mobildetox · Uncategorized

Mette Eline og Sofie prøver “Jeg slukker nu” 30-dages mobildetox

Søndag d. 10/6: I morgen starter vi på den 30 dages detox som er beskrevet i bogen “Jeg slukker nu – få et sundt forhold til din telefon” af Catherine Price og som Politikens Forlag har udfordret os til at tage.

Første dag skal vi gætte på, hvor mange gange om dagen vi kigger på vores telefoner og hvor lang tid vi tror, vi bruger på vores telefoner. Derefter skal vi downloade en tracking app for at se hvor lang tid og hvor mange gange vi rent faktisk bruger vores telefoner.

Vores forudsigelser:

Mette Eline tror hun tjekker sin telefon 35 gange om dagen og bruger 2 timer på den.

Sofie tror hun tjekker sin telefon 35 gange om dagen og bruger 1,5 time på den.

Sådan gik det rent faktisk:

Jeg var langt under mht. hvor lang tid, jeg bruger på min telefon, men det var rimelig tæt på med antal gange man tjekker.

Helt omvendt var det for Sofie, som tjekker sin telefon rigtig, rigtig mange gange, men hun bruger ikke specielt lang tid på den.

mms_img-11168161861

Dag 2:

Det elsker vi ved vores telefoner:

Det hader vi ved vores telefoner:

Forandringer hos os:

Dag 3:

Jeg tjekker ofte min telefon når andre gør fordi det føles “naturligt”.

Jeg tjekker ofte min telefon når jeg venter på bussen og sidder i bussen til og fra arbejde.

Jeg tager også mig selv i at tjekke min telefon for at undgå akavede situationer.

Jeg tjekker specielt ofte min telefon af ren kedsomhed.

Det går mig ofte på at jeg så tit sidder og glor på skærmen i lang tid af gangen. Det er en dårlig vane.

Jeg kigger på min telefon som det aller første om morgenen fordi jeg er et af de dårlige mennesker der bruger telefonen som vækkeur. Jeg kigger sidste gang på min telefon ca. en halv time før jeg går i seng, når jeg tjekker at alarmen er sat til næste morgen og lige tjekker de sidste ting på sociale medier inden jeg går igang med at gøre klar til at gå i seng. Telefonen bliver lagt på natbordet når aftenrutinen går igang og jeg kigger ikke på den igen, når jeg lægger mig i seng.

Dag 4:

Jeg har haft travlt det meste ugen og føler derfor at jeg har brugt telefonen mindre end jeg plejer rent og skær af den grund at jeg ikke har haft tid til at kigge på den.

Tracking app’en tog rigtig meget strøm på min telefon, så den blev hurtigt afinstalleret og istedet har jeg noteret hvis jeg brugte specielt lang tid på en bestemt app. Jeg er slem til at sidde og spille 7-kabale om eftermiddagen når jeg kommer hjem fra arbejde og så bruger jeg nemt en time på instagram hver aften.

Dag 5:
Dag 6:

 

Dag 7:

Reklamer
anmeldelse

Kold angst af Mads Peder Nordbo

Kold angst af Mads Peder Nordbo, 2018. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 5/5

IMG_6975

I Kold angst forsøger Matthew Cave stadig at bearbejde alle de ting, der skete i Pigen uden hud. Tupaarnaq er taget til Tasiilaq i håb om at finde Abelsen, så hun endelig kan få det gjort af med ham, så han kan bøde for alt det, han har gjort.
Matthew skal skrive en artikel om tre blode selvmord i Ittoqqortoormiit. En fjerde ung mand overlevede og han snakker om nogle piller, som politiet dog ikke har kunnet finde.
En dag kommer der et mystik brev til Matthew. Et brev fra hans far, som formodes død, men som Matthew fandt ud af stadig er i live, men inden ved, hvor han er. I brevet står der:

Jeg læser dine artikler i Sermitsiaq. Kom til Ittoqqortoormiit. Hus 87. Jeg skal fortælle dig om Tupilak.

Selvom Matthew ikke rigtig tør tro på, at brevet rent faktisk er fra hans far, kan han alligevel genkende håndskriften fra det postkort, som faderen sendte i 1990 for at fortælle, at han alligevel ikke kunne komme til Danmark. Matthew kommer i kontakt med Briggs, som nu arbejder som HR-chef i Selvstyret, som er tidligere soldat og som var udstationeret i Thule sammen med Matthews far, Tom.

