang i timen og det havde jeg slet ikke tålmodighed til at vente på, for jeg vidste, at pladserne til Jussi Adler Olsen arrangementet hurtigt ville blive optaget og jeg ville ikke risikere at gå glip af chancen for at høre ham igen.

Jeg ankom til Fængslet allerede 9:20, og selvom det først var meningen, at vi ville blive lukket ind 9:45,  fik jeg lov til at komme ind med det samme. Så med et stempel på hånden og et gratis eksemplar af Michael Katz Krefeld’s bog “Afsporet” bevægede jeg mig ned mod teltet på boldbanen, hvor sort og rød scene, samt alle standende, er. Da vi var blevet lukket ind for tidligt, endte jeg med at rende et par gange rundt i teltet og fik også lige hurtigt sagt hej til forfatter Kim Juul, hvis bog “I et vægtløst sekund”, jeg købte til Krimimessen sidste år og som ødelagde min nattesøvn, da jeg lige ville læse et par kapitler i bogen da jeg kom hjem fra Krimimessen sidste år og før jeg vidste af det var klokken 3 om natten. 

Herefter bevægede jeg mig op mod Snedkeriet, hvor Jussi Adler Olsen arrangementet skulle foregå og på vejen møder jeg Jussi i egen høje person og får fremstammet et hurtigt hej. Selvom jeg har mødt ham flere gange, kan jeg stadig blive fuldstændig flabbergasted, når jeg møder ham. Oppe i Snedkeriet  fik jeg mig en plads på forreste række og nu kunne tiden kun få for langsomt. Så jeg vil sige, at Krimimessen blev startet med maner og mange gode grin. Jussi fortalte om inspirationen til hans Afdeling Q bøger, om sin barndom og sit liv generelt og det blev også til et par sjove anekdoter. 

“Dromedar jokes er bare ikke lige så gode som kamel jokes” 

 Herefter signerede Jussi bøger på Bog & Ide standen, men siden han allerede har signeret mit eksemplar af “Den Grænseløse”, havde jeg min farmors med, så hendes også kunne blive signeret. Da jeg går hen til bordet og siger hej kigger Jussi på mig siger “Åh det er altid en fornøjelse at se dig”, hvilket varmer mit lille hjerte meget.

Siden køen til signeringen var lang, tænkte jeg, at jeg sagtens kunne nå hen og købe et eksemplar af Jussi’s bog “Alfabethuset”, som han fortalte skal filmatiseres nu, så jeg kunne få signeret den til mig selv. Bogen blev købt og så gik turen tilbage til Bog & Ide standen for at få signeret min egen bog. Da jeg går derfra siger jeg til Jussi, at vi nok ses senere på dagen, hvortil han siger “Det håber jeg da”. Jeg rendte på ham flere gange i teltet i løbet af resten af dagen og hvor gang lød der et glad “Hej Mette”. Det blev også til et selfie (hvilket var Jussi’s ide) og på det tidspunkt blev jeg enig med mig selv om, at det var på tide jeg lod ham være, så han ikke ender med at blive træt af mig 😛
Herefter brugte jeg det meste af dagen på at gå rundt ved alle standene og jeg kan ikke sige mig fri for at jeg fik brugt en del penge på bøger. Alle standene bugnede af bøger og der var gode tilbud så langt øjet rakte.
Derefter endte jeg med at bruge det meste af dagen i Kim Juul og Eva Maria Fredensborgs stand, hvor jeg, allerede inden krimimessen, var blevet inviteret på kaffe på standen. 
Så da jeg på et tidspunkt gik forbi prikkede Kim mig på skulderen og sagde, at han syntes jeg skulle sætte mig ned og få en kop kaffe og jeg kan næsten ikke beskrive hvor befriende, det var, at få min meget tunge rygsæk af lidt og så er der ikke noget mere hyggeligt end en god kop kaffe i selskab med nogle rigtig søde forfattere. 
Jeg mødte, som sagt ovenover, Kim for første gang til krimimessen sidste år hvor jeg købte hans første bog så i år var det selvfølgelig på tide at jeg fik købt den anden bog i serien om Lars Norholt. Og så glæder jeg mig enormt meget til bog tre udkommer til sommer!
Imens jeg sad ved det hyggelige cafébord ved Juul og Fredensborgs stand faldt jeg i snak med den helt fantastisk søde forfatter Stephanie Caruana som endte med at forære mig et eksemplar af hendes bog “Smerten selv” som jeg ser frem til at skrive en anmeldelse af her på bloggen i fremtiden.
En af de andre forfattere, jeg glædede mig til at møde, var Thomas Rydahl og et af de første køb, jeg gjorde den dag, var at købe “Eremitten” efter at have hørt rigtig mange gode ting om den. Jeg havde set ved Bog & Ide’s stand, at han skulle signere bøger kl. 15, men da jeg så kom derhen var tidspunktet ændret til 15:30, så jeg havde pludselig en ekstra halv time og den blev brugt i rigtig godt selskab. 
Kl. 15 gik Eva Maria Fredensborg og Berit Holbek Jensen nemlig på sort scene for at snakke om Eva Maria’s nyeste bog “I blinde”. 
Eftersom jeg ikke har læst nogen af Eva Maria’s bøger endnu, var det spændende at høre hende fortælle om hendes bøger og jeg glæder mig nu endnu mere til at fordybe mig i dem, så snart jeg får muligheden. 