Matthews halvsøster Arnaq får besøg af nogle venner fra efterskolen i Danmark og de beslutter sig for at tage på en weekendtur til Færingehavn. Matthew og Tupaarnaq tager ud for at tjekke at alt er okay, hvilket det er, men da de er taget afsted går alt galt. Arnaq, Alma, Andreas og Lasse er alle forsvundet. Der er blod flere steder i bygningen, så alt tyder på, at der er sket en forbrydelse, men noget tyder også på, at det ikke er alle de unge mennesker, der har mistet livet. Endnu.

Matthew er fast besluttet på at finde Arnaq og hendes venner og det bliver endnu engang med hans egen sikkerhed som indsats. Kidnapningen af Arnaq viser sig nemlig at have forbindelse til nogle medicinske forsøg, som blev udført i Thule i 90’erne. Og Matthews egen far, Tom, var en del af forsøgene. Formålet med forsøgene var at udvikle piller, som kan gøre menneskekroppen langt mere robust overfor kulde. Pillerne virkede, men desværre viste pillerne sig også at have mange bivirkninger. Slemme bivirkninger.

“Der har været en tydelig forandring over den seneste måned, når jeg ser på humøret og det sociale.” “Negativt?” “Ja, negativt.”

IMG_6977

Forsøget får en trist slutning, da Toms kollegaer Bradley og Reese bliver dræbt og historien fortæller også, at det er Tom der har gjort det og derefter har han begået selvmord. Ligene sendes tilbage til USA og på papiret bliver forsøget afsluttet på dette tidspunkt, men virkeligheden er en helt andet.

Matthew og Tupaarnaq sætter flere gange deres egne liv på spil for at finde frem til sandheden om, hvad det er der foregår og hvem der står bag. Det er et gensyn med gamle kendinge og helt nye karakterer og der er fart over feltet fra starten af.

—————————–

Wow… virkelig wow! Mads Peder Nordbo har endnu engang skrevet en helt fantastisk krimi som er spændende fra start til slut og som er umulig at lægge fra sig, når man først er gået igang. Jeg måtte ihvertfald lige have pusten igen, da jeg havde vendt den sidste side i bogen. Jeg tror endnu engang, at jeg flere gange glemte at trække vejret, fordi jeg var så opslugt af bogen.

Ligesom med Pigen uden hud elsker jeg alt ved Kold angst. Mads Peder Nordbo imponerer mig endnu engang med hans helt fantastiske måde at skrive på. Jeg er vild med karaktererne i bogen, som man kan andet end komme til at holde. Og jeg elsker at bøgerne foregår i Grønland.

Der er ikke mange chefer eller embedsfolk heroppe, der ikke er klar over, hvor stor prisen for selvstændighed. Landet vil tømmes for stort set alle mennesker med viden og fremdrift på få uger; eller så hurtigt flyene kan lette.

Derudover elsker jeg, at Nordbo beskæftiger sig med helt aktulle emner som f.eks. mange af Grønlands politikeres ønske om løsrivelse fra Danmark. Og også at han kommer ind på emner, som de fleste ved foregår, men som ingen rigtig taler om. Selvom det er fiktion, får de undertrykte folk alligevel en stemme igennem Nordbos bøger.

Kold angst er lige så fantastisk velskrevet og enormt spændende som sin forgænger. En medrivende fortsættelse på historien om Matthew, Tupaarnaq og alle de andre. Og jeg glæder mig allerede til, at der forhåbentlig kommer en tre’er.

Kold angst udkommer i dag d. 17. marts og jeg glæder mig meget til at møde Mads Peder Nordbo på Krimimessen i denne weekend. Er du også taget en tur i fængsel til en weekend i bøgernes tegn?

IMG_6976

anmeldelse

“Den nye dreng” af Tracy Chevalier

Den nye dreng af Tracy Chevalier, 2017. En del af Hogarth Shakespare Series. Anmeldereksemplar fra Modtryk. Antal stjerner: 5/5

IMG_6907

Alt bliver vendt på hovedet i skolegården, da den nye dreng, diplotmatsønnen Osei Kokote (også kaldet O), træder ind i skolegården. O er nemlig fra Ghana og han er den eneste sorte dreng på skolen. Den første, der lægger mærke til O, er den jævnaldrende pige Dee, som med det samme er betaget af den nye dreng. Og O lægger også mærke til Dee med det samme.

Han har prøvet det her mange gange før. Men ikke at møde en som Dee. Han kan mærke hendes tilstedeværelse med det samme.

O får dog langt fra den positiv modtagelse af de andre elever og heller ikke lærerne er ret positive over, at der starter en sort dreng på skolen. O er ved at være vant til at skifte skole og være den nye dreng, da han har skiftet skole to gange før på seks år. Eneste forskel er, at på de andre skoler har der altid været elever med andre hudfarver også, men for første gang er O den eneste ikke-hvide elev.

“Synes du at vi skulle – ja altså, sige noget til eleverne om ham? Om – ja, jeg ved ikke – om det, at han er anerledes? For at anspore dem til at tage pænt imod ham? Mr. Brabant fnyste. “Ikke noget med fløjlshandsker, Diane.”

Allerede før skoledagen er startet bliver der snakket om O i krogene. Ingen ved hvad de skal stille op med en ny dreng, som ikke passer ind i det perfekte billede på skolen. Heldigvis for O er Dee betaget af ham fra starten og hun tager godt imod ham og gør hvad hun kan for at få ham til at føle sig velkommen.

O har sin søsters gamle lyserøde penalhus med store røde jordbær på med i skole og da han allerede finder det svært nok at blive accepteret, har han ikke den store lyst til at lægge penalhuset op på sit bord. Dee opdager Os penalhus og tilbyder at bytte sit eget Nuser penalhus. Allerede i første frikvarter rygtes det, at Dee har scoret den nye dreng.

Som tidligere nævnt er de andre elever ikke begejstrede for den nye elev og det varer ikke længe før den jævnaldrende dreng, Ian, sætter sig for at gøre livet surt for O, så han ikke kommer til at føle sig det mindste velkommen. Ian regner hurtigt ud at den bedste måde at skade O på er ved at komme imellem ham og Dee. Han allierer sig med Dees veninde Mimi og får også blandet deres andre venner Casper og Blanca ind i det hele.

IMG_6903Ians plan går ud på at få O til at tro, at der foregår noget mellem Dee og Casper og beder derfor Mimi om at skaffe noget, som Dee har fået af Casper. Dee taber ved et uheld penalhuset, som hun har fået af O. Mimi finder penalhuset og overdrager det til Ian, som mener, at det også sagtens kan bruges. Derefter sørger Ian for at give Blanca penalhuset under påskud om, at penalhuset er fra Casper, som hun er lun på. Da O først overværer, at Dee giver Casper et jordbær, som hun har været hjemme og hente og dernæst ser at Blanca nu er i besiddelse af jordbær-penalhuset, som hun siger, at hun har fået af Casper, går O udfr,a at Dee må have givet det til Casper, som så har givet det videre.

O konfronterer Dee med det hele og hun benægter det hele for der er ikke noget om sagen. O tror dog ikke på Dee og det hele ender ud i et meget stort skænderi alle børnene imellem til sidst.

“Du ved godt, hvad det skyldes,” svarede mr. Brabant mørkt. “Denne skole er ikke parat til en sort dreng.”

————–

Othello er et af mine absolutte yndlings stykker af Shakespare. Jeg havde derfor ret store forventninger til Den nye dreng og jeg blev helt sikkert ikke skuffet.

Jeg sad flere gange med tårer i øjenene over, hvor ondskabsfulde børn kan være overfor hinanden, men mest af alt fik jeg tårer i øjnene ved tanken om, at grunden til at børnene har sådan et syn på sorte, tydeligvis må være, at det er den samme indstilling de voksne i deres liv har til sorte. Hvordan skal børn ellers vide, hvordan man skal behandle folk med en anden hudfarve, hvis det eneste de hører er voksne tale dårligt om sorte?