Herefter var det Kim Juuls tur til at blive interviewet af Jens Østergaard om Kim’s nye bog “Stilstand i fuld fart” men også om de to foregående bøger “I et vægtløst sekund” og “I et fravær af nærvær”. Kim er en af mine absolut ynglings krimiforfattere og jeg er helt vild med hans hovedperson, Lars Norholt, som jeg synes er det helt fantastisk friskt pust til krimigenren. Det anerledes ved Kim’s bøger er også at hovedpersonen er musiker og der indgår flere sange i bøgerne som, Kim sammen med sit band, snart skal indspille og jeg glæder mig til at kunne leve mig ind i universet på en helt anerledes måde, når det endelig er muligt at høre sangene igen og igen. Jeg havde fornøjelse af at høre Kim og hans band fremføre nogle af sangene til krimimessen 2014 og jeg håber jeg får den oplevelse igen engang!

Så snart Kim’s interview var ovre, skyndte jeg mig ned til Bog & Ide’s stand, hvor jeg vidste Thomas Rydahl var ved at signere bøger. Jeg havde købt bogen, “Eremitte”, tidligere på dagen, så jeg havde den klar og gik over til bordet. Da Thomas er ved at signere min bog, siger han pludselig “Det fandt jeg lige på“, men det går ikke op for mig, hvad det er han har skrevet før flere dage senere, da jeg viser min kollega bogen og indser, at han har skrevet “Til Ere-Mette” –  det ville jeg ønske, at jeg havde lagt mærke til med det samme, så jeg kunne have reageret på det. 
Herefter var det ved at være tid til at skulle hjem, men først skulle jeg lige endnu en tur forbi Juul og Fredensborg standen for at gøre dagens sidste bogkøb – Kim’s anden bog og Eva Maria’s første og anden bog.
Kim’s første bog ødelagde fuldstændig min nattesøvn sidste år, så da han skal signere den anden bog, skrev han “Til Mette. Jeg håber du kommer til at sove lige så dårlig som sidste gang”. Jeg tror ikke, at jeg kunne have forestillet mig en hyggeligere og sjovere afslutning på Krimimessen og nu var det tid til at slæbe min tunge rygsæk fuld af bøger hjem.
Da jeg kom hjem var det tid til at få et overblik over hvor mange og hvilke bøger, jeg havde med hjem og det gik hurtigt op for mig, at jeg havde en del flere bøger med hjem end jeg havde regnet med.
Det blev i alt til 13 nye bøger, hvor af jeg havde fået to af dem gratis, så det blev til en samlet udgift på 770kr, hvilket egentlig ikke er så slemt.

Jeg købte følgende bøger:

  • “Smerten selv” af Stephanie Caruana
  • “Den sidste gode mand” af A.J. Kazinski
  • “Eremitten” af Thomas Rydahl
  • “Min mund er lukket” af Eva Maria Fredensborg
  • “Én gang morder” af Eva Maria Fredensborg
  • “I et fravær af nærvær” af Kim Juul
  • “Uro” af Jesper Stein
  • “De hængte hunde” af Jens Henrik Jensen
  • “Afsporet” af Michael Katz Krefeld
  • “Øjesten” af Jakob Melander
  • “Serafine” af Jakob Melander
  • “Kædens sidste led” af Fredrik T. Olsson

og sidst men ikke mindst

  • “Alfabethuset” af Jussi Adler Olsen
Jeg glæder mig allerede til Krimimessen 2016 som ligger 12. og 13. marts!