Derfor synes jeg også det var dejligt forfriskende at Dee med det samme så bort fra Os hudfarve og faldt for alt andet ved ham. Så er det bare ærgerligt, at hendes venner ikke kunne unde hende at være glad og absolut skulle spolere det hele for hende og O. Bare fordi O er en smule anerledes og det må man ikke være sådan et sted.

IMG_6906Den nye dreng er en yderst velskrevet og tankevækkende historie om venskab og ung kærlighed og ikke mindst om, hvor galt det kan gå, når man stoler på og lader sig påvirke af de forkerte folk.

 

anmeldelse

Et lyst sind – er ofte en viljessag af Britt Bendixen

Et lyst sind: er ofte en viljessag af Britt Bendixen i samarbejde med Iben Albinus Sabroe, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 4/5

IMG_6732Britt Bendixen bliver født d. 14. januar 1942 i København. Hun er datter af overlærer og danselærer Frode Godtfred Bendixen og danselærerinde Mitzi Bendixen. Britt vokser op sammen med sin storebror, Bo, som er 7 år ældre end hende selv.

Sammen med Britts mormor, Edla, åbner moderen Mitzi en trikotagebutik, hvor hun arbejder sideløbende med, at hun har et job på et advokatkontor.

Under 2. verdens krig går Mitzi og Frode til dans for at have et eller andet at tage sig til og de bliver meget hurtigt rigtig gode til det. Frode foreslår på et tidspunkt, at de skal uddanne sig til danselærere og i 1942 åbner de Bendixens Danseinstitut. 

Af samme grund var det ikke tilladt at bande i mit hjem, for min mor mente, at hvis ens ordforråd er stort nok, er det ikke nødvendigt at bande.

Både Britt og Bo går til dans på danseskolen. De bliver begge rigtig dygtige og uddanner sig sidenhen til danselærere ligesom forældrene. Allerede som 7-årig vinder Britt Danmarksmesterskabet i Scottish og Tyrolervals sammen med sin faste dansepartner, Torben.

Fordi stort set alle gik til dans på danseskolen, enten forældrene eller deres børn, eller begge parter, blev det forventet, at jeg også hilste på folk, selvom jeg ikke kendte dem.

Al dansetræningen går udover Britts skolegang. Hun er rigtig kvik, følger godt med i timerne og deltager aktivt, men lektierne bliver sjældent lavet. Hendes mor foreslår et kostskole ophold, hvor de i starten aftaler en måneds prøveperiode og Britt ender med at blive ganske glad for kostskolelivet.

Britt færdiggør Fjerde Mellem (nu kaldet 9. klasse) på Sorø Privat- og Realskole med et godt karaktersnit i både sprog og matematik og kan, hvis hun vil, vælge præcis den studieretning hun vil, på gymnasiet. Hun vælger dog istedet at ville ud og opleve verdenen.

Et lyst sind er ikke bare noget, man er født med, mente min mor. Sommetider kræver det viljestyrke at finde det frem. Det er den leveregel, jeg er opdraget med, og som jeg stadig bekender mig til.

Ægteskabet mellem Mitzi og Frode Bendixen holder dog ikke. Frode har en affære og da Mitzi finder ud af det, ønsker han i starten at beholde elskerinden ved siden af. Det vil Mitzi dog ikke være med til og de bliver skilt i 1949. Mitzi overtaget meget utraditionelt danseskolen og driver den videre med succesfuldt.

IMG_6736

I 1962 overtaler Bo Britt til at de begge skal gå til audition som dansere til Cirkusrevyen. Bo ryger ud i en af de første runder, men Britt klarer sig igennem runde efter runde og det bliver starten på hendes lange, imponerende karriere som danser og sidenhen koreograf på først små revyer rundt omkring i landet og derefter på Cirkusrevyen. Britt koreograferer første gang Cirkusrevyen i 1975, da Preben Kaas var instruktør.

Jeg havde fundet en mand, som jeg var fuldstændig vild med, og som uden at tænke nærmere over det tillod mig at være den kvinde, jeg ville være. Min egen.

Britt Bendixen møder først gang Gene Nettles på danseskolen på Suomisvej, hvor hun er til audition på Cirkusrevyen i 1962. De holder kontakten løbende og i 1963 inviterer Gene Britt med til premieren på sin nye forestilling på Odense Teater og samme aften bliver de kærester, men de forventer ikke meget af forholdet, da det er meningen, at Gene skal tilbage til New York. Sådan endte det dog ikke blive og ud af forholdet kommer sønnen Niclas Bendixen som fra første dag er Britts et og alt.

IMG_6735

Forholdet til Gene holder ikke og de går fra hinanden i 1981. I 1995 bliver Britt inviteret til åbning af pressefotografen Tine Harders nye studio. Her møder hun Marianne, som er 18 år yngre end hende selv. Aftenen går ikke helt, som man kunne have håbet og der går længe før de ser hinanden igen. Men til premieren på Anne Linnets musical Thorvaldsen står de pludselig foran hinanden igen. Nogle dage efter inviterer Britt Marianne hjem til middag og spørger samtidig om, hun vil flytte ind og det vil Marianne gerne. Resten er historie og her 22 år senere bor de stadig sammen og har sådan et forhold, som de fleste drømmer om.

Ingen af os har noget imod at være alene. Og er vi væk fra hinanden, savner vi hinanden, men vi tillader, at vores respektive karrierer får lov til at fylde det, der kræves.

I december 2004 ringer produceren fra Vild med Dans for at spørge om, hun vil ikke vil komme til audition som dommer til programmet. I starten er Britt skeptisk, men hun vælger alligevel at tage afsted. Hun ender med at blive tilbudt jobbet sammen med Anne Laxholm og Jens Werner og de har været faste værter i alle 12 år, hvilket er blevet til 13 sæsoner.

Britt Bendixen fyldte i år 75, men det betyder ikke, at hun lægger hverken arbejdet eller den zebrastribede bikini på hylden.

Jeg vil ikke ærgre mig over livets modgang. Sådan er jeg opdraget, og sådan lever jeg med et lyst sind.

—————

Britt Bendixen har altid være min yndlings dommer i Vild med Dans, så da jeg fandt ud af, at hun skulle skrive en biografi, vidste jeg med den samme, at den måtte jeg bare læse og jeg er helt sikkert ikke blevet skuffet.

Jeg havde godt på fornemmelsen, at Britt Bendixen havde lavet mange spændende ting og havde haft et spændende liv, men jeg havde ingen anelse om, hvor mange forestillinger og film, hun har danset i og hvor mange forskellige revyer, hun har været tilknyttet som koreograf.

Jeg har siddet og heppet indvendig på mor Mitzi, da hun ville overtage danseskolen, selvom det slet ikke var normal praksis dengang, og blevet helt varm inden i af at læse om Britts forhold til Gene, som startede ud med at være det perfekte eventyr forhold, som dog desværre ikke holdt. Og ikke mindst har jeg fældet en tåre eller to, da jeg læste om dengang Britt først mistede sin bror og nogle år senere mistede sin mor.

Et lyst sind: er ofte en viljessag er en rigtig hyggelig biografi om hele Danmarks Britt Bendixens spændende liv.

IMG_6733

 

anmeldelse

“Den sorte kat i Mosul” af Puk Damsgård

Den sorte kat i Mosul af Puk Damsgård, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 4/5

IMG_6663

Den sorte kat i Mosul er tredje bog af journalist Puk Damsgård. Damsgård befinder sig denne gang lige midt i krigen i Mosul, hvor hun bor hos nogen af de soldater, som hver dag kæmper mod IS. I Mosul tilbringer Damsgård det meste af tiden sammen med sergent Dhafer og major Saif* og deres overordnede Skyggen*.

De sidste 500 meter fra basen til frontlinjen var som afstanden mellem to planeter.

Damsgård følger soldaterne både når de er på vej ud på opgave og når de kommer tilbage til basen efter missionen og skal gøre status på dagens opgave. Hun oplever både de gode og dårlige stunder med soldaterne. Soldaterne åbner op overfor hende og fortæller om deres familier, deres venner, deres liv før de sluttede sig til oprørsstyrkerne og om deres planer for fremtiden. Alle soldaterne har planer – der er bare ingen af dem der ved om eller hvornår de kommer til at føre planerne ud i livet.

I Den sorte kat i Mosul hører vi også historien om familien Ogaidi, som Damsgård har mødt på tidligere ophold i Irak. Familien er flygtet fra Mosul flere år tidligere, da Islamisk Stat rykkede tættere og tættere på Mosul. Ali Ogaidi bor i eksil med sine forældre Nadiya og Samir* i Erbil. Alis søster Rukan* bor i Dubai og Damsgård besøgte hende, inden krigen rykkede ind i Mosul.

Damsgård har lovet at besøge familiens hus, som de selv har været ved fra i flere år, fordi IS har overtaget styret i byen. Rukan beder Damsgård om også at kigge efter familiens sorte kat, Zannu, som de måtte efterlade, da de ikke kunne medbringe ret mange ting, idet det ikke måtte være tydeligt, at de flygtede fra byen.

Jeg skulle søge og strejfe som en hjemløs kat i Mosul.

Sideløbende er Damsgårds mål med opholdet i Mosul også at finde Ali og Rukans tanter Batul og Hanaa, som de ikke har haft kontakt med siden, de selv forlod Mosul. Da soldaterne endelig har generobret området af byen, hvor tanterne bor, begiver Damsgård sig, i følgeskab med et par soldater over til tanternes hus.

IMG_6665

For you it’s a story – but for me it’s my life.

Damsgård står flere gange overfor etiske dilemmaer, hvor hun bare må se passivt til, imens der foregår ting, som hun ikke selv finder etisk korrekte. Der er dog ikke noget at gøre, for Damsgård er i soldaternes verden nu og hun må bare acceptere, at de gør tingene på deres måde. Beretningen om sergent Dhafer, der slår en fange med et bræt med søm i, gjorde specielt stort indtryk på mig og jeg kan næsten ikke forestille mig, hvordan det må have været for Damsgård at overvære det.

Både Saif og Dhafer virkede uforstyrrede af min tilstedeværelse, selvom jeg gentagne gange havde gjort dem opmærksom på, at jeg ville gengive det, jeg fandt relevant fra mit ophold hos styrkerne.

Derfor forholdt jeg mig passivt, uanset hvor modbydeligt det indimellem føltes. Og derfor stod jeg tavs og iagttog scenen, der udspillede sig for øjnene af mig.

Som hun selv siger, så må hun bare lade tingene gå sin gang og iagttage det der foregår. Hun har gjort dem opmærksomme på, at hun gengiver alt, hvad hun finder relevant og jeg er vild med at Damsgård ikke skjuler noget for sine læsere. Hun fortæller tingene som de er og kommer med velovervejede kommentarer til tingene.

“Jeg forlod krigen i Mosul for sidste gang, en uge før den officielt blev erklæret slut 10. juli 2017.”

Den sorte kat i Mosul er en rørende og hudløst ærlig beretning fra frontlinje i Mosul, hvor Puk Damsgård på nærmeste hold følger nogle af de soldater, som kæmper mod IS og historien om nogle af alle de mennesker, som er direkte berørt af krigen og som må flygte fra alt det der kender for at være i sikkerhed.

IMG_6664

* Samir, Nadiya og Rukan er ændrede navne. Ali, tanterne Batul og Hanaa er rigtige navne. Det samme er sergent Dhafer og major Saif. Skyggen er et navn obersten selv har valgt at gå under.
anmeldelse

“Glasslottet” af Jeannette Walls

Glasslottet af Jeannette Walls, 2017. Genudgivelse i forbindelse med filmatiseringen af bogen. Oprindeligt udgivet som The Glass Castle i 2005. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 5/5

IMG_6662

Glasslottet er journalist Jeannette Walls’ erindringer om en opvækst, som var langt fra den, som alle andre børn havde i 60’erne og 70’ernes USA.

Jeannette Walls og hendes søskende Lori, Brian og Maureen vokser op rundt omkring i USA. De bor sjældent det samme sted ret længe. Faderen, Rex, mister det ene job efter det andet eller ender i problemer med myndighederne, så familien må gang på gang pakke alt de ejer og flytte videre til den næste stat. Moderen, Rosemary, er kunstner og bruger størstedelen af dagene på at male det ene billede efter det andet. Børnene lærer tidligt, at de bliver nødt til at klare sig selv, for forældrene har andre ting at tage sig til.

Som 3-årig vil Jeannette koge nogle pølser, men det går helt galt og der går ild i hendes kjole. På sygehuset spørger sygeplejerskerne ind til, hvorfor sådan en lille pige som hende var ved at lave mad. Jeannette kan ikke se noget galt i det, for det gør hun jo så tit. Forældrene forstår dog alvoren og de sørger for at fjerne Jeannette fra sygehuset, før de socialemyndigheder når at fjerne Jeannette og måske også de andre børn.

Vi flyttede rundt som nomader. Vi boede i støvede små minebyer i Nevada, Arizona og Californien.

Forældrene har store planer for fremtiden og gør alt hvad der står de deres magt for, at børnene har et godt liv på trods af de trange kår. Det vigtigste af alt er, at børnene ikke opdager, hvor fattig familien er. Rex er alkoholiker og familie går gang på gang flere dagen uden at få noget at spise, fordi Rex har brugt alle deres penge på sprut. Julegaver er der heller ikke penge til, så Rex tager et efter et børnene med udenfor og lader dem vælge en stjerne, fordi stjernerne holder også meget længere end alle de materielle ting, som alle de andre børn får i julegave.

En af Rex’ største planer for fremtiden er at bygge et hus ude i ørkenen langt fra byens larm og jag. Huset kalder de for Glasslottet.

Når far ikke fortalte om alle de mange forbløffende ting, han havde lavet, fortalte han os om de vidunderlige ting, han ville lave. Såsom at bygge Glasslottet. Fars tekniske snilde og matematiske evner skulle forenes i et helt særligt projekt: et stort hus, som han ville bygge til os i ørkenen. Det skulle have glastag og tykke glasmure og tilmed en glastrappe. Glasslottet skulle have solfangere på taget, der kunne opfange solen stråler og omdanne dem til elektricitet til opvarmning, aircondition og alle elektriske apparater. Det skulle ovenikøbet have sit eget vandrensningsanlæg.

Rex bruger lang tid på at lave ændringer på tegningerne, lave nye beregninger og komme på nye ideer til, hvad der skal være i huset. Da familien, efter at have boet hos Rex’ forældre i Welch i West Virginia, køber deres eget hus på afbetaling i Welch, finder Rex planerne for Glasslottet frem igen og de begynder at grave ud til fundamentet.

IMG_6659

Børnene begynder i almindelig offentlig skole efter at være blevet hjemmeskolet i mange år. Børnenes sparsommelige beklædning og dårlige hygiejne giver anledning til meget mobning, men børnene står sammen og hjælper hinanden igennem det. Der bliver også snakket meget om den, når de tager steder hen som en familie. Børnene, som ikke kender andet, synes, at folk omkring dem er rigtig uhøflige.

Jeg kunne høre folk rundt om os hviskede om en gal, beruset mand og hans små, snavsede unger, men hvem brød sig om deres mening? Ingen af dem var nogensinde blevet slikket i hånden af en gepard.

Rosemary har også sine egne dæmoner at kæmpe med. Hun drømmer om at blive kunstner og maler et utal af billeder, men hendes kunstværker når aldrig ret langt. Derudover har hun også sine problemer med at se logisk på tingene. Hun påstår for eksempel at være gravid længere end de fleste kvinder og hun mener, at hvis man har så dårlige øjne, at man ikke kan se ordentligt så har øjnene bare brug for at blive motioneret for at blive stærkere.

En gang imellem så hun op og sagde, at hun var ked af det, hun vidste godt, at hun burde tage sig noget mere produktivt til, men at hun ligesom far havde afhængighedsproblemer, og et af dem var læsning.

Børnene beslutter, at de vil væk fra forældrene og væk fra West Virginia. Lori og Jeannette starter med at spare op til at flytte til New York. Lori tager afsted først og finder sig til rette inden først Jeannette og dernæst Brian følger trop.

Jeg måtte flere gange igennem bogen minde mig selv om, at det er Jeannette Walls’ erindringer og ikke noget som hun har fundet på. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvordan det må have været at vokse op på den måde. Jeg sad gang på gang og blev helt enormt vred på både Rex og Rosemary for ingen børn fortjener at vokse op på den måde. Jeg har råbt højt af Rosemarys forskruede syn på tilværelsen og været helt rød i hovedet af raseri over Rex’ drikkeri og hans opførsel overfor børnene.

Glasslottet er en fantastisk velskrevet og rørende erindringsbog, som kravler ind under huden på en og bider sig fast. Da jeg havde læst den sidste sætning, sad jeg et øjeblik bare lige og krammede bogen lidt, for jeg vidste sket ikke, hvad jeg skulle gøre eller sige.

IMG_6660

anmeldelse

“Mirror Mirror” af Cara Delevingne med Rowan Coleman

Mirror Mirror af Cara Delevingne med Rowan Coleman, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 5/5

IMG_6543

I Mirror Mirror møder vi vennerne Red, Leo, Rose og Naomi. De blev venner ved et tilfælde, da de i forbindelse med et skoleprojekt blev sat i gruppe sammen uden at kende hinanden på forhånd. Skoleprojektet blev starten på deres nu populære band Mirror Mirror og starten på et fantastisk venskab.

Jeg lever i den kejtede fase, nej, jeg er sgu den kejtede fase.

En dag forsvinder Naomi på mystisk vis. Der er ingen spor efter hende og håbet om at finde hende i live bliver mindre og mindre. Miraklet sker dog og Naomi findes bevidstløs i Themsen. Naomi ligger dog i koma og kan derfor ikke selv fortælle, hvad der er sket med hende.

Den smadrede, forslåede pige på hospitalet og min ven Naomi er én og samme person.

Lægerne konkluderer hurtigt, at hun sikkert har forsøgt at tage sit eget liv, men vennerne ved, at det ville hun aldrig gøre. Enten er der sket en ulykke eller så har nogen gjort hende ondt. Vennerne er fast besluttede på at finde ud af, hvad der er sket og ikke mindst, hvem der har gjort det. Men hvorfor har Naomi ikke fortalt dem, at der var noget galt? Og hvor godt kender de hende egentligt – og hvor godt kender de hinanden?

IMG_6547

Jagten på sandheden om hvad der er sket med Naomi bringer vennerne ind i en del af Naomis liv, som hun har holdt hemmeligt for dem. Dette får dem til at reflektere over, hvilke siger af sig selv, som de selv skjuler for de andre. Samtidig må de gøre op med deres egne indre dæmoner for bedre at kunne forstå, hvad der er sket med Naomi. For hvis de ikke selv har forenet det, de er indeni, med det ansigt, de viser udadtil, hvordan kan de så forvente af Naomi at hun ville gøre det samme.

Red, der er sgu da ingen, der går op i, om du er en pige eller en dreng. Folk er ligeglade med, at du er homo. Det er ikke det, det handler om.

—————-

Min første indskydelse, da jeg så at Cara Delevingne skulle skrive en bog var “Åh nej, endnu en kendis der får lov at skrive en bog” og jeg havde ikke de store forventninger, men jeg blev alligevel nysgerrig, da jeg læste præsentationen af bogen. Og nøj hvor er jeg glad for, at jeg gav den en chance!

Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig, da jeg først var gået igang. Jeg måtte bare vide, hvad der var sket med Naomi og jeg glemte fuldstændig tid og sted, imens jeg læste.

Red, Leo, Rose og Naomi er sådan nogle karakterer, som jeg ville ønske, at jeg kunne være venner med, hvis jeg var teenager. De er det perfekte billede på, at enhver teenager har noget som han/hun bøvler med i hverdagen og man er aldrig alene, selvom livet kan være hårdt nogle gange.

Jeg ser hverken en særling eller en homo eller en hetero. Ser heller ikke en pige, som gerne vil være dreng. Jeg ser bare mig. Det er den, jeg er, og jeg passer ikke ind i nogen anden kategori end min egen…

Mirror Mirror er en fantastisk bog om venskab, kærlighed, om at stole på sine intuitioner og ikke mindst om at finde sin egen plads i verden.

Mirror Mirror er sådan en bog, som alle bør læse uanset alder, for hvis man er teenager så gennemlever man måske nogle af de samme problemstillinger lige nu ellers så mindes man dengang, hvor man selv var teenager og forsøgte at finde sin egen plads i verden. En yderst anbefalingsværdig bog for alle, der kan lide en god coming of age roman.

IMG_6546